Løn

Kun få studerende forhandler løn. Men de, der gør, får som regel succes

4.3.2026

af

Foto af en ung person og en lidt ældre i en drøftelse

Foto: Fizkes/Shutterstock

På trods af at kun hver fjerde studerende har forhandlet løn i deres studiejob, får størstedelen udbytte af at prøve. Få gode råd til, hvordan du forbereder dig bedst muligt til en lønforhandling.

Som studerende værdsætter de fleste, at lønnen netop er gået ind, og at februar var den korteste måned.

Men selv om økonomien for mange er på sit mest udfordrende stadie i studietiden, er det de færreste, der har forhandlet løn i deres studiejob.

Og det er der et stort paradoks i. 

Djøfs nye studielønsundersøgelse viser nemlig, at mens kun 27% af respondenterne har prøvet at forhandle løn, fik 77% af dem, der gjorde, udbytte af deres seneste forhandling. 

Det er en skam, at så mange studerende risikerer at snyde sig selv for en lønstigning, mener Lars Petersen, der er chefkonsulent i Djøf.

”Du kan ikke få mindre i løn, end du allerede har. Derfor bør langt flere studerende kaste sig ud i forhandlingen, især når så mange har succes med det.”

Han tilføjer, at det også er et initiativ, mange arbejdsgivere faktisk sætter pris på:

”Især hvis man som studerende demonstrerer, at man er forberedt og har tænkt over, hvorfor man bør have mere i løn – for det viser jo også noget om, hvordan man går til sine øvrige opgaver.”

En træningsbane

'Jeg oplever ikke, at det er muligt at forhandle løn i min stilling.'

Det er ifølge Djøfs undersøgelse den hyppigste årsag til, at de studerende har holdt sig fra at forhandle løn. Derudover svarer 23%, at de er godt tilfredse med det nuværende lønniveau, mens 20% ikke ved, hvordan man forhandler løn.

Ifølge Lars Petersen skal man dog ikke holde sig tilbage, selv om man er tilfreds nok med sin løn. Man bør nemlig se på sit studiejob som en ”træningsbane”, hvor man lærer at begå sig i den virkelighed, der møder én som kandidat på arbejdsmarkedet. Det gælder også lønforhandling.

”Vi ved, at evnen til at forhandle i høj grad kommer med erfaring, så det er en kæmpe styrke at have prøvet det før. Og ligger du højt, bliver du typisk ved med at ligge højt. Så det er mange penge over et arbejdsliv, du måske opnår ved at tage snakken.”

Chefkonsulenten påpeger, at netop manglen på erfaring kan afholde mange studerende fra at tro, at lønforhandling er en mulighed. Derfor opfordrer Lars Petersen også til, at man spørger sin fagforening eller sparrer med de andre studerende på sin arbejdsplads og eventuelt går sammen om en lønforhandling for studerende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Stor forskel i sektorer

Djøf-undersøgelsen viser også, at der er stor forskel på, hvorvidt de studerende har forsøgt at forhandle løn, afhængigt af om de er ansat i den offentlige eller den private sektor – og også hvor meget de har fået ud af det.

Kun 17% af de studerende i den offentlige sektor har forhandlet løn mod 31% i den private sektor. Ud af disse fik 56% af respondenterne inden for den offentlige sektor udbytte af forhandlingen – imod hele 82% af de studerende i den private sektor.

Ifølge Lars Petersen skyldes den ulighed dels, at de offentlige overenskomster automatisk regulerer lønnen, og at studerende, der får et årligt tillæg, så måske stiller sig tilfreds med det. Men det skyldes også en mentalitet, der bør gøres op med, påpeger han:

“Blandt nogle chefer i det offentlige er der lidt en forståelse af, at ’det gør vi ikke hos os’ – som en objektiv sandhed. Men der er selvfølgelig mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg eller individuelle tillæg på samme måde som i det private.”

Og lykkes det ikke – uafhængigt af branche og sektor – at forhandle sig til en lønstigning, er snakken ikke spildt. Du har nemlig lagt et væsentligt fundament for at følge op, påpeger Lars Petersen.

”Er det et studiejob, du er i mere end et år, er vejen banet for, at du kan vende tilbage året efter og måske pege på nye arbejdsopgaver, du har fået siden da, som kan kvalificere til en lønforhøjelse denne gang.”
ANNONCE

Fem gode råd til din lønforhandling

  • Vær forberedt. Mange tror, at lønforhandling bare er noget, man går ind og gør, men forberedelse er afgørende. Du skal selvfølgelig vide, hvad du får i løn i forvejen, og gerne have et billede af, hvad andre får på arbejdspladsen. Og så kan du med fordel skrive ned, fx i et Excel-ark, hvad du har gjort og bidraget med til arbejdspladsen gennem det seneste år, og tage det med til samtalen.
  • Tænk på arbejdspladsen. Det er vigtigt at have for øje, hvad arbejdsgiver gerne vil have, du gør. Det er principielt ligegyldigt, om du har fået 10 i din bachelor, hvis det ikke giver værdi for arbejdspladsen. Derfor er det en rigtig god idé at kigge på virksomhedens strategi- eller årsplan. Hvis du kan fortælle, at du har bidraget til strategien på den og den måde, er det et rigtig godt og objektivt argument. 
  • Læs din chef. Det er en god idé at forholde dig til, hvem du sidder over for. Chefer er også forskellige. Hvis du skal sidde over for Gerda, hvad lægger hun så vægt på, og hvad betyder det for, hvordan du skal gå til samtalen? Er det en chef, der er orienteret mod detaljen eller har det store overblik? Er det én, der er til smalltalk eller ej? Jo mere behageligt du kan gøre det for din modpart, desto større mulighed er der for, at din forhandling går igennem.
  • Lyt. Hvis der er noget, man er usikker på, begynder man let at argumentere meget, men glemme at lytte. Men når du giver den anden mulighed for at tale, får du viden og kan få en dialog bygget på baggrund af den.
  • Overvej alternativer. Det er altid godt at overveje alternativer. Du skal bare huske at holde fast i, hvad du helst vil have. Hvis du starter med at sige, at du har fem ting, du gerne vil have, kan du være sikker på at få det billigste fra arbejdsgiver. Så begynd i stedet med lønnen, og så kan alternativerne fx være øget fleksibilitet, hjemmearbejde eller en ny titel til cv’et. Det handler om at være kreativ og tænke så bredt som muligt.

Kilde: Lars Petersen, chefkonsulent i Djøf

Fakta om Djøfs undersøgelse

Undersøgelsen bygger på svar fra 2.772 studerende, der er medlem af Djøf.

Undersøgelsen viser, at andelen af studerende, som fik et udbytte ved lønforhandling, har været stabil over de seneste tre år, og at cirka lige mange mandlige (28%) som kvindelige (27%) studerende har lønforhandlet i deres studiejob.

Kommentarer