Lars sled så hårdt for succes, at han mistede sig selv

Foran trapperne til Højesteret kan Lars Sandager mærke en velkendt følelse. Frygt.

Ikke for sin præstation eller sagens udfald, men for sig selv. For at blive dårlig, for at føle sig fanget, for at vanviddet skal skylle ind over ham igen.

Sveden løber ned ad panden, mens hjertet hamrer så hårdt, at vejrtrækningen knap kan følge med. Kroppen kæmper for at skelne mellem Højesterets højtidelige intensitet og de signaler, der tidligere varslede et panikanfald. Det er, som om den vakler mellem to fortolkninger af samme situation – og den mindste tvivl kan sende hele systemet på overarbejde.

“Det er angst for angsten,” som han formulerer det.

Denne dag i sensommeren 2025 skal Lars Sandager være på i retssalen i halvanden time. Men det er de første 20 minutter, der er vigtige for ham.

“Et angstanfald kan ikke vare længere end 20 minutter,” lyder mantraet i hans hoved.

Mens han taler i retten, kører et andet spor parallelt i hans hoved. Et slags internt overvågningssystem, hvor hjernen monitorerer lemmerne minutiøst. Ud i armene, ud i fingrene. Ned gennem brystet og helt ned i fødderne for at mærke, at der stadig er fast grund under ham.

Når han mærker, at nerverne falder til ro, og at det ikke udvikler sig, letter trykket. Men frygten for den stille død – den nedlukning, der kan ramme kroppen, hvis et anfald tager fat – den sidder i ham hver eneste gang.

For at forstå, hvorfor Lars Sandager reagerer så voldsomt, skal vi skrue tiden tilbage.

Ind til benet

Året er 2009. Lars Sandager har netop købt sig ud af det advokatfællesskab, han kom fra. Da partneren rækker ham den underskrevne kontrakt, siger han med et skævt grin: “Så må vi se, hvem der har lavet den bedste aftale.”

Det er sagt i spøg, men bemærkningen sætter sig alligevel hos Lars Sandager og giver et puf til hans succesambitioner.

“Det blev nok begyndelsen på et usundt arbejdsliv,” siger han i dag. “Jeg besluttede, at ingen nogensinde skulle ringe forgæves, og at ingen skulle kunne sætte en finger på mit arbejde.”

I takt med at han siger ja til flere og flere sager, begynder det fire meter lange mødebord at forsvinde under papirbunker, mens fuldmægtige og sekretærer må løbe for at følge det tempo, han sætter.

Samtidig vokser familien. Fire børn og en arbejdsbyrde, der reelt svarer til 80 timer om ugen, skal komprimeres ned til 45, for at han kan nå hjem.

Han skærer alle pauser væk, spiser de samme seks rundtenommer med leverpostej hver dag og går i næsten identisk tøj for at spare minutter, beslutninger og mentale afbrydelser. Alt i livet bliver optimeret til at kunne komme hurtigst muligt videre til det næste.

Ikke sige nej

I Lars Sandagers hoved er han blevet en uundværlig brik i det system, han selv har bygget. Han driver sig selv frem som en mand, der er overbevist om, at hastighed er det samme som nødvendighed. Bunkerne på konferencebordet vokser, og med dem et dogme, han ikke længere kan se sig ud af: Ny bunke. Ikke sige nej. Ingen udsættelser.

“Jeg tænkte hele tiden: ’Det her går nok over. Bare lige igennem den her sag, den her uge, den her måned,’” siger han.

Men kroppen er allerede begyndt at reagere, længe før han når op ad trappen til kontoret: Pulsen stikker af, vejrtrækningen vil ikke samarbejde, og en stille ængstelse presser sig på. Han sætter sig på kontorets lille altan og venter på, at det lægger sig.

“Jeg får også svært ved at komme ud af mit kontor. Det var, som om jeg trådte ud i noget, der ikke var mit,” siger han.

Han bliver svimmel, går bredsporet, holder fast i væggene “som en fuld mand” og afleverer sagsmapper hos sekretærerne og skynder sig tilbage igen. Benene begynder ikke at ville lystre, når han skal på gaden og hen til sin bil, så han må løbe for at sætte benene i gang. Og når dagen endelig slutter, er han opløst i sved, og det er, som om der er grus i øjnene.

Alligevel fortsætter han. Arbejder mere. Udvikler coping-strategier.

Hænderne bliver rastløse og søger efter noget at holde fast i. Han prikker sig i øjnene, drejer på brillerne eller finder mobilen frem og kigger på baggrundsbilledet af sine børn, hvis panikangsten er på vej.

“Det var sådan en mærkelig tryghed. Noget, der kunne holde mig fast i mig selv,” husker han i dag. “Det er helt skørt at sige højt. Men sådan blev det. Strategier. Overlevelsesmekanismer.”

Bristet

I sin fartblindhed mister Lars Sandager langsomt sig selv – og fornemmelsen af, hvad der betyder noget.

Da hans kone føder deres datter en tidlig morgen i 2011, sidder han igen på kontoret klokken ni.

“Det var helt skævt, men jeg kunne ikke se det. Jeg troede, jeg var nødt til at være der. Jeg kunne ikke holde tanken ud om, at sagerne stod og ventede på mig.”

Han kobler følelserne fra – og kroppen endnu mere.

“Jeg havde altid sagt til mig selv, at jeg ikke blandede følelser ind i sagerne, men i virkeligheden blandede jeg dem bare ikke ind i mig selv. Jeg lod alt blive oppe i hovedet.”

Det ændrer sig en dag, han står i landsretten.

Han fører en ankesag for en yngre mand, far til to små børn. Manden havde ventet på den erstatning, familien var blevet lovet. I stedet trak sagen ud. Mellem by- og landsret tog manden sit eget liv.

“Jeg havde aldrig oplevet noget lignende,” siger Lars Sandager.

“Der var noget i den sag, der ramte mig lige der, hvor jeg havde forsøgt at være blind. Jeg står og procederer, og pludselig kan jeg mærke, at det stiger op. Det hele. Det kom bare.”

Hjertet banker uhæmmet. Synet flimrer. Ordene flyder væk.

“Det var, som om alt, jeg havde skubbet væk i årevis, væltede ud på én gang. Til sidst hulkede jeg. Altså rigtigt hulkede. Jeg kunne slet ikke styre det.”

Lars Sandager når at være selvstændig i otte år, før han mærker efter og erkender, at det ikke går. Han slipper speederen og kommer i behandling.

En branche på kogepunktet

I advokatbranchen er der begyndt at ske noget. Lars Sandager har bemærket, hvordan flere profiler forsvinder ud af partnerkredsene for i stedet at lede efter en anden måde at leve på. Han kender ikke deres personlige grunde, men han genkender bevægelsen: en begyndende erkendelse af, at regnestykket ikke længere går op.

“Ingen unyttig tid,” siger han og nikker til Dronning Margrethes nytårstale fra 2017.

“Det er en kampzone, fra du træder ind, til du træder ud,” siger han.

Hans oplevelse er, at de små åndehuller – en langsom togtur, pausen før et retsmøde, den stille gang ned ad korridoren – er forsvundet i effektiviseringens navn. I dag føles advokatarbejdet som ét langt stræk uden pauser, og netop den rytme gør det svært at registrere, om noget er ved at skride.

“De dumme af os,” siger han om sig selv, “går planken ud uden at mærke efter.”

Han gjorde det samme: målte sin værdi i bunker af sager og timer; sagde ja, når han burde have sagt nej; gav sig 110% hele tiden. Hver sag kostede et stykke af ham selv, og i længden mistede arbejdet mening. Udmattelsen voksede, og da arbejdets krav oversteg det, han kunne give, tog angsten over.

Han mener, at arbejdsgiverne i advokatbranchen må skifte spor: væk fra timer som branchevaluta og hen mod opgavernes kvalitet, mening og bæredygtighed – både økonomisk og menneskeligt. Ikke som blød ledelse, understreger han, men som den mest fornuftige investering: “Ellers mister man de dygtigste mennesker.”

Det ved han, for han har allerede prøvet det indefra.

Da han indså, at ingen af hans medarbejdere ville træde ind som partnere, blev det tydeligt, at firmaet i praksis var bygget op omkring ham og hans tempo alene.

“Jeg kunne tilbyde mig selv som mentor og vise, hvordan man afslutter sager ordentligt og bruger sin viden,” siger han.

“Men når de kiggede på mig, var det ikke noget, de ønskede at følge. Jeg var ikke et forbillede for dem.”

Netop derfor sætter han sin lid til den yngre generation. De siger fra, længe før de går i stykker. De kræver mening og balance frem for titler og prestige.

“De er ikke forkælede. De tager vare på sig selv. Og det gavner arbejdsgiverne, for så mister de ikke viden og dygtige medarbejdere.”

Men selv når et system er i opbrud, er den sværeste forandring stadig den personlige.

Fra villa til anneks

I dag har Lars Sandager udskiftet kontoret på Klampenborgvej – omgivet af tre sekretærer og fire advokater – med et lille træbeklædt anneks i skovkanten. Her er staben reduceret til Lars og én sekretær, og det er ikke et tab for ham. Det er en lettelse.

Når han låser sig ind, går han gennem den smalle gang, forbi tekøkkenet og ind i et rum, der ved første blik ligner et helt almindeligt kontor: skærm, tastatur og et hæve-sænkebord med en ergonomisk stol. Men det rå betongulv, træpanelerne og den dybe stilhed ændrer stemningen – og i den fjerneste ende åbner et stort vindue sig mod Mølleåen, der snor sig gennem skoven uden hast.

Der dufter stadig af frisk maling, og flyttekasserne står langs væggen som små påmindelser om, at han er i noget ufærdigt – på den gode måde. Det er ikke et færdigt kontor. Det er en ny begyndelse, hvor tempoet for første gang er hans eget.

På jagt efter Lars

I dag arbejder han fire dage a fem timer. Resten af tiden bruger han på fx at lægge brosten og træbeklæde et cykelskur – fysiske pauser, der giver hjernen ro til at finde ud af, hvem han er, når konferencebordets bunker ikke længere definerer ham.

Han går hos psykiater, kognitiv terapeut og parterapeut. Og med det er en anden erkendelse kommet: Arbejde er ikke hans liv, men en mental stimulation og en vis form for økonomi.

“Jeg havde kun succes som mål. I dag prøver jeg at redefinere mine mål,” siger han og nævner sin familie, sine klienter og lysten til at gøre ting ordentligt, men ikke længere på bekostning af sig selv.

Når succeskriterierne rykker sig, rykkes også selve identiteten. Det efterlader et tomrum, men også et rum til at stille de spørgsmål, han aldrig før har turdet nærme sig: Hvem er han, når han ikke længere måles i sager, timer og forventninger?

“Er jeg bare identificeret som en advokat? Nej. Jeg vil sådan set hellere være Lars. Ham skal jeg finde.”