Tiltrædelse

Ny rektor: RUC skal ikke længere forklare sig

11.2.2026

af

Foto af Rasmus Antoft

PR-foto: Liselotte Plenov/RUC

Roskilde Universitet skal have en ny fortælling, hvor myter og fordomme aflives. Politisk pres skal ikke længere afværges, men forebygges, mener universitetets kommende rektor, Rasmus Antoft.

Rasmus Antoft havde et lille ønske, da Forskeren mødte ham. Det københavnske boligmarked måtte meget gerne kollapse inden for et par uger.

Den 1. marts afløser han Hanne Leth Andersen som rektor på Roskilde Universitet (RUC) og var derfor på boligjagt i Roskilde. Og hvis priserne nu faldt i København, gjorde de det måske også i oplandet, lød det småironiske og nordjyske ræsonnement.

Rasmus Antoft kommer nemlig fra Aalborg Universitet, hvor han senest har været dekan for Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet. Og hvor han lige akkurat nåede at få sit 25-års-jubilæum med. 

”De kørte sådan en joke på universitetet om, at man lige får sølvbrylluppet med, og så bliver man skilt,” smiler han.

Men bortset fra boligmarkedet er Rasmus Antoft nu ellers på velkendt grund. Aalborg Universitets forskningsmæssige og pædagogiske profil minder nemlig en del om RUCs med problem- og projektorienteret undervisning og tværfaglig uddannelse og forskning.

En pædagogisk profil, der trods erhvervslivets begejstring stadig er omgærdet af sejlivede fordomme. Bl.a. dén, at RUC skulle være en rundkredspædagogisk og venstreorienteret rugekasse.

Men reelt adskiller RUC sig ikke væsentligt fra andre universiteter, mener den kommende rektor. I 70’erne og 80’erne havde de fleste universiteter ”en særlig glød over sig”, lyder det.

”Der er sket rigtig meget siden. Jeg synes, det er synd og ærgerligt, at det er den fortælling, der for nogle hænger fast ved RUC, og ikke den forskning, man laver, de uddannelser, man har, og den kvalitet, man leverer. I stedet bliver det noget, der er forankret i nogle myter og fordomme. Og der er altså løbet meget vand i åen siden 1972.”

Tværfagligt, ikke rødt

RUC arbejder pædagogisk ud fra en model, hvor man meget tidligt i uddannelsen lærer at kombinere teori og metode med konkrete problemstillinger. Man lærer samarbejde og projektstyring. Og man lærer det i et tværfagligt rum, forklarer Rasmus Antoft.

“Det, RUC står for, er en særlig pædagogisk læringsmodel. Man vil gerne arbejde tværdisciplinært, og det synes jeg jo ikke er specielt ræverødt. Det er sådan set noget, der bliver efterspurgt,” understreger han.

Det er kompetencer, erhvervslivet i mange år har efterspurgt, og det kommer de til at blive ved med, forudser Rasmus Antoft.

"Det handler om at forklare den store værdi, det har at have RUC i Danmark."

Rasmus Antoft, tiltrædende rektor, RUC

“Når andre universiteter kopierer den model, er det jo ikke et argument for at forlade den – tværtimod. Så skal man arbejde videre med den og udvikle den, i forhold til hvad der sker på arbejdsmarkedet, og hvad der sker teknologisk.”

Det er klart, at dimittendledighed er en udfordring for både de studerende og for universitetet, erkender han.

”Men når man ser på tallene fra RUC, ligger fx humaniora faktisk ikke væsentligt anderledes end andre steder. Men det er selvfølgelig stadig noget, vi skal tage alvorligt.”

I lyset af den aktuelle geopolitiske situation har RUC oprettet Center for Samfundssikkerhed. Det er for Rasmus Antoft et meget godt bevis på, at RUC allerede arbejder med aktuelle og politisk centrale dagsordener – og at universitetet tager ansvar i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed.

“Det er jo et meget konkret eksempel på, at RUC ikke sidder i et elfenbenstårn, men arbejder med problemstillinger, der har betydning for samfundets måde at fungere på – også i en tid med øget usikkerhed.”

“Og det er netop sådan nogle historier, jeg synes er enormt vigtige at få frem – også over for politikerne – for det viser, at der faktisk er stærk forskning og relevant forskning på RUC,” tilføjer han.

Ikke alene med Bangladesh

Rasmus Antoft ser det som en del af rektorrollen, at han skal være med til at sætte dagsordenerne – og ikke reagere på dem.

“En væsentlig del af rektoropgaven er jo at fortælle om løbende, hvad der rent faktisk foregår på RUC. Ikke kun når kritikken rammer, men hele tiden. Det handler om at forklare den store værdi, det har at have RUC i Danmark.”

På den måde mener Rasmus Antoft, at man langt hen ad vejen kan forebygge den type politisk kritik, hvor RUC bliver udpeget som eksempel på ”woke” forskning – en kritik, som bl.a. Morten Messerschmidt tidligere har bragt til torvs.

“Det vigtige for mig er jo i virkeligheden at arbejde på, at den type politisk kritik slet ikke opstår. At vi forebygger den ved at være tydelige omkring kvaliteten og relevansen af det, vi laver, i stedet for hele tiden at skulle afværge.”

Det kunne også være den nylige sag om et stort antal indskrevne studerende fra Bangladesh.

ANNONCE

Rasmus Antoft vil ikke kommentere håndteringen af sagen og nøjes med at konstatere, at ”RUC stod ikke alene med den problemstilling. Skal vi ikke sige det sådan?”

“Det er klart, at sagen har haft enorm betydning for RUCs omdømme, og der er taget rigtig mange – også hårde – tiltag for at håndtere den. Det er ikke noget, man bare kan feje af bordet. Min opgave bliver at følge op og sikre, at vi når helt i mål med løsningen.”

Den nye fortælling

Som universitet befinder man sig midt i samfundet, siger Rasmus Antoft. Man uddanner og bidrager med forskning – og til tider kritisk forskning. Derfor er det et grundvilkår, at politisk kritik vil opstå, fordi det, man bidrager med, ikke nødvendigvis er bekvemt.

“Min opgave som rektor er jo både at sikre, at vi driver et stærkt og professionelt universitet, der leverer kvalitet og relevans, og samtidig have en løbende dialog om, hvorfor det er vigtigt, at universiteter også nogle gange bidrager med viden, der ikke passer ind i den politiske dagsorden.”

Spørgsmålet er så, om det betyder, at RUC med Rasmus Antoft ved roret kommer til at blive mere tydeligt i den offentlige debat.

“Alle universiteter har en opgave med at være deltagende i den offentlige debat. Det er svært en gang imellem, fordi det ikke altid er bekvemt, hvad forskerne siger. Men det gælder jo for et universitet – og dermed for en rektor – at man hele tiden skal bidrage til debatten om samfundsforhold.”

“Vi har en opgave i at forklare, hvorfor universiteterne er vigtige, og hvorfor den viden, der bliver produceret, også nogle gange kan være kritisk og udfordrende.”

Men hvad er det så for et positivt og relevant narrativ, RUC skal tone frem med?

Der skal vi faktisk tilbage til RUCs geografiske nærhed. Når man er et universitet, der ligger uden for hovedstadsområdet, er der en grund til det, mener Rasmus Antoft.

”Det gælder Aalborg Universitet, det gælder Syddansk Universitet, og det gælder også RUC.”

Således bliver det Rasmus Antofts helt store strategiske indsatsområde at gøre RUC til ’Sjællands Universitet’ og etablere et stærkt samarbejde med sjællandske aktører, forklarer han.

“Som universitet har man en forpligtelse til at bidrage til det omgivende samfund, hvor man er placeret. Ikke fordi man kan alt, men fordi der er fagligheder og viden, som kan bringes i spil i samarbejde med kommuner, virksomheder og andre aktører i regionen.”

"Innovation handler ikke nødvendigvis om at skabe nye virksomheder eller startups."

Rasmus Antoft, tiltrædende rektor, RUC

Lokal innovation

Faktisk er det evnen til at skabe kontakt til de lokale aktører en af årsagerne til, at RUCs bestyrelse har peget på netop ham, mener han. Han har i sine år som leder på Aalborg Universitet arbejdet tæt sammen med det omkringliggende erhvervsliv og bl.a. etableret en business school i Aalborg.

Nu ligger der allerede en temmelig stor business school på Sjælland, så det bliver nok ikke i den retning, RUC skal kigge i, erkender den nye rektor. Til gengæld kan der bl.a. kan være store perspektiver i samarbejde med regionen.

“RUC har et stort potentiale i forhold til velfærdsinnovation. Hvis man kigger bredt på forskningsaktiviteterne, er der rigtig meget viden, der kan bidrage til at udvikle kvaliteten af indsatserne i velfærdssektoren.”

Men også effektiviseringer og ledelse i den offentlige sektor. RUC er blandt verdens bedste universiteter inden for offentlig forvaltning, betoner han.

“Innovation handler ikke nødvendigvis om at skabe nye virksomheder eller startups. Det handler også om at løfte kvaliteten i det samfund, vi allerede har,” siger han – bl.a. med henvisning til, at netop innovation i tiden blæser i de universitetspolitiske vinde.

Så selv om boligmarkedet endnu ikke er krakket, og boligpriserne i Roskilde må stå hen i det uvisse, handler opgaven for Rasmus Antoft i sidste ende ikke kun om at flytte sin egen adresse fra Aalborg til Roskilde.

Det handler også om at flytte RUC. Fra et universitet, der reagerer på andres kritik, til et universitet, der formulerer sine egne fortællinger.

Nyhedsbrevet Forskere

Denne artikel er fra vores nyhedsbrev Forskeren, der skriver om forskeres arbejdsforhold og rolle i samfundet. Som medlem af Djøf kan du tilmelde dig Forskeren via Mit Djøf under Samtykke og kommunikation.

Kommentarer