Aktivisme fra hjørnekontoret

Pernille Knudsen er nået til et sted i sit liv, hvor hun lader fandenivoldskheden få plads.

En form for aktivisme kalder hun det selv, når hun står frem som leder i toppen af dansk erhvervsliv og fortæller om at være ramt af voldsomme symptomer i overgangsalderen.

”Jeg er så rasende på kvinders vegne. Først er der puberteten, graviditeter, barsel. Og så for nogles vedkommende – mig selv inklusive – brystkræft efterfulgt af en overgangsalder, som slår alt!”

Pernille Knudsen har intet ønske om at være kendt som ”damen med overgangsalderen”, understreger hun flere gange. Men kan hendes ord hjælpe bare én anden kvinde og måske endda de næste generationer, er det alt værd.

”Egentlig synes jeg, at min primære identitet og faglighed er noget andet. Men for første gang i mit liv har jeg følt en aktivistisk tendens inden i mig, fordi jeg har en oplevelse af at blive ramt af noget, der er så uretfærdigt. Og så har jeg også en meget stor lyst til at sige til dem, der er hårdt ramt af overgangsalder, og som drosler ned eller ændrer på deres liv, at måske er det ikke nødvendigt. Måske kan man faktisk godt forene sine symptomer med et arbejdsliv, hvis man finder den balance i sig selv,” siger hun.

Pernille Knudsen har reelt ikke selv haft muligheden for at fortie sin overgangsalder. Det er svært at skjule voldsomme svedeture, der skyller ind over kroppen flere gange i timen, når man er topleder med et arbejdsliv fyldt med møder, konferencer, forhandlinger og sociale arrangementer.

Det er kun omkring et halvt år siden, at hun skiftede en direktørpost i Dansk Arbejdsgiverforening ud med stillingen som direktør i Dansk Erhverv, der holder til i Børsen-bygningen i det indre København.

Et hjørnekontor på 3. sal, som på grund af ombygningen af Børsen slet ikke er prangende, men med en udsigt, der slår det meste. På reolen bag skrivebordet, hvorfra der er kig helt ud til Operaen, står en feministisk tegning med ordene ”Gu’ vil jeg da røv”.

55-årige Pernille Knudsen er i en position, hvor hendes ord har vægt. Og det vil hun gerne bruge til at være et forbillede for andre kvinder, der ikke kan kæmpe denne kamp.

Der er dog én ting, hun gerne lige vil slå fast, før vi dykker ned i hendes brystkræft og hendes overgangsalder, for det er ekstremt vigtigt for hende at bekende sine privilegier:

”Det er ikke alle forundt at kunne reagere, som jeg gør i en lignende situation. Jeg er født med et lyst sind, et højt energiniveau og en meget stor livsappetit. Derudover har jeg en tro på, at man kan beslutte sig for enormt meget, i forhold til hvordan man vil leve sit liv, og det kan jo nogle gange hjælpe i sådan nogle situationer.”

Med kræft som en sidevogn

Fortællingen om Pernille Knudsens overgangsalder begynder et andet sted. Nemlig da hun fik konstateret brystkræft for seks og et halvt år siden.

Hun var fuldtidssygemeldt i halvanden måned efter den første meget store operation og spurgte sig selv: ”Hvordan er jeg som patient?”

En læge sagde til hende, at hun skulle prøve at opretholde så stor en del af sit normale liv som muligt og se det at være kræftpatient som en sidevogn.

”Det resonerede hos mig og blev mit billede på, hvordan jeg skulle gå igennem dét forløb. For hvordan kommer man fx ind på en arbejdsplads, første gang man er skaldet? Jeg kunne mærke, når jeg truttede helt ren R-Ø-V og sagde højt, hvordan jeg havde det, blev det et meget kærligt og ukompliceret rum at være i.”

Når Pernille Knudsen koncentrerede sig om arbejdet, betød det også, at hun ofte glemte, at hun havde det skidt.

Pernille Knudsens kræftform var hormonfølsom og skal derfor behandles med såkaldt anti-hormon-behandling i 10 år.

Som en bivirkning gik hun derfor i overgangsalder nærmest fra den ene dag til den anden – med langt værre symptomer, end de fleste kvinder ellers oplever.

”Det var et nyt kæmpe chok og meget voldsomt. Som at køre et godstog ind i en væg.”

De fleste tror, at overgangsalderen primært handler om hedeture – og det gør det i allerhøjeste grad også for Pernille.

”… der er også søvnen. Leddene gør ondt, neglene flækker, håret er blevet tyndt og mærkeligt, og man skal hele tiden passe på vægten. Mine slimhinder er så smadrede, at jeg ikke kan komme af med en infektion – jeg har lige hostet i halvanden måned. Det er mange ting, men jeg har ikke noget med humøret, heldigvis. Det har de fleste jo ellers,” siger hun med et af sine brede, energifyldte smil.

Nedarvet ensomhed

Hede- og svedeture er det mest eksplicitte og kendte symptom på overgangsalder og i Pernille Knudsens tilfælde et helt kapitel for sig selv.

Indimellem er det så absurd, at hun må grine af det. Hendes hverdag med meget lange arbejdsdage er ét stort logistisk tøj-mareridt, fordi hun flere gange i timen sveder, så det drypper.

”Nogle gange er det kun varme, men fx lige nu, mens vi snakker, er jeg fuldstændig drivvåd på kroppen. Det er ubehageligt. Og så bagefter føler man sig lidt fedtet og bliver kold og fryser. Det kommer jo også, når jeg leder et møde eller en forhandling, holder et oplæg eller er i tv eller på radio – det tager jo ikke hensyn til, hvilken situation jeg er i.”

Bag det store fokus på praktiske løsninger er vreden opstået.

”Der er en nærmest nedarvet ensomhed og skam forbundet med alt det, kroppen byder os i den her fase. Det er en prøvelse på kvindekroppen og éns sind, som bare føles enormt urimelig, og det har antændt en vrede hos mig. Men om jeg føler det, fordi jeg også har været brystkræftpatient, ved jeg jo ikke,” siger Pernille Knudsen.

Hun fik fornemmelsen af at have en ”sag”, efter hun gav det første interview om sin situation, for aldrig tidligere havde hun modtaget så meget positiv respons fra begge køn.

Energi i trods

På grund af sin hormonfølsomme kræftform kan Pernille Knudsen ikke få lindring af hormonbehandling. Tilbage er kun at arbejde med indstillingen og det mentale fokus.

”Selvfølgelig bliver man ked af det, når man bliver ramt af både sygdom og overgangsalder. Jeg har da også grædt og haft kæmpe kriser over det. Men jeg prøver også at få noget godt ud af det. Der er et eller andet enormt energigivende i at trodse det. Som at få en ordentlig indsprøjtning af et eller andet. Jeg har altid haft meget energi, men nu er jeg nærmest på speed. Jeg siger ja til alt muligt og har det pissesjovt.”

Da overgangsalderens symptomer bragede ind i hendes liv, lagde hun samme strategi som i sit brystkræftforløb:

”Det er stadigvæk mit liv. Det er mig, der bestemmer, og så kører alt det andet rundt omkring mig.”

Pernille Knudsen sagde det højt, hvis hun fik en hedetur og trængte til en pause. Hun begyndte at bruge vifter og være ærlig om sin situation.

”Når man gør det, møder man kun forståelse og imødekommenhed. Hjælpsomhed. Det er medmenneskelighed, og det er rørende. Man får enormt meget tilbage, hvis man tør sige, at det er sådan her, det er. Det får det bedste frem i folk,” siger hun.

Hurtigt stod det også klart for Pernille Knudsen, at hun måske kunne hjælpe nogle andre ved at vise, hvordan hun håndterede sin situation.

”Hvis jeg kan, så kan de også. Det gav mig en følelse af endnu mere forpligtelse til at vise, at man godt kan tale om overgangsalder, selv om man er chefen.”

”Og sikke en energi, der er i det, hvis nogle flere kunne gå med. Så viser man, at kvinder i overgangsalderen er superfede at have med på holdet. Også på arbejdspladserne. Mange af os har været så mange ting igennem, så der er ikke længere så meget, vi er bange for.”

Todelt ansvar

Pernille Knudsen efterlyser et nyt narrativ om kvinder midt i livet. Især ude på arbejdspladserne.

Men hun er bestemt ikke tilhænger af specifikke politikker, som fx er meget udbredt i Storbritannien, hvor det i en ny lov netop er blevet pålagt arbejdspladser med over 250 ansatte at udarbejde en overgangsalder-handleplan.

Hun ser ansvaret som todelt:

”Det er enormt vigtigt, at arbejdspladserne giver en hånd i ryggen og signalerer, at der er et rum for at tale om det. Og at man laver de tilpasninger, det kræver. Deri ligger der en ledelsesopgave. Men jeg er ikke optaget af, at det skal stå i en personalepolitik. Det er mere en kulturændring. Og som med alt andet er det topledelsen, der går forrest,” siger hun og tilføjer, at ledere selvfølgelig skal have viden om overgangsalder.

Pernille Knudsen anerkender, at den enkelte kvinde ikke kan stå alene med problemet på sin arbejdsplads.

”Det er alt for ensomt. Men kvinder er også nødt til at tage det på sig på en eller anden måde og måske beslutte sig for ikke at lade sig slå ud af det. Jeg siger ikke, at folk skal owne det sådan freak-agtigt, som jeg gør. For vi er enormt forskellige, og vi har ikke lige mange ressourcer.”

Hun opfordrer arbejdspladserne til at se, at de har hele mennesker ansat, hvoraf nogle i en periode har overgangsalder-symptomer som et grundvilkår.

Det er ikke svaghed, men derimod styrke og indsigt på mange områder, mener hun og tilføjer, at det samtidig er afgørende, at emnet ikke kommer til at fylde for meget, for det kan være med til at stigmatisere kvinder generelt.

”Hvis det pludselig er det eneste, man taler om – og det kan man godt komme til, når man mærker noget så voldsomt og derfor risikerer at blive lidt selvoptaget. Selv ønsker jeg at vise, at der er plads til det, men så vil jeg også bare gerne tale om noget andet.”