En karriere på flugt

Daria Dotsenko flygtede i krigens første uge med sin to-årige datter til Danmark, hvor de blev installeret i et gæstehus hos en familie på Amager. Hver aften, når datteren var faldet i søvn, hev Daria laptoppen frem og søgte intensivt efter arbejde.

”Manden i familien spurgte mig, hvorfor jeg sad med min computer hver aften. Da jeg forklarede ham, at jeg forsøgte at finde et job, blev han så imponeret, at han skrev om mig i en nabogruppe på Facebook. Det var der en fra Samsøe Samsøe, der læste, og som derefter tog kontakt”, fortæller den i dag 39-årige Daria Dotsenko, der er uddannet inden for økonomi.

Hun kom til Danmark den 4. marts 2022 og allerede i slutningen af måneden skrev hun under på sin ansættelseskontrakt som finance controller hos designvirksomheden Samsøe Samsøe. Med en kandidatgrad i økonomi havde Daria en baggrund, der var brug for på det danske arbejdsmarked, hvilket faktisk var en af grundene til, at hun valgte at flygte hertil, selv om hun aldrig havde været i Danmark.

”Jeg var en af de ukrainere, der ikke troede på, at krigen ville komme, så jeg havde slet ikke forberedt mig,” beretter hun.

Hun flygtede i første omgang fra Kyiv til det vestlige Ukraine, hvor hun tilbragte et par dage, inden hun rejste over grænsen til Moldova. Ved grænseovergangen blev de hilst velkommen af lokale, der bød dem ind på en restaurant.

”Jeg bad om ro til at sidde med min computer et par timer på restauranten,” fortæller den ukrainske kvinde.

De timer blev hendes analytiske evner brugt til at undersøge, hvilket land hun skulle flygte til. Sydeuropa blev hurtigt udelukket pga. høj arbejdsløshed. Andre lande som fx Østrig blev fravalgt pga. sprogbarrieren, da færre taler engelsk der end i Norden.

”Efter et par timer kom jeg frem til, at Skandinavien og især Danmark ville være et godt sted at vælge, fordi der var lav arbejdsløshed og tilmed en stor efterspørgsel inden for mit fag,” konkluderede Daria Dotsenko.

To dage senere var hun og hendes datter installeret i gæstehuset på Amager.

Det stålsatte fokus på hurtigt at finde et arbejde og blive en del af arbejdsmarkedet er en ting, der går igen blandt de ukrainske kvinder, Djøfbladet har talt med.

Brede arbejdsopgaver og flad struktur

En anden, der ankom i 2022, Oksana Honcharuk, fandt sit job som bogholder i den danske afdeling af et stort, internationalt modebrand lidt tilfældigt.

”Da jeg kom til Danmark, var jeg lidt fortabt ligesom alle andre ukrainere. Jeg havde et ønske om at samle de ukrainske økonomer og bogholdere, og fordi jeg synes, at Djøf er en magtfuld organisation i Danmark, bad jeg dem om hjælp til at lave et event,” fortæller 47-årige Oksana Honcharuk.

Eventet blev afholdt som et samarbejde mellem Djøf og Finansforbundet. Ukrainske flygtninge fra finansverdenen blev inviteret til en workshop, hvor de kunne høre mere om det danske arbejdsmarked.

”Min nuværende kollega læste en artikel om eventet og kontaktede mig for at invitere mig til jobsamtale. På det tidspunkt havde de brug for midlertidig hjælp, men i dag er jeg fastansat,” beretter Oksana Honcharuk. 

I Ukraine havde hun en stilling som økonomichef, så flugten fra Ukraine har for hende betydet, at hun har taget nogle trin ned ad karrierestigen. Alligevel synes hun, at jobbet som bogholder i en internationalt kendt virksomhed lærer hende nye ting.

”I mit nuværende job sætter jeg pris på, at vores ansvarsområder og jobopgaver er meget brede. Det er ikke bare titel på titel, der er en flad struktur, og vi rapporterer alle til chefen. Jeg er ansvarlig for den fulde regnskabsproces, og man kan vokse og lære noget nyt i alle stillinger, også som bogholder,” forklarer Oksana Honcharuk.

I modsætning til Oksana fik Daria Dotsenko en højere stilling i Danmark end den, hun besad i Ukraine.

”I Ukraine arbejdede jeg som bogholder, men jeg drømte om at avancere til finance controller, som jeg er blevet her i Danmark. Det var, som om alle brikkerne i puslespillet faldt på plads, da jeg kom hertil,” fortæller hun.

En helt anden form for kommunikation

For de ukrainerne var mødet med den danske arbejdsplads først og fremmest et møde med en anderledes måde at kommunikere på. Derfor sagde Daria Dotsenko i april 2022 ja til at få en mentor gennem Djøf.

”Han hed Christian og havde en baggrund inden for it. Han hjalp mig med at få et solidt kendskab til den danske arbejdsmarkedskultur og hjalp mig med at forstå, hvordan kommunikationen er anderledes mellem de ansatte og cheferne,” fortæller Daria, der skulle vænne sig til det flade hierarki på den danske arbejdsplads.

”Det var meget fremmed for mig i begyndelsen. Så jeg diskuterede en masse praktiske ting med ham, fx hvordan jeg skulle forberede mig på min første MUS-samtale. Jeg fik en masse støtte fra ham,” fortæller hun.

Der er ganske vist også en slags medarbejderudviklingssamtaler i Ukraine, men de foregår på en helt anden måde.

”Der ville man aldrig tale med chefen, men højst en mellemleder. Kommunikationen er meget lettere i Danmark,” erfarede hun.

Netop den lektion er også det vigtigste, som advokat Marina Veligura har taget med sig fra den tid, hun nåede at opholde sig i Danmark.

Ligesom Daria Dotsenko og Oksana Honcharuk var Marina Veligura med i den første store strøm af flygtninge, der kom til Danmark i marts 2022. Og ligesom de andre var også hun meget opsat på at finde et job hurtigst muligt.

”Jeg ledte efter et job i et ekstremt intenst tempo. Jeg havde nogle gange tre jobsamtaler på en dag,” fortæller hun.

I starten boede hun hos et par, der var jurister.

”Da jeg viste dem mit cv, sagde de, at jeg havde meget relevant erfaring. De sagde, at jeg godt kunne prøve at få job som advokat, hvilket egentlig ikke havde været mit mål, fordi jeg var et fremmed sted, men de sagde, det var muligt, så jeg fulgte deres råd,” fortæller Marina Veligura.

Hun blev ansat i afdelingen for juridisk rådgivning hos Novo Nordisk Fonden i en tidsbegrænset stilling, der løbende blev forlænget.

I løbet af de to år og syv måneder, hun arbejdede hos fonden, ændrede hun helt sit syn på faglig kommunikation.

”I Danmark er repræsentation meget vigtigt. I Ukraine viser man sine færdigheder via sine arbejdsresultater, men i Danmark er det vigtigt at vise, hvad man kan, inden man går i gang med arbejdet, og I bruger meget tid på at diskutere arbejdet,” fortæller Marina Veligura, der selv lærte at kommunikere helt anderledes i sit job i de år, hun tilbragte i Danmark.

Da hun endelig blev tilbudt en fastansættelse, valgte hun ikke desto mindre at sige op og flyttede i første omgang tilbage til Ukraine, både af økonomiske grunde og fordi hun havde svært ved at finde en bolig.

Da Marina Veligura vendte tilbage til Ukraine i 2024, blev hun ansat i et advokatfirma i en stilling, der matchede det chefniveau, hun havde haft før krigen. Hun havde 15 års erfaring som corporate lawyer og et arbejdsliv, hvor hun havde møderet for Højesteret. Selv om Marina Veligura igen fik et job, der matchede hendes ambitioner og erfaringer, var det svært at bo i et krigshærget land.

”Vi manglede hele tiden elektricitet, og når jeg så ud ad mit vindue, kunne jeg se luftværnsraketterne stå og fyre løs,” fortalte hun.

Efter fem måneders intermezzo i Kyiv aftalte hun med sit firma, at hun kunne arbejde remote fra et andet europæisk land. Marina Veligura bor nu i Barcelona, hvor leveomkostninger til mad og restaurantbesøg er væsentligt billigere end både i København og Kyiv.

At rejse eller blive

De tre ukrainere tænker hele tiden på det samme spørgsmål: Hvornår mon krigen slutter? Men selv hvis krigen pludselig var ovre, ville Oksana Honcharuk ikke tage hjem til Kyiv med det samme.

”Når man bygger et nyt liv op, involverer man sig, man planlægger fremad, og så kan man ikke bare tage af sted fra den ene dag til den anden. Hvis krigen stoppede i morgen, ville jeg nok blive i Danmark i to-tre år, inden jeg flyttede hjem igen,” forklarer hun.

Daria Dotsenkos datter er i dag seks år, går i en almindelig dansk skole og taler dansk, hvilket bare er en af mange årsager til, at Daria vil blive i Danmark, uanset hvad der sker.

”Her i Danmark har jeg fået et job i den branche, jeg altid har drømt om, fordi jeg arbejder som finance controller og tilmed i modebranchen. Mode har altid været en af mine store interesser,” fortæller hun.

Da Marina Veligura valgte at flytte til Barcelona efter sin tid i Kyiv og København, troede hun, at det også var billigt på boligmarkedet i den catalanske hovedstad, men det viste sig ikke at være tilfældet.

”Jeg kalder det liv, jeg lever nu, et sigøjnerliv. Jeg ved ikke, om jeg bliver boende, men jeg har lært lektien, så nu har jeg en stoisk tilgang til livet, hvor jeg prøver at se noget positivt i alle situationer.”