Karriere i rekordfart

Hvis du er embedsmand i staten og ikke bare har arbejdet i ét ministerium, men har været rundt i flere forskellige, øger det sandsynligheden for, at du får det spændende job tæt på den politiske proces eller bliver den næste kontorchef.

Det er måske ikke et faktum, der udløser gule breaking-bjælker hos kenderne af den danske centraladministration.

Men nu bekræfter Magtudredningen 2.0 det sort på hvidt i en ny udgivelse, ’Forvaltningen i folkestyret’, og notatet ’Ministerielle karrierer’.

Begge dele bygger i vidt omfang på den til dato største spørgeskemaundersøgelse blandt det danske embedsværk.

Tallene tegner et uhyre klart mønster, fastslår de to forskere bag bog og notat, lektor Niels Opstrup fra Syddansk Universitet og Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus ved Aarhus Universitet.

Ancienniteten er lav. Halvdelen af kontorcheferne og ledelsen og lidt flere blandt de menige embedsfolk i departementerne har været i deres nuværende stilling under to år. I styrelserne er ancienniteten lidt højere, men ellers er tendensen den samme.

Der tegner sig også et andet klart mønster i embedsfolkets karrierer anno 2025.

De mobile embedsfolk, som Opstrup og Grønnegård kalder dem, har større chance for forfremmelse end embedsfolk, der bliver på det samme ministerområde. Det, der tæller, er at have bevæget sig rundt mellem ministerierne, mindre at have været ude i det private.

Kort sagt: Ministeriernes personalepolitik præmierer mobilitet.

En tværministeriel elite

De mobile embedsfolk får i højere grad de opgaver, som har politisk opmærksomhed hos ministrene og regeringen, som er opgaver med ledelse og koordination, ministerbetjening og sager til regeringsudvalg. Og de flytter rundt til poster, hvor den type opgaver enten fylder meget eller er dét, der kvalificerer.

De mobile embedsfolk er eksperter i procesfaglighed, altså i hvordan tingene skal køres i et regeringsapparat. De udgør ”en tværministeriel elite”, som Grønnegård og Opstrup kalder det.

Men når de samtidig skifter job så hyppigt, pointerer de to forskere, får de ikke den samme dybdeviden om selve ministeriets fagområde – ressortfaglighed – som embedsfolk tæt på det politiske havde før i tiden.

”Vi tror ikke, det er fornuftigt, at en meget høj andel af chefer og sagsbehandlere specielt i departementerne har under to års anciennitet i deres nuværende stilling. Vi tror, der er god grund til at frygte, at det går ud over ressortfagligheden,” siger Niels Opstrup.

”Det er et spørgsmål om at finde den rette balance mellem mobilitet og erfaring,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Fundamentet er sundt

Næste interessante spørgsmål, som Opstrup og Grønnegård stiller, er: Opfører de mobile embedsfolk sig anderledes end de ikke-mobile kolleger, når det gælder embedsdyderne?

Ja, det gør de.

Det viser en såkaldt vignetundersøgelse. Her har Opstrup og Grønnegård spurgt embedsfolket, hvad de vil gøre i syv udvalgte hypotetiske dilemmasituationer.

Dilemmaerne opstår, fordi ministeriernes embedsfolk har en dobbeltrolle: De skal hjælpe regeringen med at fremme dens politik, men skal samtidig også sikre, at det sker med respekt for embedspligterne: lovmæssighed, sandfærdighed og lødig faglighed. Dét, der i 2015 blev sammenskrevet i let forståeligt sprog i Kodeks VII.

Embedsfolk skal kort sagt både være lydhøre over for øjeblikkets politik, men ikke så følgagtige, at de ikke kan sige fra, som Jørgen Grønnegård formulerer det.

Helt overordnet er resultatet fra undersøgelsen, at embedsfolket er klart opmærksomme på at balancere hensyn til ministerens politiske ønsker med kravene til embedspligterne, fastslår de to forskere.

De forstår deres rolle, og de kan deres Kodeks VII. Fundamentet er sundt.

De mobile er mere lydhøre

Men de mobile embedsfolk, specielt i departementerne, er alt andet lige mere pragmatisk lydhøre over for ’politikkens primat’, når det gælder fagligheden, end styrelsernes fagspecialister og også de menige sagsbehandlere er.

”Det er der som udgangspunkt god ræson i,” understreger Jørgen Grønnegård Christensen.

”For chefer og medarbejdere i departementerne er sat til at formidle den specialiserede rådgivning, som styrelserne leverer, videre til ministrene og regeringen, så den er afstemt med regeringens politiske mål,” forklarer han.

Men der er også en risiko ved den ’pragmatiske lydhørhed’.

”Det kan rejse en bekymring for, at ministre og regering med de mange mobile embedsfolk får lettere ved at skubbe relevante faglige input til side, fordi de ikke passer ind i de politiske baner,” forklarer Niels Opstrup.

Folketinget bør holde øje

Hvor bekymrede skal vi være?

”Vi skal generelt ikke være særligt bekymrede,” fastslår Jørgen Grønnegård Christensen.

”For det første fordi departementerne trods alt i dag har større faglig kapacitet end tidligere. For det andet fordi vi lever i et pluralistisk folkestyre, hvor andre er parate til at råbe vagt i gevær.”

Men derfor bør man ikke negligere det.

”Det er et forhold, som fortjener mere opmærksomhed, først og fremmest fra Folketingets side,” understreger Niels Opstrup.

Hvad er konsekvenserne i et demokratisk perspektiv, hvis bekymringen faktisk holder vand – nu eller på sigt?

”Kort sagt er det beslutninger, som ikke er ordentligt underbyggede, og som derfor ikke leverer de resultater, som man politisk har stillet i udsigt,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

På højtryk

Og så er der tempoet i politik.

’Alting haster’ lød Zetlands overskrift på en berømt artikelserie, som et utal af embedsfolk kan citere fra, hvis du vækker dem midt om natten. Også departementschefer.

I Opstrup og Grønnegårds spørgeskemaundersøgelse svarer 69% af embedsfolket, at de er enige i, de politiske processer går så hurtigt, at det påvirker kvaliteten i lovgivningen, og 44% er enige i, at mange politiske beslutninger træffes uden et ordentligt fagligt grundlag.

Embedsfolket arbejder under et betydeligt tids- og sagspres, fastslår de to forskere da også i bogen. Politik kører stærkt, og der skal koordineres meget mere på tværs af ministerierne end før.

Så cocktailen af højt tempo, høj udskiftning og lavere ressortfaglighed end før – hvilket billede tegner den af regeringskontorerne og centraladministrationen anno 2025?

”Det er en centraladministration og et regeringsapparat, som arbejder på højtryk,” siger Niels Opstrup.

Men hvad de præcise konsekvenser af det er, kan ingen sige, understreger han.

”For vi har ikke et ordentligt sammenligningsgrundlag hverken i forhold til fortiden eller i forhold til sammenlignelige tal.”

Djøf: Se på arbejdsvilkårene

Djøfs formand, Sara Vergo, roser ’Forvaltningen i folkestyret’. Den skaber et stærkt grundlag for en nuanceret debat, siger hun.

”Dens analyse rammer noget meget centralt: Problemet er ikke, at embedsfolket ikke kender – eller ikke vil leve op – til deres pligter. Problemet er, at tempoet, centraliseringen og arbejdspresset udfordrer de rammer, som fagligheden skal leve i. Det bliver ministre og politikere nødt til at tage alvorligt.”

Men hvad med, at dine medlemmer skifter rundt så tit for at gøre karriere?

”Selvfølgelig er der nogle, som skifter rundt, fordi det er karrierefremmende eller måske bare fagligt udviklende. Og det er helt okay. Desværre tror jeg ikke, det er hele forklaringen. Det slider at arbejde i centraladministrationen.”

Embedsfolket arbejder meget ofte under et stort tidspres og/eller politisk pres, understreger hun.

”Det kan de færreste holde til i længden. Derfor søger de væk. Og dét bekymrer mig.”

Med stor mobilitet følger videnstab og ekstra arbejde til dem, der skal lære nye op.

Derfor er det nødvendigt med et stærkt fokus på arbejdsvilkår, flere karriereveje for specialister og mere stabilitet i opgaveløsningen, fastslår hun.

”Og så er der dét faktum, at over 90% af statens chefer – også kontorcheferne – er ansat på midlertidige kontrakter. Hvis vi ønsker mere stabilitet, må vi gøre op med den udbredte brug af åremålsansættelser.”