Populær ledelsesteori med alvorlige problemer

Forsøg at gætte, hvor denne let redigerede sætning stammer fra: “Ungdommen nu til dags er ikke ung på samme måde.”

Måske et opslag på Facebook, hvor en person fra Generation X går i rette med Generation Z’s selvoptagethed? Eller hvad med et debatindlæg i et dagblad, hvor en boomer kalder millennials dovne?

Ingen af delene. Ordene stammer fra forsiden af Jyllands-Posten på en efterårssøndag i… 1878.

Det er med andre ord mindst 148 år siden, at vi begyndte at kalde de andre generationer for anderledes end vores egen. Så dybt ligger det i os.

Og netop her – i menneskehjernens tendens til at ville putte andre mennesker i kasser – finder vi én af grundene til, at den såkaldte generationsledelse har vundet frem herhjemme de senere år. Det forklarer ledelsesrådgiver Christian Qvick i sin seneste og meget vellykkede bog, ‘Farvel til generationsledelse’.

Generationsledelsen bygger på den grundantagelse, at befolkningen kan inddeles i en række grupper baseret på det årstal, vi er født i – og at vi inden for disse grupper har særlige karaktertræk og tendenser som resultat af de historiske begivenheder, der har formet os.

Eksempelvis skulle de såkaldte traditionalister (født 1944 og tidligere) være sparsommelige pga. deres oplevelser i kølvandet på 2. verdenskrig, ligesom millennials (1980-1995) er så rundede af 9/11, finanskrise og globalisering, at vi er ualmindeligt socialt bevidste.

Generationsledelsen går groft sagt ud på, at disse grupper er forskellige, og at de derfor også skal ledes forskelligt ude på arbejdspladserne.

Men det er helt forkert, mener Qvick. Der er nemlig en lang række meget graverende problemer med generationsledelsen som metode. Og med dens antagelser om generationerne i det hele taget.

Vi starter med det værste: Generationerne findes slet ikke.

I hvert fald kan videnskaben ikke finde de klare mønstre, fællestræk og afgrænsninger, som generationskonsulenterne ellers plæderer for. Faktisk er der lige så store variationer inden for generationerne som mellem dem, ligesom der som regel er noget helt andet på spil, når vi taler om generationsforskelle.

Tag den udbredte myte om, at millennials er mere utilfredse på arbejdspladsen end generation X. Den holder i den forstand, at yngre generelt er mindre tilfredse med deres jobs end deres ældre kolleger. Men det handler ikke om generationer. Studier har nemlig vist, at X’erne også var mere utilfredse end boomerne, da de selv var de unge på kontoret.

Vi har altså at gøre med en såkaldt alderseffekt, hvor adfærd påvirkes af det sted i livet, man befinder sig. Når man er yngre, er der større sandsynlighed for, at man ikke har fundet den rette hylde i arbejdslivet endnu. Derfor er jobtilfredsheden lavere.

Gennem bogen udruller Qvick en letlæst og velunderbygget kritik af generationsledelsen, som i hvert fald har overbevist undertegnede om, at den ofte er pseudovidenskabelig, vildledende og ligefrem diskriminerende. Derfor er den ikke bare spild af dyrebare ressourcer, den kan også være direkte skadelig for arbejdslivet.

Hvad er alternativet? Qvick afrunder bogen med nogle bundsolide principper, som ikke alene er nyttige i forhold til generationsledelse, men som med fordel kan rulles ud på alle ledelsesgangene:

Nye ledelsesteorier er som regel modeluner. Husk at tjekke op på, hvad årtiers forskning faktisk kan underbygge. Bevar den sunde fornuft.

Søren Høgh Ipland er adm. direktør i medievirksomheden Føljeton.