Sine forsker i psykisk sårbare studerende. Og er selv en af dem

I syv år havde Sine Lysdahl Jensen ikke forholdt sig til sin diagnose.

Hun var, siger hun i dag, ”ret fordomsfuld omkring den”, for når hun googlede sig frem til forskellige psykiske lidelser, fandt hun kun stigmatiserende beskrivelser og skræmmescenarier.

Sine tog en hel bachelor- og kandidatuddannelse, hvor hun ikke fortalte nogen om sine psykiske udfordringer. Da hun blev henvist af sin læge til psykiatrien i begyndelsen af sit ph.d.-studie, tænkte hun stadig: ”Det er ikke sikkert, jeg faktisk har den her diagnose.”

Vejen til at blive ph.d.-studerende har hverken været let eller lige for Sine, og den er det stadig ikke. Det skyldes både indre forhold, men også ydre, slår hun fast.

At være studerende med en psykisk lidelse er ikke kun en udfordring, fordi man skal jonglere eksamener, undervisning og selvstudie med en psykisk lidelse og eventuel behandling. Det er også en udfordring, fordi universitetet ikke nødvendigvis er udformet efter at tilpasse sig den enkelte studerende, hverken i forelæsningslokalet eller undervisningskulturen.

”Det har fået flere af mine medstuderende med diagnoser til at droppe ud. Havde jeg ikke syntes, det var så fedt at studere, havde jeg nok gjort det samme,” fortæller hun.

I dag forsker Sine Lysdahl Jensen i netop inklusion af studerende med psykiske lidelser som ph.d.-studerende på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.

Samtidig er hun del af et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan alternative studieforløb kan inkludere flere studerende med funktionsnedsættelser. En gruppe, der er vokset markant de seneste år: Antallet af studerende, der modtager SU-tillæg pga. en psykisk funktionsnedsættelse, er fordoblet de seneste fem år.

Surfer og sergent

”Der, hvor jeg voksede op, eksisterede universitetet ikke som en mulighed. Der var tale om, at jeg skulle være sejlmager. Og jeg kunne rigtig godt lide at sejle, så det virkede oplagt.”

Da Sine gik på gymnasiet, surfede hun på det danske landshold, og at gå i skole sagde hende ingenting.

Efter gymnasiet havde hun jobs på alt fra tankstationer til restauranter, men på et tidspunkt sagde en af hendes chefer, at nu skulle hun altså snart uddanne sig. Hun tog en erhvervsakademiuddannelse som handelsøkonom, fordi der var et helt års praktik, men syntes aldrig, det var rigtig fedt.

Så søgte hun ind til Forsvaret, først som værnepligtig og siden som sergent. 

Undervejs i forløbet fik hun imidlertid en depression og blev udredt i psykiatrien. Hun startede i medicinsk behandling, og da hun igen fik mere ro på systemet, fik hun overskud til at begynde at tænke i nye baner.

”Jeg havde det, som om der altid havde manglet et eller andet. Jeg savnede at blive intellektuelt stimuleret,” siger hun.

Sine endte derfor med at søge ind på pædagoguddannelsen, hvor hun fik en vejleder, som så og motiverede hende til at følge sin akademiske nysgerrighed.

”Hun hjalp mig til at indse, at der faktisk var noget bogligt, som jeg syntes var megafedt, og som det faldt mig ret naturligt at reflektere over.”

De vildeste kriser

Efter sin bachelor søgte Sine derfor ind på kandidaten i Pædagogisk Antropologi. Da hun søgte ind på uddannelsen, anede hun ikke, hvad en ph.d. var, men hun blev hurtigt klogere, samtidig med at hendes akademiske interesse blev ved at udvikle sig.

Og selv om hendes diagnose gjorde, at hun undervejs i kandidaten havde ”de vildeste kriser” og ofte måtte tage til reeksamener for at få mere ro omkring sine opgaver, var hun ikke i tvivl om, at det var netop ph.d.-vejen, hun skulle gå.

”Da stipendiet kom, tænkte jeg: ‘Det kan være, jeg faktisk kan bruge mine egne erfaringer, hvis jeg skal forske i studerende med psykiske lidelser.’ Samtidig skulle jeg jo så til at forholde mig til min diagnose for første gang i syv år. Det var virkelig voldsomt. Men det var også en måde at sige: ‘Nu må jeg fandme finde ud af, hvad det er, det her.’”

Sine Lysdahl valgte derfor at være åben om sin psykiske diagnose i ansøgningen. Hun beskrev sine erfaringer med en diagnose, der til tider medfører både depression og angst, og hvilke etiske og forskningsmæssige overvejelser hun havde gjort sig om den position.

Det var en enorm sejr for Sine at få stipendiet. Men starten på ph.d.-forløbet blev langtfra, som hun ønskede.

Ikke den samme korpsånd

Sine arbejdede på højtryk i en stilling i Forsvaret, da hun fik stipendiatet. På samme tid fik hendes kæreste kræft og skulle starte i kemoforløb, mens Sine selv startede i medicinsk behandling.

Hele forløbet blev så følelsesmæssigt udfordrende, at hun fik angst og hverken kunne deltage i frokosten eller tage til vejledning. Til sidst blev hun sygemeldt.

”Alt ramlede sådan set. Fordi der var så meget følelsesmæssig uro, var det virkelig voldsomt for mig at skulle forholde mig fagligt til hele det diagnose-spektrum, jeg havde holdt i strakt arm indtil da. I dag kan jeg sagtens skelne mig selv fra min forskning. Det er jeg nødt til for at kunne forholde mig videnskabeligt til de erfaringer, de studerende deler med mig.”

Sine har arbejdet på sit forskningsprojekt i et år. Efter sin sygemelding blev hun tildelt en SPS-vejleder, og det har hjulpet hende. Men når hun ser tilbage på ph.d.-forløbet, har hun grundlæggende følt sig meget alene.

”Forskermiljøet er meget særligt, fordi det er så individuelt og konkurrencepræget. Der er ikke den samme korpsånd som i Forsvaret, og det adskiller sig også fra at studere, hvor vi var et hold, der gik til undervisning og eksamen på det samme tidspunkt,” siger hun og tilføjer:

”I starten af kandidaten følte jeg en vrede over, at miljøet er så lukket. Det er forskere, der formidler til forskere, og der er mange artikler, jeg stadig ikke fatter, når jeg læser. Det er ærgerligt, fordi rigtig meget forskning er interessant for mange mennesker. Også mennesker som min far, der aldrig færdiggjorde folkeskolen.”

Ydre rammer

Sine Lysdahl Jensens forskning drejer sig især om at skabe opmærksomhed på, hvordan indretning og ydre rammer kan være med til at ekskludere studerende med psykiske lidelser fra universitetet.

”Mange tænker på psykiske lidelser som indre tilstande, individet selv skal håndtere. Men de ydre forhold spiller en stor rolle. Hvordan et undervisningsrum er indrettet, påvirker de studerende individuelt. Derfor skal vi væk fra kasseløsningerne og forholde os til de studerendes subjektive erfaringer.”

Da Sine selv studerede, mærkede hun, hvordan de fysiske rammer kunne give hende angst og gøre det svært for hende at fokusere på undervisningen. Hvis undervisningen blev rykket til et andet lokale, mødte hun altid op en halv time før for at sikre sig en plads, hun ville kunne koncentrere sig fra.

Generelt oplevede hun, at indretningen spændte ben for hende som studerende, fordi lokalerne og den studiegruppebaserede undervisning ikke tilbød forskellige måder at deltage på. Samtidig lå støttecentret i en separat hospitalsbygning, der mindede ”meget om et skærmet afsnit i psykiatrien” langt fra hendes dagligdag på studiet.

”Jeg håber virkelig, at min forskning kan bidrage til en bedre, mindre stigmatiserende forståelse af psykiske lidelser,” siger hun og tilføjer: ”Og så håber jeg på sigt, at universitetet bliver et mindre snævert og indforstået sted, hvor flere kan uddanne sig, uanset om de har diagnoser eller kommer fra ikke-akademiske hjem.”