Bag glansbilledet

Ami havde faktisk selv et værelse, hun gerne ville sove i. Det var malet i støvet lilla. En farve, hun selv havde valgt.

Men i flere år, mens hendes yngste lillebror stadig var helt lille, blev hun vækket kl. 04.30. Hun lagde sig ind til ham i morens soveværelse, og hvis hun var heldig, sov han nogle timer, inden hun igen skulle op for at lave morgenmad til ham og hans otte år ældre bror, følge den yngste i vuggestue og senere børnehave.

Hendes mor forlod treværelseslejligheden i Murergården på Nørrebro i København hver morgen, før solen stod op, for at gøre rent i Politikens Hus på Rådhuspladsen.

Ami er vokset op i de almene boliger omkring Blågårdsgade, og her havde de fleste jobs som hendes mors. Størstedelen af hendes folkeskolevenner er gået ”alle mulige andre veje end den akademiske”.

Det virkede heller ikke oplagt, at Ami Jabbie skulle blive akademiker, da hun afsluttede gymnasiet med et snit på 5,1.

”Ingen i min familie havde på det tidspunkt afsluttet mere end 9. klasse,” siger hun. ”Det var slet ikke en naturlig vej at gå.”

Skulle sætte en standard

Som barn ville Ami gerne være buschauffør. Der gik dog ikke lang tid, før hun godt kunne mærke, at hendes familie ikke var helt begejstret for den idé.

”Jeg er førstefødte af tre børn og den ældste pige i min familiekonstellation, så jeg har nok altid haft en følelse af, at jeg skulle sætte en standard. Min mor har næsten hele min opvækst sagt: ’Jeg drømmer om, at mine børn får den uddannelse, jeg aldrig selv fik.’”

Ami har ikke længere kontakt til sin far, der boede i Danmark, til hun var fem år, hvorefter han pludselig forsvandt. Hvor han er i dag, ved hun ikke, men ”formentlig et sted i Sierra Leone”.

Indtil hun fyldte 18 år, havde hun en plejefamilie i en ni/fem-ordning, så hun de ni af dagene boede hos sin mor, der alene forsørgede hende og hendes to yngre brødre på i dag 9 og 17 år. 

Efter gymnasiet havde Ami to sabbatår, hvor hun arbejdede på en kaffebar. Over for sin familie forklarede hun studiepausen med, at hun jo skulle tjene penge til skolebøger, men hun kunne godt mærke, at dét ikke var en undskyldning, hun kunne bruge i lang tid.

Årets party starter

Efter at have søgt ind og fået afslag på Jura på Københavns Universitet blev Ami i 2018 optaget på Politik og Forvaltning på RUC via kvote 1. Snittet lå dengang på 5,0.

Ami, der var kommet ind på et hængende hår og mest af alt ventede på en lejlighed til at overbevise sin familie om, at hun hellere skulle skifte til en professionsuddannelse i Leisure Management, tog med på rustur.

Den weekend fik hun – uden at vide, at det var en ”stor ting” – titlen som årets party starter. En titel, hun fik lov at bære på en fortrykt t-shirt hele den efterfølgende dag. Alt det påvirkede, hvordan hendes medstuderende så hende, da hun ugen efter startede på studiet.

”Med ét var jeg en person, folk genkendte, og det var fedt, at de gerne ville snakke. Men da vi så gik i gang med det faglige, og de begyndte at spørge ind til, hvordan det var gået med mine opgaver, var jeg jo nødt til at forsøge at opretholde det her glansbillede, jeg havde fået skabt af mig selv.”

Når Ami ser tilbage på sin opvækst, er hun ikke i tvivl om, at hendes plejefamilie var med til at inspirere og skubbe hende i en anden retning end den, hun kendte til fra sin egen familie. Det blev især en ressource nu, hvor hun var startet på universitetet og skulle lære et helt nyt sprog at kende.

”Min plejemor er rigtig skarp, især skriftligt, og hun hjalp mig virkelig i starten af min uddannelse. Jeg sad jo der og prøvede at lære alle de her fancy ord, jeg hørte til forelæsningerne, men desværre fortalte hun mig tit bagefter, at jeg brugte dem forkert,” griner hun. 

'Skriv det i min pande'

På studiet begyndte Ami at snakke med folk, der ikke umiddelbart lignede hende selv. 

”Normalt søger man jo mod dem, der virker til at have samme baggrund som én selv. Men jeg besluttede mig for at prøve at være mere nysgerrig, end jeg tidligere havde været.”

Da der skulle dannes studiegrupper, fandt Ami tre medstuderende, som hun hurtigt klikkede med.

Ikke desto mindre, indrømmer hun, var hun lidt nervøs, da de første gang skulle hjem til hende for at skrive gruppeprojekt. De andre kom fra kernefamilier, nogle med forældre, der arbejdede som diplomater og spindoktorer. I Amis øjne var der langt fra villaen på Frederiksberg til lejligheden i Murergården, hvor hendes mor kom træt hjem fra arbejde om eftermiddagen.

”Derfor frygtede jeg nok, hvad min gruppe tænkte. Men det gik rigtig godt, de var søde og nysgerrige og kunne godt lide at være hjemme hos os. Det lærte mig virkelig at sænke skuldrene og være mindre forudindtaget.”

Til deres første gruppeopgave fik de 12. Det første 12-tal i Amis liv.

”De andre i min gruppe tog det stille og roligt, men jeg var sådan: ’Nej-nej, det her er aldrig sket før, skriv det i min pande.’ Jeg kan huske at have øvet mig helt vildt på min sidste eksamen på gymnasiet og så få 4 i huen. Udefra set giver det måske ikke helt mening, men for mig betød den gruppeeksamen alverden. Pludselig blev det næsten en passion at få det næste 12-tal – hvilket også kan blive lidt farligt.”

Ikke andre muligheder

Det var på andet semester, at Ami opdagede noget nyt, når hun så sig i spejlet derhjemme.

Hendes hår var begyndt at falde af i små totter.

I løbet af det første semester havde hun kunnet mærke stressen komme snigende. Nu sagde hendes krop fra over for det pres, der havde fyldt Amis hverdag, både på studiet og derhjemme.

For at livet med familien kunne hænge sammen, måtte hun bidrage økonomisk, købe ind og lave mad ud over at tage sig af sin yngste bror.

”Vi havde ikke penge til at få en barnepige, og min mor var jo nødt til at gå på arbejde. Selv om situationen var helt uholdbar, var det sådan, den var nødt til at være. Der var ikke andre muligheder.”

Ami fortalte ikke om hårtabet til nogen fra studiet. Heller ikke at hun ikke sov om natten, fordi hun skulle passe sin lillebror.

“Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for folk på studiet var jo rigtig søde. Men jeg syntes, det var røvpinligt.”

Først da Ami startede på sin kandidat, og brødrene var blevet tilpas gamle til, at de var mindre afhængige af hendes hjælp, kunne Ami begynde at fokusere mere på studiet. 

I den forbindelse begyndte hun at søge efter studiejobs.

”Jeg var begyndt at blive nervøs for, hvor svært det ville blive at få et job efter min uddannelse, hvis ikke jeg fik en fod ind nu, så jeg ledte specifikt efter jobs, hvor de søgte mere end én, for så tænkte jeg, at jeg måske havde en chance for at blive kaldt til samtale.”

Det lykkedes. Ami landede et studiejob i Udlændingestyrelsen. Med den stilling blev hendes kerneinteresse og stoffet i de fleste af hendes RUC-projekter – minoritetsetniske borgere og deres rettigheder i det danske samfund – omdrejningspunktet for hendes arbejde. Det samme skete senere, da hun som fuldmægtig behandlede asylsager i samme styrelse.

Og igen, da hun blev tilknyttet det projekt, hun i dag leder hos Dansk Råd for Genoplivning. Her arbejder de for at sikre lighed for minoritetsetniske borgere gennem oplysning om genoplivning på andre sprog end dansk.

”Jeg har arbejdet så meget med minoriteter, fordi jeg selv er minoritet og har mærket, hvordan stramninger i udlændingepolitikken og tonen i debatten har påvirket mig.”

Heldig?

Ami taler meget om held, når hun fortæller, hvordan det lykkedes hende at få jobbet som først studentermedhjælper og siden fuldmægtig i Udlændingestyrelsen. Det samme med barselsstillingen som projektmedarbejder hos Dansk Råd for Genoplivning, hvor hun i dag er projektleder. Det handlede om timing, om at søge det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. 

Men til spørgsmålet om, hvordan hun egentlig lykkedes at holde sammen på sig selv og studiet, er svaret også et andet: 

”Jeg tror, at når man ser på det i det store hele, handler det om, at alt det, jeg har kendt, vil jeg gerne væk fra,” siger hun.

”Jeg vidste, at jeg var nødt til at flytte mig fra det, der lå i kortene for mig. Jeg ville ikke være tvunget til at skulle stå op kl. 04.30 hver dag, fordi det var det eneste job, jeg kunne få.” 

I dag henter Ami sin lillebror en gang om ugen for at aflaste sin mor.

Til gengæld kan hun sove uforstyrret om natten.