Derfor har DTU skruet op for samfundsvidenskaben

Set med en ingeniørs øjne var det "nærmest et kunststykke", Kasper Edwards og nogle kolleger havde bygget. Planlægningssystemet tog højde for medarbejdernes præferencer, arbejdstider og effektiv ressourceudnyttelse.

Systemet var udviklet som led i et forsknings- og implementeringsprojekt om planlægning af arbejdstid og ruter for bl.a. udekørende sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.

Men brugerne brød sig ikke om det. De forstod det ikke. De følte, de havde mistet indflydelse. Og så holdt de op med at bruge det.

“På et tidspunkt skal teknologien møde nogle brugere i den anden ende. Og dér skifter det fra at handle om dimser og algoritmer til at handle om mennesker,” siger han. 

Kasper Edwards er ingeniør af uddannelse og lektor ved Institut for Ingeniørteknologi og -didaktik på DTU. Han har flere gange stået lige der, hvor teknologien møder sine naturlige begrænsninger.

Problemet for planlægningssystemet var ikke selve algoritmen eller teknologien bag. Problemet var, at systemet blev uigennemskueligt for dem, der skulle bruge det.

“For brugerne bliver systemet en sort kasse. De kan ikke se, hvordan deres præferencer bliver brugt, og de kan ikke gennemskue, hvordan beslutningerne træffes. Så begynder de at søge udenom, og så har implementeringen fejlet.”

Kasper Edwards forsker i trivsel og produktivitet i forbindelse med nye arbejdsformer, digitale systemer og organisatoriske forandringer. Og selv om det kan lyde samfundsvidenskabeligt i sig selv, er han afhængig af de samfundsvidenskabelige kompetencer, han arbejder sammen med, fortæller han.

“Det kan godt være, vi kan kode det og bygge det. Men hvis ikke vi forstår den kontekst, teknologien skal fungere i, virker det ikke,” siger Kasper Edwards.

Teknologi ændrer ikke bare arbejdsgange – den ændrer relationer, magt og adfærd, pointerer han.

Fra spredt til strategi

For godt syv år siden valgte DTU at prioritere samfundsvidenskab hårdt, fortæller Mette Wier, der er professor og institutdirektør på DTU Management. Ikke ved at sprede samfundsvidenskaben tyndt ud, men ved at udvælge de områder, hvor et teknisk universitet ikke kan undvære samfundsvidenskabelige perspektiver.

“Vi har valgt nogle samfundsvidenskabelige områder, som vi mener, et teknisk universitet skal have. Og så har vi besluttet, at de skal være lige så dybdefaglige og lige så stærke som de tekniske miljøer,” siger Mette Wier.

Ifølge hende er det en misforståelse blot at se samfundsvidenskab som et supplement til teknologien.

“Du kan ikke være et førende teknisk universitet uden også at have førende forskning i, hvad teknologi gør ved samfund og mennesker. Vi skal ikke bare udvikle teknologierne – vi skal også forstå den kontekst, de skal indgå i, og hvad de betyder i et større perspektiv.”

I praksis har samfundsvidenskaben altid været til stede på DTU. Men ifølge Mette Wier var den for år tilbage organiseret i små, spredte miljøer uden den kritiske masse, der skal til for at opbygge stærke forskningsmiljøer og ”gøre en forskel”.

Den strategiske satsning har haft betydning for måden, Management-instituttet rekrutterer på. De ansætter kun samfundsvidenskabelige forskere, der befinder sig på øverste internationale niveau, fortæller hun.

”Vi ansætter ikke folk, der i virkeligheden helst vil være på et rent samfundsvidenskabeligt institut. Hos os ansætter vi kun forskere, som er meget interesserede i teknologi og vælger DTU til, fordi vi er et teknisk universitet.”

Det betyder også, at stillinger ikke nødvendigvis bliver besat hurtigt. Hvis den rigtige kandidat ikke er der, venter instituttet.

”Vi går simpelthen ikke på kompromis fagligt. Ellers tror vi ikke på, at vi kan gøre en reel forskel.”

Faglig tværfaglighed

Strategien har bl.a. resulteret i, at instituttet ud over meget teknisk og databaseret videnskab i dag også huser klassiske samfundsvidenskabelige discipliner som sociologi, psykologi og økonomi, hvor DTU henter internationale topbevillinger på niveau med langt større miljøer.

Fx har DTU Management aktuelt fire bevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC), hvilket Mette Wier kalder usædvanligt mange for ét enkelt institut – hvad end det er teknisk eller samfundsvidenskabeligt.

Men selv om samfundsvidenskab spiller en stadig større rolle på DTU, er den tværfaglige ambition ikke, at alle skal kunne lidt af det hele. Tværtimod er en klar arbejdsdeling en forudsætning for, at det tværfaglige samarbejde giver mening, understreger institutdirektøren.

“Teknisk/naturvidenskabelige forskere er ikke uddannet til at lave samfundsvidenskab på højt niveau, og derfor bliver de heller aldrig de bedste til det. På samme måde skal samfundsvidenskabelige forskere ikke forsøge at lave naturvidenskab. Det er netop i samspillet mellem stærke fagligheder, at vi kan gøre en forskel.”

Ifølge Mette Wier kan tværfaglighed ofte blive et lidt for let begreb i universitetsverdenen. Risikoen er, at forskere ender med at kunne lidt af det hele – men ikke nok af noget af det.

”Videnskab er ikke generalistviden. Tværfaglighed fungerer kun, hvis alle parter har en stærk dybdefaglighed i ryggen,” siger hun.

Derfor har DTU også en klar politik for, hvordan forskerne arbejder og publicerer. Samarbejdet på tværs er vigtigt, men forskerne skal samtidig være i fronten inden for deres egne internationale videnskabelige miljøer.

Og så handler det øgede fokus på de samfundsmæssige aspekter af de tekniske discipliner for Mette Wier ikke kun om markedsføring eller implementering. Det er simpelthen et spørgsmål om at tage ansvar, mener hun.

Værdiladet teknologi

Teknologier griber i stigende grad direkte ind i menneskers liv – i arbejdsliv, velfærd, klima og demokrati. Kunstig intelligens er det mest oplagte og aktuelle eksempel.

”Teknologi er ekstremt indgribende og samfundsforandrende. Hvis man som teknisk universitet ikke også forstår, hvad teknologien betyder for os som mennesker og som samfund, påtager man sig ikke det fulde ansvar,” siger hun.

Netop derfor mener Mette Wier, at samfundsvidenskaben ikke kan placeres på afstand af den teknologiske udvikling. Den kritiske og konstruktive forståelse af konsekvenserne skal være integreret dér, hvor teknologien udvikles. Det har nemlig betydning for, hvordan vi indretter teknologien.

”Teknologi er ikke værdineutral. Når vi designer teknologier, indlejrer vi forestillinger om, hvordan verden er, og hvordan den bør fungere. Hvis vi ikke er bevidste om det, risikerer vi at forme fremtiden uden at tage stilling til den,” siger hun.

Ifølge hende er det netop her, et teknisk universitet har en særlig forpligtelse – ikke kun over for forskningen, men over for samfundet bredere set.

“Det handler om at tage ansvar for de konsekvenser, teknologien får.”

DTU’s satsning handler ikke kun om forskning, men også om at uddanne ingeniører, der kan forstå helheder og tage ansvar i komplekse organisationer, lyder det således også fra Mette Wier.

Al teknologi bliver jo lavet til nogen, betoner Kasper Edwards.

”Fx sniger sprogmodellerne sig ind på arbejdspladserne. Nogle medarbejdere bliver hurtigere og fremstår mere produktive end andre. Det ændrer strukturerne: Hvem får anerkendelse, løn og forfremmelser? Det er ikke bare et teknisk spørgsmål – det er et socialt spørgsmål.”