”Gør noget andet end de andre. Gå efter de vanskelige poster”

Jeg interesserede mig meget for samfundsforhold som barn. Jeg husker, at mine forældre tog mig og mine søskende med til demonstration i Esbjerg, da Tjekkoslovakiet blev besat af sovjetiske tropper i 1968. Tjekkerne og slovakkerne ville vælge deres egen vej, men blev undertrykt. Det gjorde et dybt indtryk på mig.

Det var først senere, at det blev muligt at læse statskundskab i København. Så Aarhus var stedet for samfundsorienterede som mig. Erik Rasmussen hed professoren i komparativ politik, og Erling Bjøl stod for undervisningen i international politik. De var kapaciteter i særklasse.

Mit første job var i Industriministeriet. I dag hedder det Erhvervsministeriet. Det var et lille ministerium med kort afstand mellem almindelige sagsbehandlere som mig og så ministeren. Jeg havde været i ministeriet i 14 dage, og så var jeg inde og forelægge sager. Man fik ansvar med det samme, og det satte jeg pris på.

I 1988 blev der slået en stilling op som 2. ambassadesekretær på den danske ambassade i Prag. Jeg tror, der gik to timer efter at have sendt min ansøgning, så ringede personalechefen og sagde, at jeg fik den. Der var ikke andre kandidater; ellers skulle de have kommanderet en eller anden kollega af sted mod vedkommendes vilje. Så alle var glade, og vi fik en fantastisk tid. Og pludselig begyndte udviklingen at tage fart i Øst- og Centraleuropa.

På den lille ambassade i Prag var vores opgave, at vi skulle have kontakten til den politiske opposition i Tjekkoslovakiet. Det skulle vi, fordi det jo var en vigtig del af dansk udenrigspolitik, samtidig med at vi selvfølgelig anerkendte landets styre.

Vi blev skygget af det hemmelige politi. De holdt øje med, hvem der gik ind og ud hos Václav Havel, og der blev taget billeder af os. Så jeg var selvfølgelig lidt bange for, at jeg skulle blive udvist. Det skete for flere andre vestlige kolleger.

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var flere gange på besøg og til en frokost hos ambassadøren, hvor vi indbød repræsentanter fra oppositionen. Det var selvfølgelig et klart politisk signal til regimet, og de gjorde alt muligt for at forhindre det.

Fx var der lige pludselig et kæmpe vejarbejde ude foran ambassadørboligen, og man kunne nærmest ikke komme ind og ud. Vi kunne heller ikke have de tjekkiske tjenestefolk til at servere, for så ville de blive kaldt ind til forhør bagefter. Så det var bl.a. min kone, Anne-Marie, og ambassadens danske konsul, Susanne, der blev indforskrevet til at servere.

Så dér går konen rundt og serverer, mens Václav Havel... Ja, Václav Havel var faktisk i fængsel første gang, og det var meget symbolsk, da der var en tom plads ved bordet, hvor hans navn stod. Men året efter kom Uffe Ellemann-Jensen tilbage, og i mellemtiden var Havel blevet præsident. Så der sad han i stolen.

Da omvæltningerne kom, var det fantastisk at opleve den her følelse af frihed, der lige pludselig gennemstrømmede alle dele af det tjekkoslovakiske samfund. Det at man kunne rejse ud, og de, der var draget i landflygtighed i udlandet efter den sovjetiske invasion i 1968, kunne komme tilbage. Den berusende følelse af frihed, som prægede Tjekkoslovakiet, nok noget af det, der har gjort stærkest indtryk på mig.

Så blev jeg ministersekretær for Uffe Ellemann-Jensen. Det var en enormt lærerig periode, fordi han havde været minister i mere end 10 år på det tidspunkt og kendte sagerne ud og ind. Nogle gange bedre end embedsmændene.

Meget af det, jeg lærte dengang, bruger jeg stadig. Altså det, at man arbejder tæt på en minister og ser, hvordan det her kæmpestore system interagerer med ministeren i det daglige. Det at anskue systemet fra ministerens synsvinkel og se hvad, ministeren skal bruge. Fx kunne jeg se, om ministrene brugte talepunkterne, eller om de sprang dem over.

Jeg arbejdede helt vildt og rejste nok 100 dage om året, samtidig med vi havde små børn, og på et tidspunkt sagde Anne-Marie til mig, at ’nu må du vælge’. Vi var heldige at komme til FN-missionen i Genève. Arbejdet med menneskerettigheder og humanitære spørgsmål var spændende. Det var en god familiepost, og vi fik barn nummer tre dernede.

Det største vendepunkt i min karriere har vel nok været, da jeg kom til Damaskus i 2005 på min første ambassadørpost. Jeg havde egentlig fået tilbudt en meget beskeden europæisk post. Men efter drøftelse med min kone sagde jeg til vores daværende administrationschef, Hugo Østergaard- Andersen, at jeg hellere ville et sted hen, hvor der skete lidt mere. Det ønske fik jeg opfyldt.

Vi landede i Damaskus i september 2005. Så skete det, at en dansk avis offentliggjorde nogle tegninger af profeten Muhammed. Det førte til, at ambassaden blev angrebet og sat i brand den 4. februar 2006. Der var diverse trusler mod både mig og mine medarbejdere, attentatplaner osv. Det var en meget dramatisk periode, men i bund og grund var vi glade for at være i Syrien.

Vi havde virkelig mange syriske venner, og efter ambassadeangrebet brugte jeg meget tid på at tage imod syrere, der kom og sagde undskyld. Undskyld, fordi det var ikke sådan, man behandlede gæster i Syrien. Det var virkelig en god oplevelse.

Ambassadeangrebet var i februar 2006, og i sommeren 2006 fandt krigen i Libanon sted. På det tidspunkt var der virkelig mange danskere og folk med dansk opholdstilladelse, som var taget til Libanon, fordi borgerkrigen var slut. Men så brød krigen ud mellem Israel og Hizbollah, og folk flygtede i tusindtal fra Libanon til nabolandet Syrien.

Der var omkring 6.000 fra Danmark, der blev evakueret i en stor operation, som jeg var med til. To år før havde der været tsunamien i Asien, hvor indsatsen var blevet genstand for kritik. Så den her gang var der et stærkt krav om, at det skulle lykkes. Og det gjorde det.

En vigtig del af forklaringen var, at vi fik en udstrakt frihed til at træffe beslutninger lokalt. Jeg husker, at jeg spurgte Udenrigsministeriet, hvad vi kunne gøre uden at forelægge det for ministeriet og få grønt lys. Og så kom der et svar tilbage om, at vi kunne foretage ”alle fornuftige dispositioner” uden forelæggelse for København.

Det var befriende. Vi kiggede på hinanden i operationsledelsen og sagde: ’Okay, så nu er det op til os. Nu er der ikke nogen i København, vi skal spørge, så længe det er fornuftigt.’ Så det lykkedes jo faktisk at få de her 5-6.000 mennesker med busser fra Libanon til Syrien og så med fly videre til Danmark.

Den vigtigste læring fra mit arbejdsliv, som jeg har taget ind i mit privatliv, er: Der skal altid være en plan B. Hvis et system svigter, skal der være et backup-system eller en udvej. Og ikke mindst når der er krig – så er behovet for en plan B endnu større.

I 2011 blev jeg chef for Udenrigsministeriets Borgerservice og Kommunikation. Det var år med meget vanskelige gidseltagninger med fx danske søfolk i Somalia. Der var jeg i fem år.

I 2016 fik jeg mit ønske opfyldt og kom til Warszawa som ambassadør. I 2020 kom jeg til Ukraine. Ukraine var jo relativt fredeligt på det tidspunkt. Men ude østpå var der en simrende konflikt.

Der var faktisk en journalist, jeg kendte fra min tid i Borgerservice, der ringede til mig, lige efter jeg var tiltrådt, og med et smil på læben sagde, at jeg måtte have foretaget mig et eller andet forfærdeligt, siden de havde sendt mig til Kyiv. Jeg grinte og sagde: ’Nej, nej, det er mit eget store ønske.’ Det var jo et godt udtryk for danskernes kendskab til Ukraine dengang. Det blev fundamentalt anderledes, da russerne angreb i februar 2022.

Man arbejder bedst som diplomat fra en ambassade i landets hovedstad. Nogle dage før det russiske angreb etablerede vi et nødkontor i den vestlige storby Lviv og senere et støttepunkt på et hotel i den polske grænseby Rzeszów. Der var rift om pladsen på hotellerne, så en kort overgang havde vi kontorplads i hotellets vinbar. Det var dog mest kaffe, vi drak.

Vi ville gerne tilbage til Kyiv så hurtigt som muligt. Det lykkedes i april 2022, hvor statsministeren som en af de første udenlandske statsledere aflagde besøg i Kyiv. Det blev startskuddet for vores tilbagevenden, og ambassaden blev officielt genåbnet 1. maj.

Når der er luftalarm i Ukraine, hører man det typisk via en app. Jeg havde valgt en, hvor den amerikanske skuespiller Mark Hamill, som spiller Luke Skywalker, siger: ’Please proceed to the nearest shelter’. Og så tilføjer han: ’Your overconfidence is your weakness’. Den tilføjelse har jeg tit tænkt over, fordi nogle gange kunne man godt være sådan lidt, ’ah, skal man nu gå i beskyttelsesrum?’ Så er det godt at blive formanet.

Præsident Zelenskyj talte til Folketinget online den 29. marts 2022. Det var på et tidspunkt, hvor Ukraine befandt sig i en skæbnestund. Russerne forsøgte at rykke frem langs sortehavskysten mod Odesa for at afskære ukrainerne fra havet. Ved havnebyen Mykolaiv kæmpede Ukraines væbnede styrker hårdt, men også almindelige borgere greb til våben. Der blev kørt skraldebiler på tværs og lavede barrikader, og byen kom under heftig beskydning. Men de fik stoppet russernes fremrykning.

Zelenskyj opfordrede i sin tale Danmark til at påtage sig ansvaret for genopbygningen af Mykolaiv. Normalt går man først i gang med en genopbygning, når en krig er afsluttet. Men det kan ukrainerne jo ikke vente på. Daværende udviklingsminister Dan Jørgensen var på første danske ministerbesøg i Mykolaiv i januar 2023. Der havde vi samlet nogle lokale erhvervsfolk, og de sagde alle sammen, at det vigtigste var at få virksomhederne i gang igen.

Der var bl.a. en erhvervsmand, vi kalder ’The Tomato Guy’. Han sagde, at han kunne genstarte sin tomatproduktion, men maskiner og udstyr var ødelagt. Han kunne ikke få nogen lån, fordi produktionen var for tæt på frontlinjen. Så Danmark var nødt til at lave et såkaldt privatsektorvindue i Ukrainefonden, som gør det muligt for Danmarks Eksport- og Investeringsfond at udstede eksportgaranti og lån – også til virksomheder i frontlinjen. Det virkede, og tomatproduktionen kom i gang igen. Arbejderne og deres familier vendte gradvist tilbage til de små bysamfund, selv om de ligger tæt på frontlinjen. Det har været både livsbekræftende og lærerigt at være med til. Og jeg har lært rigtig meget om tomatproduktion.

En anden vigtig ting, jeg har lært gennem min karriere, er, at alle succeser i diplomati er teamwork. I Kyiv havde vi 49 minister- og parlamentarikerbesøg i min tid. Det var altid teamwork, hvor alle spillede en vigtig rolle. Hvis der ikke er en chauffør bag rattet, eller hvis der ikke er blevet gjort rent, og hvis der ikke er kaffe på kanden, så er det ikke et vellykket besøg.

Efter fem år i Kyiv er jeg nu vendt tilbage til København i en nyoprettet stilling som Særlig Repræsentant for private partnerskaber med den ukrainske forsvarsindustri. Det er på mange måder en videreførelse af det, jeg lavede som dansk ambassadør i Kyiv. Opgaven er at styrke samarbejdet mellem dansk og ukrainsk forsvarsmaterielindustri til gavn for både Ukraine og Danmark.
Krigen har styrket innovationskraften i den ukrainske industri helt enormt. Våbensystemerne bliver testet på slagmarken og udviklet løbende. Fx har jeg været ude og besøge ukrainske droneproducenter, der har direkte kontakt til ukrainske droneoperatører ude ved frontlinjen. Så får producenten fx melding om, at noget skal ændres, fordi fjenden har fået nye systemer. Det er erfaringer, som vi i høj grad også kan have glæde af i Danmark – både sikkerhedsmæssigt og kommercielt.

Jeg råder altid yngre kolleger til at lade være med at gå den slagne vej. Jeg har aldrig været i Bruxelles, og dengang jeg var ung diplomat, sagde folk: 'Hvis du ikke har været i Bruxelles, så forget about it. Så får du ikke nogen karriere.' Men det er ikke sikkert, det altid er det rigtige.
Så mit råd er: Følg dit hjerte, gør noget andet end de andre. Og ikke mindst: Gå efter nogle af de vanskelige poster, hvor der som regel virkelig er mulighed for at gøre en forskel. Diplomati er ikke kun noget, der foregår på de bonede gulve – det kan også foregå i et beskyttelsesrum.