Pernille er gået fra tunge arbejdsdage til et job præget af håb

Det var ikke til forhandling, da Pernille Boye Koch, national chef for Institut for Menneskerettigheder, meddelte sin mand, at hun havde fundet et nyt job, hun ville søge. Uanset hvad. Også selv om det betød, at hun skulle flytte fra deres fælles bopæl i København til Bjerringbro og ville gå mærkbart ned i løn.

‘Lige meget hvad du siger, kan jeg mærke, at det her job bliver jeg nødt til at søge,’ sagde hun til sin mand.

Han bakkede op. Sagde, at de måtte finde ud af det.

Det kan virke som noget af et spring for en jurist at blive forstander på Nørgaards Højskole i en mindre midtjysk provinsby. Men ikke for Pernille Boye Koch. Af flere årsager.

Hun havde et job, som hun på mange måder var glad for. Men det var også opslidende. Og ofte superhektisk, som hun siger. Hun var tit smadret, når hun kom hjem, og hun fandt for sjældent energi til meget andet.

Det kunne også godt være svært at finde håbet i arbejdsdagen.

”På Institut for Menneskerettigheder arbejder vi jo for nogle enormt vigtige sager, hvilket også har været en stor drivkraft for mig. Men det var også svært, fordi vi hele tiden måtte kæmpe så meget for vores egen eksistensberettigelse,” siger Pernille Boye Koch.

Hun oplevede, at det ikke altid var populære budskaber, instituttet kom med.

”Politikerne kunne være trætte af os, fordi de godt kunne opleve, at vi påpegede problemer i forhold til menneskerettighederne og dermed kom med indskrænkninger.”

”Det var meget op ad bakke. Og i længden kunne det godt være svært at bevare gejsten.”

Hun fik et stigende behov for, at noget andet skulle fylde i hverdagen.

”Jeg havde lyst til at komme hen et sted, hvor der er optimisme og fortrøstningsfuldhed.”

Her handler det ikke om præstationer

Sådan et sted er hun havnet. Her er det optimisme, der fylder, oplever hun.

”Jeg får så meget håb for fremtiden. Det giver mening at få unge mennesker hen et sted, hvor det ikke handler om præstationer, og hvor det ikke handler om formel uddannelse. Men et sted, hvor det handler om at danne dem til at blive samfundsborgere, som har mod på livet og lyst og mod til at tage del i samfundsdebatten.”

Arbejdsdagene dræner ikke længere.

”Jeg har travlt. Men det føltes ikke hektisk eller stressende. For det er bare så givende at få så meget kunst og kultur ind i sit arbejdsliv og dagligdag.”

Hardcore ledelse

På klassisk djøfsk vis fandt Pernille Boye Koch jobbet som forstander på LinkedIn.

Tanken om netop et højskoleforstanderjob havde i noget tid boet i Pernille Boye Koch. Hun har altid følt en forbundethed med højskolerne.

Da hun var barn, var hun flere somre på højskole med sin mor. Efter gymnasiet var hun selv på et langt ophold og siden også på en række kortere kurser. De senere år har hun siddet i repræsentantskabet på Krogerup Højskole.

Så alligevel giver det nok god mening, at netop hun – en jurist – kom i spil til jobbet som højskoleforstander. Og fik det.

”Jeg kan også bruge rigtig meget af det, jeg ellers har lavet i mit arbejdsliv. Mit juristspeciale er grundloven, forfatningsret, demokrati og menneskerettigheder. Noget, jeg nu både holder foredrag om og underviser i.”

Og så trækker hun meget på de mere klassiske ledelsesredskaber, hun har med sig.

”Nogle tænker måske, at en højskoleforstander er én, der holder højtravende foredrag – lidt en kransekagefigur. Men det er også en hardcore ledelsesfunktion med mange forskellige medarbejdere og en kompleks økonomi.”

Chefen for det hele

I skrivende stund er der gået 100 dage, siden Pernille Boye Koch holdt velkomsttale for 55 højskolelever, 70 ugeskursister og en medarbejderstab på næsten 40.

100 dage, som føles som mindst et år, fordi der bare sker så meget, som hun siger.

”Jeg har haft 1-1 med alle medarbejdere. Der er rigtig mange ting, jeg gerne vil rykke på, og som jeg synes, vi kan gøre endnu bedre. Hold da op, der er meget, jeg skal have styr på.”

Men det er også lidt nemmere, når hun nu er øverst i hierarkiet, som hun siger.

”Så kan jeg jo nemmere definere, hvad jeg skal gøre og i hvilket tempo.”

Hun er heller ikke udelukkende chefen. Sådan er det, når man er højskoleforstander, oplever hun.

”Du er her også som menneske. Det kommer kun til at fungere, hvis du er autentisk over for elever og kursister. Og det synes jeg faktisk er enormt befriende. At jeg har hele mig selv med på arbejdet. Det synes jeg nok er den største forskel fra en traditionel arbejdsplads.”

Den side har hun nogle gange følt, hun skulle pakke væk.

”Eller i hvert fald noget, jeg skulle gemme til pauserne. Særligt når man har personaleansvar – så skal man lige holde lidt mere på formerne. Sådan er det bare ikke her.”

Gør det dig til en bedre leder, at du ikke længere behøver det?

”Jeg tror egentlig altid, det har faldet mig rimelig naturligt. Her bliver det bare værdsat på en anden måde. Tidligere var der nok nogle, der syntes, at jeg var lidt irriterende. Men det stemmer godt overens med min naturlige måde at være leder på – at man godt kan være i tvivl som leder. Her kan jeg sænke skuldrene.”

Men det er ikke rosenrødt, det hele. Hendes nye job koster også på flere fronter.

Fritid, løn og familie

”Det kan være svært at holde fri. Jeg bor i embedsbolig lige i udkanten af skolen. Og identificerer mig også allerede i høj grad med højskolen.”

I princippet er Pernille Boye Koch på job hele tiden. Det kan i hvert fald være svært at skelne, hvornår hun er, og hvornår hun ikke er, oplever hun.

Derfor har hun allerede erfaret, at hun ikke hver aften skal deltage i fællesspisningen.

”Jeg har brug for at koble fra. Derfor er det også fint, at vi har et lille sommerhus, hvor jeg kan tage hen, når jeg skal holde helt fri.”

Og så er der lønnen.

”Jeg havde et stort ansvar på instituttet, og det afspejlede sig i min løn. Jeg er dog lidt overrasket over, hvor meget jeg er gået ned i løn.”

Men der er ganske enkelt en lovmæssig ramme for, hvor meget hun kan få som højskoleforstander.

”Og den er ikke til forhandling. Så jeg tænker mere over, hvad jeg bruger penge på. Men der er heller ikke så meget at bruge penge på her som i København.”

Pernille Boye Kochs mand har fundet en løsning, hvor han forlænger en weekend med en hjemmearbejdsdag eller to fra det jyske. Børnene er flyttet hjemmefra, men bor stadig i København.

”Så de skal lige vænne sig til, at de ikke bare kan kigge forbi,” siger Pernille Boye Koch.

Hun fortæller, at mange synes, hun har truffet en modig beslutning. Det synes hun ikke selv.

”Selvfølgelig er der noget med at flytte fra København til en mindre by i Jylland. Men ellers tror jeg, den reaktion skyldes, at andre måske også reflekterer over, om de er det rigtige sted i deres arbejdsliv.”

Pernille Boye Koch mener, at mange djøfere kan meget mere, end de tror. At de kan flytte på sig, selv om de fx har været embedsmænd i 15 år.

”Jeg tror generelt, vi er lidt fastlåste i, hvad vi kan bruge vores erfaringer til. Måske skal vi være bedre til at søge stillinger, som ikke er lige efter bogen. For jeg tror, en del føler, de er kørt fast. Og så sidder de der og tænker: ’Er det bare her, jeg skal være resten af mit arbejdsliv?’”