Vejen til første job er ekstra svær for dimittender som Amanda

Amanda Gleerup Lassen havde en tendens til at besvime, da hun var yngre. Dagen efter en gymnasiefest i 2.g lå hun i sin seng med feber og tømmermænd, og da hun skulle rejse sig op for at få noget frisk luft, skete det igen. Amanda faldt bagover og bankede hovedet ned i trægulvet.  

På hospitalet tjekkede lægerne alt fra hjerte til ryg og fandt ud af, at hun havde fået en hjernerystelse. Det blev nævnt i en sidebemærkning, og så fik hun en pjece med hjem, hvor der stod, at hun skulle holde sig i ro de første par dage. 

Men hjernerystelsen endte med at hæmme Amanda resten af gymnasietiden og langt ind i hendes universitetsuddannelse.  

I dag er hun nyuddannet kandidat i Human Ressource Management. Men selv om dét er en sejr, står hun nu over for et arbejdsmarked, der vægter studierelevant erhvervserfaring højt. Og Amanda har, på grund af sin hjernerystelse, ingen. 

Dårlig samvittighed 

Amanda har altid holdt af at arbejde. I gymnasiet arbejdede hun 25 timer om ugen i en tøjbutik, før hun i midten af 2.g slog hovedet.  

Amanda tog til undervisning mandagen efter sit fald. Men hun kunne godt mærke, at noget var galt. Amanda følte sig tiltagende udmattet og fanget i en osteklokke, hvor alle sanseindtryk blev forstærket. Samtidig fik hovedpine hende til at trække sig mere og mere socialt, hun måtte tage hjem fra undervisning, sygemelde sig på arbejdet og til sidst udskyde sin SRP i 3.g. 

Da Amanda endelig fik sabbatår, blev symptomerne værre, og i lang tid var fremtiden usikker. Efter to år var hun dog så meget i bedring, at hun søgte ind på HA(fil.) på Copenhagen Business School (CBS), hvor hun tog det første år af bacheloren på fuld tid. 

”Der kunne jeg godt mærke, at de lange dage med meget holdundervisning udmattede mig fuldkommen. Min hjerne havde brug for at restituere, og derfor gik jeg ned i tid.” 

Amanda fandt hurtigt ud af, at hun var nødt til at planlægge sit studie så langt forud som muligt, hvis hun skulle kunne klare studiet. I stedet for at bruge sommerferien på at holde fri læste hun op og forberedte sig til de kommende fag. Hun printede alt læsemateriale ud, tog hjem og hvilede mellem forelæsningerne, og indimellem prioriterede hun selvstudie frem for den fysiske undervisning. 

”Til gengæld fik jeg en tendens til at overkompensere i gruppearbejdet. Det skyldtes nok en form for dårlig samvittighed, fordi alle andre havde et studiejob, og jeg jo derfor i realiteten havde mere tid og også tit havde sørget for at være på forkant med læsningen.” 

Selv om hun var aktiv i undervisningen og eksamensgrupperne, kæmpede Amanda i lang tid med en følelse af, at hun ikke bidrog med noget.

Kompetencer uden studiejob

Når Amanda sad til undervisning på sin kandidatuddannelse og skulle løse en case, lød det tit:

“Tænk på denne her situation fra dit studiejob.”

Så måtte Amanda trække på sin kærestes erfaringer eller andres studiejobs for at kunne besvare opgaven.

Universitetets fokus på at bygge bro til erhvervslivet har generelt gjort, at Amanda ikke fandt studiet særlig inkluderende over for dem, der ikke havde studiejob. Hun følte, at hun derfor skulle gøre sig ekstra umage på studiet.

“Men nu er tendensen jo, at karakterer ikke rigtig betyder noget længere. Så hvordan skal jeg vise, hvad jeg kan, når jeg ikke kan bruge et studiejob til at understøtte mine kompetencer?” spørger hun.

Amanda er ikke den eneste, der under studiet har haft en funktionsnedsættelse og er bekymret for overgangen fra studiet til arbejdsmarkedet.

En ny undersøgelse fra Djøf viser, at syv ud af 10 studerende med funktionsnedsættelser er bekymrede for, at det bliver svært at få deres første fuldtidsjob. Blandt de øvrige studerende gælder det kun fire ud af 10.

Pia Ravn, der er chefkonsulent hos Djøf, genkender billedet. En del af forklaringen er, at man med den seneste universitetsreform vedtog, at det skal være mere enkelt og fleksibelt at være studerende med en funktionsnedsættelse. Det er meget positivt, understreger hun.

”Men desværre er det ikke blevet fulgt op af en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som sikrer de kandidater bedre muligheder på arbejdsmarkedet bagefter. Inden for djøf-feltet ser vi derfor dimittender med funktionsnedsættelser, der har uhyre svært ved at få et kandidatjob i dag.”

Djøfs undersøgelse viser ligeledes, at knap halvdelen af de studerende med funktionsnedsættelser ikke har et studiejob – mod 17% blandt øvrige studerende. Pia Ravn er da heller ikke i tvivl om, at de studerendes bekymring i høj grad knytter sig til manglende erhvervserfaring:

”Alle vores undersøgelser peger på, at den vigtigste rekrutteringsfaktor er, hvorvidt du har haft studierelevant arbejde. Det er lige før, jeg vil sige: ’I stedet for at det tager dig syv år at færdiggøre studiet, så lad det tage eksempelvis 10 år, hvis det betyder, at du kan arbejde en smule ved siden af.’”

Hvor ærlig bør man være? 

Da Amanda blev dimittend i december, valgte hun at skrive et LinkedIn-opslag, hvor hun ærligt fortalte om sin tidligere hjernerystelse.  

”Men jeg står stadig tilbage med spørgsmålet om, hvordan man får hele forklaringen med, når man skal sende et cv og en ansøgning på én side.” 

I dag ved Amanda, at hendes hjernerystelse ikke længere spænder ben for hendes arbejdsevne. Var hun blevet færdig med sit studie for to år siden, havde det dog været langt mere konfliktfyldt for hende, hvorvidt hun skulle fortælle om sin hjernerystelse eller ej til jobsamtalen. 

“Jeg kan sagtens varetage et almindeligt arbejde i dag. Men havde jeg haft en psykisk funktionsnedsættelse, havde jeg nok været mere i tvivl. For hvordan vurderer man, hvad der er vigtigt at fortælle? Hvor ærlig bør man være?” 

Chefkonsulent Pia Ravn påpeger, at der knytter sig to aspekter til de spørgsmål: et juridisk og et mere strategisk. Som arbejdstager er du nemlig forpligtet til at oplyse, hvis du har brug for bestemte hjælpemidler, for at du kan varetage arbejdet, inden du underskriver din kontrakt.  

Men Pia Ravn mener ikke, man derfor behøver fortælle om sin funktionsnedsættelse til første samtale: 

”Du skal starte med at fortælle, hvordan du kan levere på det, du er til samtale om: Vis, at du er den rigtige til jobbet, og giv dem lyst til at ansætte dig. Kommer du videre til anden samtale, kan du bringe på bane, at ’for at jeg kan bruge mine kompetencer, fungerer jeg bedst, når vi arbejder på den her måde.’ Du skal tale dig op, ikke tale funktionsnedsættelsen ned som en undskyldning.” 

Hvad skal man trække på i sin jobansøgning, hvis man ingen erhvervserfaring har? 

”Man skal vise i sit materiale, at man forstår, hvad virksomheden har brug for. Brug de kompetencer, du har fået på din uddannelse, til at analysere, hvad der står i jobopslaget. Giv derefter eksempler på, hvordan du ville løse den type opgave, virksomheden efterspørger, og hvordan de fag, du har taget, matcher indholdet i jobbeskrivelsen,” siger Pia Ravn og tilføjer, at Djøfs rådgivning ligeledes står klar til at hjælpe.

Mental brobygning 

For Amanda blev frivilligt arbejde en måde at afprøve arbejdslivet uden samme mængde forpligtelser og arbejdstimer, som et studiejob ville kræve. På sin bachelor kom hun ind i et råd bestående af studerende fra de enkelte uddannelser, som skal sikre uddannelseskvalitet på CBS. Ofte var hun den, der tog teten med at indsamle feedback og gå i dialog med universitetet.  

“Jeg har nok også været ekstra opmærksom på andres trivsel, fordi jeg selv mærkede, at når tingene spiller, kan man bruge sit overskud på det rigtige.” 

På kandidaten gik det så meget fremad med hjernerystelsen, at hun også blev frivillig i Røde Kors’ familienetværk ved siden af. Det var i løbet af de år, Amanda blev sikker på, at hun ikke længere var syg. Mentalt hjalp det hende også at bygge en bro til livet uden for studiet.  

“På studiet kan man meget hurtigt komme til at lukke sig om sig selv som studerende, fordi det kun handler om éns egen præstation og egne mål. Jeg vil helt klart anbefale at engagere sig i noget, man synes er interessant, bare for at føle, at man kan skabe værdi for andre,” siger hun.