Alt for få danskere gør karriere i Bruxelles. Måske fordi det ikke gavner jobmulighederne i det danske embedsværk. Det er på tide at ændre på det – både for Danmarks skyld og for at hjælpe de mange, der faktisk gerne vil have et EU-job, skriver chefen for Europa-Kommissionens repræsentation i Danmark.
Kommentar
7.4.2026
af
Per Haugaard
PR-foto: Cédric Leclercq/EU
Den europæiske del af vores demokrati er efterhånden blevet til en integreret del af vores demokrati, og Danmark har for flere år siden fejret guldbryllup som en del af den Europæiske Union, der i dag tæller 27 medlemmer med flere lande på optagelseslisten.
De første danske pionerer, der var med til at løbe samarbejdet i gang, er for længst gået på pension. Desværre er det også sådan, at blandt de 317 danskere, der ifølge de seneste tal fra 2025 er ansat i Kommissionen, er mange grå i tindingerne.
For det første er de 317 cirka halvt så mange danskere, som vi burde være i forhold til Danmarks størrelse. For det andet skal en del af de danske ansatte pensioneres inden for en overskuelig fremtid. Der mangler med andre ord flere danskere i de europæiske institutioner.
Derfor er det en rigtig god nyhed, at 992 danskere nu vil til optagelsesprøve til et job i EU. Normalt holder det hårdt at få danskerne til at søge, da Danmark ikke har tradition for den slags optagelsesprøver. Det kræver meget tid at forberede sig til optagelsesprøverne, concours, i EU-systemet. Dertil kommer, at et attraktivt jobmarked med danske startlønninger ikke umiddelbart får danskere til at rette blikket mod en karriere i Bruxelles.
992 er et flot tal, men der ligger en stor arbejdsopgave fra dansk side i at få flest muligt videre i forløbet. Ikke mindst fordi næsten 175.000 personer fra alle 27 medlemslande har søgt om at komme til samme prøve. Et tal, der også er historisk højt.
Ledige stillinger
Så selv om det er en supergod nyhed, at så mange danskere har søgt, er der stadig lang vej til flere danskere i de europæiske institutioner. Det er nu, der skal gøres en indsats fra dansk side for at hjælpe de danske kandidater videre. Dels med vejledning og træning af de danske kandidater, men måske også med flere incitamenter til at gennemføre prøverne.
Det har fx altid undret mig, at der ikke stilles større krav til europæisk kendskab, hvis man vil gøre karriere i den danske statsadministration. Hvorfor bliver det ikke belønnet, at dygtige danske embedsmænd tager til Bruxelles? Det kvalificerer fx ikke ligefrem til forfremmelse, hvis man som embedsmand m/k vælger at sætte sit job i et ministerium, styrelse eller departement på pause for at prøve kræfter med et arbejde i Europa-Kommissionen eller Europa-Parlamentet.
Oplevelsen af at arbejde i et internationalt miljø kombineret med de kompetencer, man opnår, giver en indsigt, som burde være obligatorisk. Man kunne fra dansk side fx overveje, om det skulle være et krav, hvis man vil have en karriere i den danske statsadministration, at man også har været forbi en af de europæiske institutioner. Tænk, hvis man ikke kunne blive departementschef, medmindre man havde været en tur forbi Bruxelles?
De seneste års kriser har bragt EU i fokus, og vi ser et stort flertal af danskere bakke op om EU. Unionen står over for at skulle løse nogle af de største problemer i vores tid. Kriser, der alle er for store til, at vi kan løse dem selv: klimaforandringer, energikrise, sikkerhed, konflikter.
Danskere er som veluddannede problemløsere både velanskrevne og eftertragtede kolleger i EU-systemet. Når vi i EU-Kommissionen laver lovforslag, er det et arbejde, der er afhængigt af eksperter fra medlemslandenes regeringer. Set fra et dansk synspunkt kan flere danskere i systemet være med til at trække den generelle europæiske politik i en dansk retning. Jo mere danskerne kan være gøre deres indflydelse gældende, desto bedre. Mange andre lande udnytter dette langt mere strategisk, end vi gør.
Der er plads til 1.490 kandidater på den reserveliste, som ansøgerne får adgang til på den anden side af optagelsesprøven. Der bliver nok ikke plads til alle 992 danske ansøgere, men forhåbentlig mange af dem. Især hvis man fra dansk side gør en indsats og hjælper kandidaterne med at være godt rustet til optagelsesprøven.
Per Haugaard er chef på Europa-Kommissionens repræsentation i Danmark
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER