Forbrug af psykiatrisk medicin stiger kraftigt under ph.d.-studier

Det er efterhånden en kendt sag, at det psykiske arbejdsmiljø på universiteterne efterlader sig noget at ønske.

Og nu viser et nyt svensk studie, at de medfølgende mentale problemer, som særligt unge forskere oplever, også får dem til at tage mere medicin mod særligt angst og depression.

Ifølge studiet stiger ph.d.-studerendes brug af psykofarmaka gradvist efter ph.d.-studiestart og falder først igen, når langt de fleste har afsluttet ph.d.en.

Forbruget topper efter fem års ph.d.-studier, hvor det er 40% højere end niveauet før ph.d.-forløbet.

Studiet er baseret på svenske registerdata over udleverede recepter på psykiatrisk medicin registreret i de nationale lægemiddelregistre og koblet til oplysninger om ph.d.-indskrivninger og tid.

Når grafen først topper efter fem år, har det at gøre med, at en ph.d. som udgangspunkt tager fire år i Sverige, og det gennemsnitlige tidsforbrug er lidt højere end i Danmark, fortæller Jens Peter Andersen, der forsker i akademiske arbejdsvilkår ved Dansk Center for Forskningsanalyse, og har læst studiet.

“Der er nogle forskelle, primært omkring længden af ph.d.-forløbet, men på mange områder er det sammenlignelige forhold,” siger han, da Forskeren spørger, om billedet ville være det samme i Danmark.

“Min forventning vil være, at det er det samme mønster i Danmark.”

Ifølge Jens Peter Andersen hænger resultaterne tæt sammen med den særlige kombination af ansvar, usikkerhed og konkurrence, som kendetegner ph.d.-forløbet.

“Ph.d.-forløbet adskiller sig væsentligt fra den kandidatuddannelse de fleste kommer fra. Man er personligt ansvarlig for at gennemføre et treårigt projekt med en meget høj grad af selvstændighed og usikkerhed,” siger han.

Voldsom konkurrence

Usikkerheden handler ikke kun om det faglige arbejde her og nu, men også om fremtiden efter ph.d.en. Der er ingen garanti for ansættelse, og meget af det, der afgør éns videre karriere, ligger uden for den enkeltes kontrol.

”Fx hvordan fagfællebedømmelsen af éns arbejde falder ud,” siger Jens Peter Andersen.

Samtidig bliver ph.d.-studerende tidligt konfronteret med den hårde konkurrence i akademia – både om stillinger og om forskningsmidler.

“Man får i løbet af forløbet et indtryk af den konkurrence, der er om stillinger og forskningsbevillinger, hvilket både bidrager til usikkerhed og følelsen af pres. For nogle kan det være motiverende, for andre det modsatte,” siger han.

Han peger samtidig på, at presset ikke nødvendigvis kan forklares med enkelte fagområder alene.

”Man er også nødt til at være opmærksom på, at man som forsker ofte indgår i en international kontekst – så selv om man lokalt har en god kultur, kan det oplevede, udefrakommende pres stadig være meget reelt.”

Fra stress til angst og depression

Tanja Kirkegaard er lektor i arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet og har kørt trivselsworkshops for ph.d.-studerende på flere danske universiteter. Både hun og Jens Peter Andersen understreger, at der ikke findes tilsvarende studier af forbruget af psykofarmaka blandt danske ph.d.-studerende.

”Men der er i hvert fald et mistrivselsproblem blandt ph.d.-studerende,” konstaterer Tanja Kirkegaard.

Derfor virker det også sandsynligt for hende, at resultaterne af den svenske undersøgelse langt hen ad vejen vil kunne spejles i Danmark.

“Miljøerne er ikke så forskellige fra land til land. Jeg har bestemt ikke på fornemmelsen, at det er meget forskellige mekanismer, der går i gang, eller at ph.d.-arbejdet er struktureret eller organiseret fundamentalt anderledes,” siger hun.

Derfor er årsagerne til, at ph.d.-studerende tager medicin mod psykiatriske lidelser også de samme i Sverige og Danmark. Man kunne forestille sig, at de psykiatriske lidelser, de tager medicin mod, vil centrere sig om angst og depression, vurderer hun.

Den svenske undersøgelse baserer sig bl.a. på en række undersøgelser, der dokumenterer udvikling af angst- og depressionssymptomer hos ph.d.-studerende.

“Vedvarende ubehandlet stress kan øge risikoen for, at man kan udvikle angstsymptomer og depressive symptomer, der i nogle tilfælde kan udvikle sig til en egentlig angstlidelse eller depression. På den måde kan der faktisk være en ret lige linje mellem de stressorer, ph.d.-studerende oplever, og over til psykofarmaka.”

Ingen at tale med

Tanja Kirkegaard peger på, at problemerne ofte forstærkes af en kultur, hvor man ikke taler åbent om det svære. Ph.d.-studerende deler ikke frustrationer med hinanden, og mange går alene med dem, fortæller hun.

Når man ikke føler sig tryg ved at stille spørgsmål, sige fra eller dele tvivl, bruger man mere energi på selvcensur og på at holde facaden, og man får mindre hjælp og fælles afklaring. Så bliver problemer først løst senere, usikkerhed og arbejdsbyrde vokser, og over tid kan det øge risikoen for stress.

”I de trivselsforløb, jeg har kørt, har flere sagt, at det var første gang, de overhovedet satte ord på, at der var noget, der var svært for dem. Indtil da havde de bare gået med det selv.”

Ph.d.-studier kan være præget af en høj grad af ensomhed og manglende kontakt – både til vejledere og til hinanden. Samtidig er den store konkurrence med til at kompromittere fællesskabet.

”Mange oplever også en meget høj grad af skamfuldhed, hvis de ikke føler sig dygtige nok eller ikke får publiceret nok. Det betyder, at de ikke deler deres frustrationer med hinanden.”

Lektor og arbejdslivsforsker Martin Mølholm, der er formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning og tillidsrepræsentant på Aalborg Universitet, tvivler på, at der ville tegne sig et radikalt anderledes billede af ph.d.-studerende indskrevet på danske universiteter end dem, der fremgår af det svenske studie.

Der findes efterhånden adskillige undersøgelser, der dokumenterer dårlige arbejdsforhold for de ph.d.-studerende, forklarer han.

”De oplever et langt højere arbejds- og tidspres, er mere stresspåvirkede og brænder ud oftere end det øvrige videnskabelige personale på universiteterne, endsige når vi sammenligner med andre faggrupper på det danske arbejdsmarked,” siger Martin Mølholm.

Bedre ph.d-forhold

Ifølge udvalgsformanden er situationen så alvorlig, at den burde have udløst handling oppefra for længe siden.

“Det er ganske alarmerende og burde for længst have ført til en ændring af de ph.d.-studerendes vilkår og rammer. Det er svært at forstå, at den statslige arbejdsgiver ikke tager det mere alvorligt og gør noget mere ved det, når billedet er så evident.”

I stedet, mener han, er ansvaret blevet placeret hos de unge forskere selv.

“Det er op til den enkelte ph.d.-studerende at kæmpe sig igennem sit studie i et arbejdsmiljø, der udsætter dem for nogle helt urimelige, negative påvirkninger. Så hvis det også på danske universiteter indebærer en øget brug af psykofarmaka, vil det altså ikke komme bag på mig.”

Kritikken kan Tanja Kirkegaard sagtens genkende fra sit arbejde. Trivsel fylder langt mindre end formelle krav for ph.d.-studerende.

“Der er styr på ECTS-point, kurser og undervisning, men deres trivsel og velbefindende – og det at sikre, at der er en god relation til vejleder, og at de ved, hvor de skal gå hen, hvis der er udfordringer – det er ikke i samme grad tænkt ind. Der er en uklarhed, i forhold til hvem der egentlig er deres leder, og hvor ansvaret ligger,” siger hun og tilføjer, at Aalborg Universitet retfærdigvis er begyndt at arbejde aktivt med trivslen blandt ph.d.er.

Vi har forelagt universiteternes samarbejdsorganisation, Danske Universiteter, både undersøgelsen og efterlysningen af en indsats for ph.d.-studerende på arbejdsgiverplan. Danske Universiteter har ikke ønsket at kommentere.