På Cambridge fik Marcus måltiderne serveret. Og læste døgnet rundt

Beskeden tikkede bare ind på mail.

Marcus Nuñez Seneca var sammen med sine forældre og sin hustru på vej ind til Evening Song i King’s College Chapel på Cambridge University. Han havde allerede afleveret sit speciale på det sagnomspundne universitet, og måneden forinden var det blevet bedømt. Med topkarakter. Nu var familien samlet for at deltage i dimissionsceremonien.

Mailen, Marcus modtog, var enkel i sit budskab: Han havde vundet prisen for bedste speciale på sin kandidatuddannelse i Knowledge, Power & Politics.

Specialet, der undersøgte, hvordan filosofi kan skabe meningsfuldt engagement i klimakriser, blev afslutningen på et intensivt og enestående studieår, som han ikke ville være foruden. Men det var også et år, der krævede visse ofre.

”Når man starter på Cambridge, åbner der sig mange døre, så man må vælge, hvilken man vil gå ind ad. Det er ikke muligt at gå ind ad dem alle.”

Marcus valgte at bruge sit kollegium som et akademisk kloster.

First class degree

Som udgangspunkt var det egentlig ikke Cambridge, der var i Marcus’ søgelys, mens han læste sin bachelor i Global Humanities på Roskilde Universitet (RUC). Imidlertid opfordrede hans vejleder ham til at overveje forskervejen efter studiet. Og skulle han skille sig ud som ph.d.-ansøger, ville en god strategi være at søge ind på et af de internationale universiteter.

”Cambridge tiltalte mig, fordi der var så mange muligheder for at arbejde tværdisciplinært. Det var noget af det, jeg holdt meget af på RUC.”

At komme ind på Cambridge kræver dog ikke bare at man er fagligt dygtig. Udover økonomien – og den kommer vi tilbage til – skal man kunne oversætte kriterierne for optagelse i sin ansøgning: Fordi RUC ikke opererer med karaktergennemsnit, måtte Marcus’ underviser skrive i sit anbefalingsbrev til Cambridge, at hans karakterer svarede til en ”first class degree”.

Da Marcus i sensommeren 2024 flyttede ind i Hughes Hall, et victoriansk kollegium centralt placeret i byen, overraskede det ham først, at colleget i så høj grad var indrettet til skolearbejde. Marcus havde adgang til biblioteket døgnet rundt og fik alle tre måltider serveret i spisesalen, så han ikke skulle bruge tid på at købe ind og lave mad, men kunne hellige sig studierne fuldkommen.

Også værelset, der bestod af en lille seng, et lille skab og så et kæmpestort skrivebord, understregede kollegiets prioritering.

Derudover er studiejob kun tilladt i et begrænset antal timer om ugen, når man er studerende på universitetet.

Tidsbestemt læsning

Marcus, der var lidt ældre end sine medstuderende, gift og etableret, valgte da også at lægge alle sine kræfter i studiet. Alligevel var det i foråret en smule hårdt at sidde og kigge hen over computerskærmen på alle hans studiekammerater, der deltog i May Ball, universitetets berømte afslutningsfest. Selv arbejdede han på højtryk på sit speciale. Med høretelefoner på for at overdøve live-musikken.

”Jeg vil ikke sige, jeg har fortrudt noget. Men når jeg ser tilbage, ville jeg da gerne have været med til den fest.”

Da Marcus skrev sit speciale, læste han 400 siders obligatorisk pensum samt en bog om ugen. Det lyder måske noget nær umuligt, men for Marcus var en del af strategien at gøre sin læsning tids- og ikke mængdebestemt.

”Så satte jeg en timer for, hvor længe jeg skulle læse uden at lave andet. Hvis man tænker, at man skal læse et bestemt antal sider på en dag, gør man det ofte bare så hurtigt som muligt, og så sidder det ikke nødvendigvis fast bagefter.”

Ved siden af læsningen havde han vejledning en gang om ugen med en underviser, der sendte feedback på alt, han skrev, linje for linje: ’God pointe’, ’uklart’, ’uddyb her’.

Til selskab med hertuginden

”Når man vælger at rejse væk fra venner og familie, er der måske en anden motivation for at engagere sig i sit fag. Bundniveauet er højt, både blandt undervisere og studerende, og der er konsensus om, at man har enormt travlt under semestrene. Men man skal også huske at unde sig selv nogle af de mere eksotiske oplevelser, universitetet tilbyder,” siger Marcus.

Før han flyttede til Cambridge, kunne han ”knap nok binde et slips”.

Men under sin master blev han inviteret til kongresser og societybegivenheder, og en dag blev han ligefrem introduceret for et medlem af kongefamilien. Han havde vundet et scholarship fra et society, hvor medlemmerne kunne møde dem, der havde fået bevillingerne. Marcus, der ikke havde fået den fysiske invitation, vidste ikke, at han samme aften skulle stå ansigt til ansigt med den danskfødte hertuginde af Gloucester, Birgitte.

Arrangementet, der foregik på den danske ambassade i London, blev introduceret ved, at en mand i et farverigt jakkesæt kom ind og instruerede, hvordan de fire vindere af scholarshipet skulle tiltale hertuginden, bukke og give hånd, hvis hun selv tilbød sin.

”Man lærer hurtigt, hvordan man skal begå sig i høflige cirkler i England,” konstaterer Marcus.

Ikke længere en forestilling

Ifølge Marcus Nuñez Seneca er der flere forhold, man skal have for øje, hvis man går rundt med en Cambridge-drøm i maven. Det første er, om du har penge nok. En kandidat som Marcus’, der ikke kræver brug af laboratorier, koster omkring 330.000 kr. Gennem private legater og offentlig støtte lykkedes det Marcus at få dækket størstedelen af sine udgifter. Men det er ikke sikkert, det er nødvendigt at lægge så mange penge i et universitetsophold. Ifølge Marcus er det vigtigste at gøre op med sig selv, hvad man egentlig gerne vil have ud af sit ophold, før man søger ind.

”Hvis man overvejer at søge ind på et universitet som Cambridge, fordi man gerne vil rejse rundt, opleve engelsk kultur osv., så er der mange andre universiteter, som det koster næsten halvdelen at gå på,” fortæller han.

”Jeg synes ikke, man skal vælge universitet efter, hvad det hedder. Idet du starter der, er det ikke længere en forestilling, men din hverdag, og det er ærligt talt ikke sjovt at gå på et universitet som Cambridge, hvis du ikke klarer dig godt fagligt.”

Siden Marcus kom hjem fra England, har han været i praktik i Det Udenrigspolitiske Selskab, og lige nu arbejder han som vagt i Magasin. Hvorvidt fremtiden skal stå i forskningens tegn eller ej, vil vise sig.

”Jeg kunne sagtens overveje at forfølge en ph.d. på et tidspunkt. Men jeg trivedes også godt på kontoret i Det Udenrigspolitiske Selskab, og det har åbnet min horisont for, hvor jeg måske vil kunne passe ind. For nu tror jeg også, mine kolleger i Magasin er glade for mig.”