Ida Nicolaisen følte sig som en alien i regnskoven, men endte med at bo der i fire år

Jeg er seniorforsker – de sidste to år uden kontor på Københavns Universitet. Det fungerer fint, men jeg savner de studerende. Jeg skriver på et større værk om kulturen hos Punan Bah-folket på Borneo, som kun jeg har forsket iblandt. Det har jeg gjort i 50 år. De siger, jeg er deres historiker.

Punan Bah har fantastiske myter, men dem når jeg ikke at skrive om i dybden. En enkelt myte kan tage fire nætter at fortælle. Bare det at transskribere den fra et andet sprog – og de har tre sprog – er kompliceret feltarbejde.

Jeg har altid levet et forskerliv. I perioder har jeg selv betalt for det, fordi det var så vigtigt for mig. Jeg fik orlov fra universitetet men kunne ikke altid få løn. Jeg har desværre ikke fået børn, men det har jo gjort, at jeg har været et frit menneske.

Jeg er født i 1940 og kan lige huske krigen. Jeg er opvokset i et embedsmandshjem i Charlottenlund. Min far var i Indenrigsministeriet.
Dengang var Charlottenlund et meget blandet miljø. Der var masser af toværelseslejligheder og små villaer langs S-togsbanen, som der altid boede to familier i. Det er en kæmpe fordel at få lov at vokse op med alle slags mennesker. Lever du i en lukket kreds, snævrer din viden og dit livssyn sig jo ind.

Jeg var 17 år, da jeg vidste, jeg ville være antropolog. Jeg var til et etnografisk foredrag på Nationalmuseet med min far. Det var første gang, jeg hørte en videnskabelig diskussion. Den handlede om afghanske nomader. Det var vanvittigt spændende, så jeg var hooked.

Min far var fantastisk til at hælde viden på os børn. Både til at læse op og tage os rundt i Danmark og proppe os med alt mulig viden. Vi syntes af og til, at det var for meget, men det sidder jo fast til stor fornøjelse nu.

Jeg var den eneste, der begyndte at studere antropologi det år. Der var også nogle ældre studerende, men ingen på min alder. Jeg fik undervisning på Nationalmuseet af en overinspektør, og enkelte gange var jeg den eneste til timen. Men så var der jo de to timer med den unge inspirerende lærer Nic, hvor der kom studerende fra mange fag. Ham blev jeg gift med.

Nic inviterede mig til te én dag, middag en anden dag og så friede han. Jeg sagde ja. Vi var jo lykkeligt fri fra datingprofiler og alt det der. Jeg havde heller ikke alt muligt makeup på, så han kunne dufte, hvem jeg var. Ifølge forskningen er lugten jo afgørende for tiltrækning mellem kønnene.

Antropologi er et fag, der har udviklet sig utrolig meget over årene. Da jeg begyndte at læse, var det et kulturhistorisk fag, som sigtede på ansættelse på Nationalmuseet. Vi studerede genstande fra alverdens kulturer for at finde historiske forbindelser mellem folkeslag.

Siden blev antropologi mere sociologisk orienteret. Selv blev jeg ansat som studerende på faget kultursociologi, som var tværfagligt. Det var i de vilde år, der begyndte i slutningen af 60’erne, hvor vi pludselig fik en kæmpe tilstrømning til universiteterne. Fagene kunne slet ikke følge med. Derfor var vi en masse studenter, der underviste de andre og tog dem til eksamen.

Da jeg begyndte at studere, omtalte man oprindelige folks kulturer som primitive, skønt de er højst komplekse og sofistikerede. Ulykkeligvis præger denne holdning fortsat Vestens måde at omgås mennesker med andre kulturer og religion. Det er ufatteligt for mig, at vi bliver ved med at se os selv som noget særligt og bedre end andre mennesker. Det præger også det dansk-grønlandske forhold. Det er meget svært for os danskere at se grønlænderne som ligeværdige medmennesker – bevidst eller ubevidst.

Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk at prøve at forstå mennesker, der tænker på en helt anden måde, har helt andre værdier og helt andre forståelser af livets store spørgsmål: liv og død, ret og uret, forhold mellem kønnene osv. Vi har alle det fælles menneskelige grundvilkår, men hvordan kommer det til udfoldelse?

Jeg var woke, fra jeg var helt ung. Det indebærer, at du er aware eller sensitiv over for dine medmennesker. Det er en forudsætning for at lave god antropologisk forskning. Nu er der forsøg på at diskreditere begrebet. Det forstår jeg ikke. Grundlæggende gør det os jo blot opmærksomme på, at vi skal behandle hinanden ordentligt og nysgerrigt og møde hinanden der, hvor vi er.

Midt i min studietid var jeg på feltarbejde med min første mand, Nic. Vi var først i Tchad for at finde et lille jægerfolk, der ikke var skrevet om. Siden hos tuaregerne, der vandrer omkring med deres kameler og geder. De har et klassesamfund med adelige, almindelige folk og slaver. Jeg havde arbejdet i over et år for at skaffe penge til min flybillet. Oplevelsen af at leve med medmennesker, som var slaver, kom til at præge resten af mit liv. Jeg skrev speciale om slaveri blandt nomader, og jeg valgte siden at studere Punan Bah-folket, fordi det var et samfund med slaver. 

Slaveri findes stadig i dag i store dele af verden. Det har fået et kæmpe boost med industrialiseringen, byggebranchen og tøjindustrien.

Jeg sad seks år i Danidas styrelse. Der var jeg ude at besøge tøjfarverier i Bangladesh. Det er noget af det værste, jeg har set. Det vand, de brugte, kom ud som blæk i floderne bagefter.

Jeg blev færdig på universitetet i 1971, da jeg var 30. Straks efter forberedte jeg mig på feltarbejdet hos Punan Bah. Jeg tog flyveren til Borneo og siden med en primitiv langbåd ad floderne til et af deres langhuse. Jeg kunne ikke sproget, og de kunne ikke engelsk, så det var rigtig svært i begyndelsen. Jeg var faktisk ved at fortvivle, men jeg blev modtaget med åbne arme. Oprindelige folk er jo civiliserede. Hvem andre ville tage et ukendt menneske ind og bo hos sig på ubestemt tid?

Punan Bah boede i to kæmpestore langhuse helt omgivet af regnskov. I husene var der en stor fællesgang, og herfra kunne man gå ind til de enkelte familiers rum. Nogle gange er der en væg mellem familierne.

Som alle fremmede blev jeg vist op til høvdingens rum. Der var ingen hjemme, da jeg kom, men om aftenen blev der lavet mad til mig og en masse mænd, som var kommet svedende hjem med store sække med olieholdige nødder i. De var der i flere dage. Jeg prøvede at spørge mine skiftende sidemænd om ord for mad, glas, måtte eller andet, jeg kunne pege på. Hver gang grinede vedkommende og sagde et andet ord end det, jeg havde skrevet ned aftenen før. Jeg var fortvivlet og tænkte, at jeg nok aldrig fik lært sproget. Forvirringen skyldtes, at mændene kom fra syv forskellige stammer.

Første gang var jeg i langhuset i syv måneder, og så er jeg kommet tilbage med jævne mellemrum. Jeg har i alt boet der i fire år. Jeg var sidst på besøg i 2023.

Jeg var vanvittigt ensom til at begynde med. Jeg følte mig som en alien, som de tog sig af. Jeg burde have lært en masse tryllenumre, så jeg havde haft en underholdningsværdi andet end at se meget mærkelig ud i deres øjne. Det var svært psykisk, for jeg skulle hele tiden mande mig selv op. De vidste ikke, hvem jeg var, og de var ikke nødvendigvis spor interesserede i at vide det.

Efter en tid hos høvdingen flyttede jeg i rum med en familie på 16 mennesker. Da jeg kom tilbage næste gang, blev jeg formelt adopteret som høvdingens søster. Da jeg kom igen, forstod Punan Bah, at jeg virkelig ønskede at leve blandt dem og forstå deres kultur. Der blev jeg derfor formelt adopteret. Under mit tredje besøg blev jeg stillet til ansvar for min rolle, da høvdingen beordrede mig til at stå for et større ritual.

Det var etisk svært for mig, for jeg er opdraget i den kristne tro, hvor et af buddene er, at man ikke skal have andre guder. Nu blev jeg så bedt om at påkalde Punan Bah-folkets guddommelige forfædre og at ofre til disse. Mit dilemma var, at der manglede mad i langhuset, og familierne turde ikke begynde at høste deres ris, hvis ånderne ikke først havde fået et offer. Den, der skulle udføre ritualet, var min ’bror’, høvdingen, men han rejste og overlod ansvaret til mig – hans ’ældre søster’.

Derfor stod jeg så en dag med et gammelt hovedjægersværd, fuldt af indtørret menneskeblod, og råbte på ånderne. Det var psykisk voldsomt. På den positive side vidste jeg nu, at jeg virkelig var blevet integreret i samfundet. Det var ikke blot en formalitet, at jeg var blevet adopteret.

Hovedjagten blev forbudt i 1922, men den praktiseredes stadig under 2. verdenskrig, og af nogle indfødte folk også 10 år før jeg ankom, hvor Malaysia var i krig med Indonesien. Jeg har en nær ven, som ærgrede sig over, at han ikke fik taget et hoved dengang. 

Punan Bah-folket er animister. De mener, at alt i naturen er besjælet. De har den største respekt for miljøet og regnskoven omkring dem og for det enkelte menneske.

Traditionelt ofrede de menneskeblod til forfædrene og skovens ånder, i taknemmelighed over at disse gav dem føden. Grundtanken var noget for noget. Skovens ånder lader Punan nedlægge vildsvin, hjorte og få alt hvad de har brug for fra regnskoven. Til gengæld ’bespiser’ Punan Bah ånderne med ofring af tamsvin, høns og ris, som de selv har produceret. Og i gamle dage altså også med hoveder.

Der boede 363 mennesker sammen i de to langhuse, hvor jeg mest boede. Her delte familierne stadig en del med hinanden. Fx kød, hvis en mand havde nedlagt et vildsvin med sit spyd. Det ændrede sig så småt fra det det år, hvor jeg kom. Det skyldtes ankomsten af en kinesisk handlende, som opkøbte vildsvinene. Pludselig kunne kødet gøres op i penge, og med det ændrede familiernes forhold til hinanden sig gradvist.

Ved siden af langhusene lå forfædrenes usynlige langhuse, fik jeg fortalt. En nat syntes jeg, at der var lyde, som om der var musik et sted. Forklaringen var simpel, sagde min adoptivmor: Jeg havde hørt forfædrene feste.

Jeg har naturligvis skrevet meget om Punan Bah-folkets samfund og levevis gennem årene on and off mellem de andre spændende opgaver, jeg har påtaget mig. Nu prøver jeg at blive færdig med et stort værk i to bind om deres traditionelle kultur. Jeg håber, det lykkes, fordi mit materiale er det eneste, som foreligger om dem i dag, hvor Punan lever et moderne liv – de fleste i byerne. Mine mange tusinde fotografier er de eneste, som dokumenterer det traditionelle liv og ritualer.

Min første mand døde med en hjernesvulst i 1980. Det var ufattelig svært at se det menneske, man elsker over alt, miste forstanden og ikke kunne udtrykke sig. Det ønsker jeg ikke for nogen.

Det er ikke gudgivet, at der er nogen, der vil elske dig. At blive elsket er den største gave i livet. Jeg fik næsten 20 år med Nic, det er jeg ufattelig taknemmelig for.

Efter en hel del år giftede jeg mig med den hollandsk-amerikanske topfysiker Abraham Pais. Han blev i sine senere år kendt for sine biografier om bl.a. Einstein, Niels Bohr og Robert Oppenheimer, som han alle havde et nært personligt forhold til. Med ham fik jeg en tilværelse i New York. Vi havde et transatlantisk ægteskab, hvor vi boede på skift hos hinanden, så vi kunne beholde vores arbejde på universiteterne.

Mit arbejde er en evig søgen efter at forstå andre menneskers måde at leve og forstå verden på. Der er ikke noget mere spændende end at leve hos oprindelige folk og forsøge at forstå dem og den åndelighed, de har. Det helt fantastiske for mig er, at Punan Bah finder det vigtigt for dem selv. Det giver sådan en dyb glæde, for vi har jo alle et behov for at føle os nyttige.

Jeg er ikke vokset op med særlig selvtillid. Den er gudskelov kommet lidt mere med årene. Det hjælper at tænke på det arbejde, jeg har været engageret i for at forbedre oprindelige folks livsvilkår og sikre deres menneskerettigheder. Det gælder ikke mindst min deltagelse i FNs Permanente Råd for Oprindelige Folk. Forskning giver mig også konstant arbejdsglæde. For mig er det virkelig meningsfuldt.

Den rigtig frie forskning har trange kår i dag. Den bliver strategisk forskning, fordi forskningsrådene og fondene ofte lægger for snævre rammer. Du skal helst formulere projekter, som bevæger sig inden for rammerne og er færdige på kort tid. Det indebærer i værste fald, at du næsten skal kende resultatet, inden du begynder. Det begrænser muligheden for at forfølge spor hen ad vejen, som kunne være spændende.

Det første, jeg skrev, havde intet at gøre med det, jeg havde fået forskningsbevilling til. Jeg ville som nævnt studere Punan Bah-folkets slaveri, men de ville hellere have, at jeg skrev deres historie. Det gjorde jeg så som det første.

Siden har jeg skrevet om mange forskellige temaer og teorier. En del med udgangspunkt i Punan Bah-folkets kultur og viden. Først i dag, hvor de gamle slaver er døde, og de unge slet ikke ved, at deres bedsteforældre var slaver, tillader jeg mig at skrive i dybden om det, jeg tog ud for. Så først nu indfrier jeg til fulde den bevilling, jeg fik. I dag er forskningen anderledes stramt styret.

Jeg kommer ikke til at gå på pension. Hvordan i alverden skulle jeg finde på noget mere morsomt end det, jeg gør nu?