Knækket

Står man på villavejen og kigger ind over hækken til parcelhuset, ser man en tømrerlærling iklædt arbejdsbukser og sweatshirt stå på et stillads med hovedet under en tagrende.

Det er en efterårsformiddag i et stille boligkvarter i Aalborg, hvor 25-årige Steffan Munkholm Asp Møller er ude for at løse en rutineopgave.

Mens Steffan skruer i et stykke træ, møder hans næse pludselig en lugt så intens, at han ikke er i tvivl. Motoren i skruemaskinen er brændt af.

Han klatrer roligt ned fra metalstilladset og træder ned på en støbt terrasse, der er hævet over græsset.

Han vender kroppen 90⁰ for at gå mod bilen, idet han hører en lyd.

Steffans krop kolliderer med betonterrassen.

En mærkværdig følelse i hans højre knæ giver ham instinktivt lyst til at strække benet.

Idet han retter benet ud, lyder et knæk, som hvis man brækker en kæp.

Han føler, at han er skvattet på skøjter og har hamret sin knæskal mod et massivt lag is, så muskler, nerver og knogler lammes.

Alt omkring Steffan forstummer, mens han ligger på jorden og kigger op mod himlen. Han kan hverken tænke eller røre sig.

Steffan Munkholm Asp Møller er født og opvokset i Aalborg. Han er fra en familie, hvor gummifuge fyldte mere end i de fleste andre hjem. Hans mor solgte fugemasse, hans far monterede fugemasse.

På nordjysk vis lærte de Steffan, at livet var hårdt arbejde. En universitetsuddannelse var slet ikke i spil.

Som barn fik Steffan tit at vide, han havde ’krudt i røven’. Hverken koncentrationen eller præstationerne var til et 12-tal.

Steffan husker en skole-hjem-samtale i 6. klasse, hvor læreren fortalte hans forældre, at de skulle være glade, hvis han overhovedet kunne blive skraldemand. En påstand, der forargede Steffans far i sådan en grad, at han ringede til skoleinspektøren og kommunen.

Men selv om far stod klar med skjold og høtyv, smeltede udtalelsen fra klasselæreren sig ind i den 12-årige drengs selvopfattelse.

Efter folkeskolen sagde Steffans mor, at der ikke var noget, der hed sabbatår.

Grafisk design-uddannelsen sagde ham faktisk ikke så meget, men når man først er startet på noget, gennemfører man det også. Om det så tager fire år.

Den dag, Steffan blev udlært, lagde han faget bag sig og startede i stedet på tømreruddannelsen. Her følte han sig tilpas.

Selv om de rå vintermåneder var tunge, kunne sommerhalvåret opveje for mørket. Han elskede, hvordan solen kunne skinne på en byggeplads, mens musikken spillede, og han ved frokosttid kunne sætte sig op i toppen af stilladset, smide benene udover og suge udsigten af byens osende sommerliv til sig.

Steffan ligger stadig på den efterårskolde terrasse og kigger op i luften.

Der er kun 15 centimeter mellem hans krop og jorden, men at skulle tage det ene skridt, det kræver at komme ned fra terrassen, er som at stige ned fra et bjerg. Han har svært ved at tænke på andet, end hvor brølende ondt han har.

Men han overvinder sig selv og ruller roligt kroppen ud over platformen, sætter hænderne i græsset og kravler som et barn. Herfra kæmper han sig gennem baghaven og ud til sin bil foran villaen.

Han får åbnet bildøren og bestiger bilens sæde. Godt nok er han ikke i stand til at bevæge sit højre ben, men han kan stadig vippe med foden.

I et venteværelse i et pænt lægehus med nydelige møbler og udsigt til vandet går døren pludselig op.

Langs gulvet bruger Steffan armene til at skubbe sig baglæns ind ad døren, som om han skulle demonstrere, hvordan man bakker en usynlig kørestol.

Han har kravlet og hinket hen over parkeringspladsen foran lægehuset og med bagdelen kuret sig ind i elevatoren op til receptionen.

Da Stefan kommer hinkende ind til lægen med sekretærerne som krykker, møder han et alvorligt blik.

Lægen får placeret Steffan på briksen og beder ham om at smide benene op. Det venstre lander tungt på briksen, men det højre følger ikke med.

”Hvordan er du kommet herind?!” udbryder lægen.

Det, der engang var et knæ, har vokset sig til en dobbelt så stor rød kugle, så selv ikke et par rummelige håndværkerbukser kan kapere det.

Steffan ligger på sin sofa og ser tv i sin stue. Uden for vinduet har vintermørket gjort sit indtog. Under hans grå joggingshorts strækker en stor robot-lignende skinne sig fra hans læg til hans hofte.

I over et år har han ligget på sofaen nærmest uden at være kommet ud.

Scanningerne viste, at knæskallen var brækket midt over, og ledbåndene var smadret. Lægerne var nødt til at flække hans skinneben for igen at sætte knæet sammen med skruer. Skruerne er nogle gange røget ud, så han har kunnet mærke dem som små hårde bump bag huden.

Han ser kun andre mennesker, når hans mor dagligt kommer forbi med aftensmad og indkøb, eller hans kammerater til tider kommer og holder ham med selskab.

Han husker ikke meget fra møderne med lægerne, for han gik i sort, da en læge fortalte ham, at han nok ikke kom tilbage på arbejde igen. Nu ligger han hver dag og grubler over, om han snart skal kalde sig førtidspensionist.

De eneste andre gange, Steffan forlader lejligheden, er, når han skal mødes med en speciallæge.

Dem møder han en del af. Kort efter ulykken tog han fat i sit forsikringsselskab, der har sendt ham videre til speciallægerne efter hver af de fem knæoperationer, han har været igennem.

Til slut har forsikringsselskabet slået fast, at Steffan skal have en mengrad på 10 for at få erstatning.

En dag lander et brev i Steffans postkasse.

Forsikringsselskabet vurderer, at han har en mengrad på 4,5 på grund af en gammel fodboldsskade. Derudover finder selskabet en anden mengrad på 4,5, som de mener skyldes arbejdsskaden.

Steffan har dermed en mengrad på 9. Ikke 10. Så han har ikke krav på erstatning,

”Jeg tænker bål og brand. Der bliver jeg som gammel Aalborg-dreng hidsig som ind i helvede.”

I flere uger tager Steffan kontakt til forsikringsselskabet. Han vil forstå, hvordan de har fundet frem til det etcifrede tal.

Forsikringsselskabet kvitterer med mails, der henviser til en række forskellige juridiske paragraffer. Indholdet fremstår ikke som dansk for Steffan.

”Går du direkte fra folkeskole til en tømreruddannelse, står du med hatten i hånden. Jeg beder nærmest på mine grædende knæ om, at de skal forklare mig, hvad det her betyder.”

Men der er intet at gøre.

Livet som håndværker er slut, og tilbage ligger han med et ødelagt knæ og et brev, der er lige så forståeligt som hieroglyffer.

Steffan begynder på HF i 2015.

Kampen med forsikringsselskabet har tændt en ild i ham. En ild, der handler om at slå fra sig. Derfor er der kun et mål: at blive advokat.

På HF opdager han, at hans modenhed har gjort ham i stand til at lære, og at han faktisk finder fagene interessante. Da han får sit første 12-tal, spørger han sin lærer, om det er en fejl. Men den følelse skal han vænne sig til.

Til sidste eksamen i mundtlig dansk er han så nervøs, at han er tæt på at kaste op. Han skal minimum have et 10-tal, for det giver ham en kvote 1-adgangsbillet til drømmestudiet, jura.

Da eksamensvoteringen er slut, har han travlt med at komme ud på gangen, hvor vennerne venter på ham. Han husker ikke andet end tallet, der blev sagt.

Vennerne spørger, om han er klar til at tage ud og fejre, men Steffan har travlt med at pakke sin taske sammen. Han har ikke tid i dag, for han skal direkte hjem og søge ind på jura.

Da han forlader gymnasiet den dag, er det første gang, han ikke mærker smerterne fra benet.

Efter sommerferien begynder Steffan at læse jura på Aalborg Universitet.

Når han kommer hjem fra forelæsninger, læser han. Ikke bare én gang, men igen og igen og igen, indtil han går i seng.

Ordene virker stadig som et andet sprog.

Han misunder til tider de medstuderende med akademiske baggrunde, hvoraf mange endda er børn af jurister. De har gået i gymnasiet, haft erhvervsøkonomi og nogle endda også erhvervsjura.

”Det eneste, jeg kendte til jura, var min forsikringssag,” fortæller Steffan.

Når han står op om morgenen, tager han igen til forelæsning. For det må jo lykkes at forstå lærebøgerne på et tidspunkt.

”Jeg skippede aldrig en forelæsning. Jeg tog derud og håbede på, at det blev forklaret på en anden måde. Tegn og fortæl, måske. Bare brikkerne snart faldt på plads.”

Men når Steffan møder ind på de bagerste rækker om morgenen, begynder tvivlen at fylde mere end advokatdrømmen.

Flere gange er han kommet til at tænke, at professorerne nærmest virker for kloge til deres job. De går rundt som udødelige, mens han som levende død må sidde på rækkerne og kæmpe med studielivet.

Et studieliv, der i løbet af første semester har fået adskillige af Steffans medstuderende til at forsvinde permanent fra auditoriet.

Og Steffan begynder at lege med tanken om at blive den næste.

En tidlig sommermorgen møder Steffan ind på Aalborg Universitet med hjertebanken. Han skal til eksamen i formueret.

Siden andet semester har han kæmpet med studiet, og han er stadig usikker på, om hans lærer fra folkeskolen havde ret. Måske er han slet ikke egnet til jurastudiets kilometerlange pensum.

I dagene op til eksamen har han som en svamp – igen og igen – forsøgt at suge ordene fra lærebøgerne til sig.

Efter to timers ventetid kalder professoren ham endelig ind. På et bord ligger et ø-landskab af papirer. Han trækker ét, og inden han når at tænke over emnet, beder underviseren ham sætte sig.

Slagene i Steffans bryst tager i et øjeblik til. Han kigger op fra papiret og ser på censoren, der endnu ikke har vist skyggen af mimik.

Så vælter ordene ud.

Steffan taler så hurtigt, at han selv bliver overrasket. Han ser op på professorens hoved, der instinktivt nikker på samme måde, som når folk hører et nyt stykke musik.

Professoren stopper Steffan.

”Du er ikke på speeddating,” smiler hun.

Langsomt forvandles oplægget til en samtale på tværs af bordet, og Steffan bemærker, at han elegant slalomer sig igennem emnerne.

Da Steffan forlader universitetet den dag, kan han mærke en ro falde på. Det føles, som om alting klarer op. Endelig har alt det hårde arbejde vist sin ærlige betaling.

Steffan får sit første job i branchen som stud.jur. hos Dalsgaard Advokatfirma i 2021. Han er 32 år og i gang med kandidaten.

I mellemtiden har Covid-19 holdt danskerne inden døre, Steffan har fået en kæreste og senere en datter, der blev født under isolationen.

Steffans datter havde kolik. Så han vågnede klokken halv fem hver morgen og bryggede sig selv to kander kaffe.

Om morgenen skulle han til onlineforelæsninger, om dagen var han familiefar, og om natten læste han.

Selv om øjenlågene føltes som sløve markiser, var han glad. Hvis ikke lykkelig. Han elskede sit liv som far og kæreste, men havde også forelsket sig i sit fag.

Til jobsamtalen hos Dalsgaard Advokatfirma spurgte chefen flere gange ind til Steffans lidt atypiske alder af en stud.jur. at være. Men hans modenhed skulle vise sig at være til Steffans fordel, når han snakkede med klienter, der virkede til at finde tryghed i at tale med en voksen.

Steffan finder hurtigt ud af, at han endelig er landet i den rigtige branche. Men han opdager også, at virkeligheden ikke afspejler de bøger, han i timevis har haft liggende under læselampen.

”Det var også voldsomt angstprovokerende. Man finder ud af, at skolebøgerne ikke altid har den korrekte løsning, så det blev en åbenbaring, da jeg skulle arbejde med mennesker,” siger han.

Steffan mærker også kontrasten til sit tidligere arbejdsliv komme snigende, både når det gælder hans garderobe og hans adfærd.

”Det er anderledes at sidde i en skurvogn. Håndværkerne tog altid deres eneste pæne skjorte på, når de skulle til bankmøde. Den følelse havde jeg hver dag. Jeg skulle ind til de høje herrer og vise, at jeg ikke bare daser ud i stolen og kommer med kække bemærkninger.”

Steffan får hurtigt flere sager, og han begynder at føle, at han får et stærkere bånd til virksomheden og medarbejderne.

Derfor banker han i november 2022 på chefens dør, da alle andre er gået hjem.

Steffan spørger, om de kunne tænke sig at få ham som fuldmægtig.

I dag er Steffan Munkholm Asp Møller advokat hos Dalsgaard Advokatfirma, hvor han beskæftiger sig med civile retssager.

i 2022 kom Steffans anden datter til verden. Den første del af livet måtte hun bruge på hospitalet grundet kighoste.

”Jeg er nok lidt af den gamle skole, og medmindre jeg ligger med 45 i feber og begge ben brækket, møder jeg alligevel,” fortæller Steffan, der i perioden kørte mellem arbejdspladsen og hospitalet i døgndrift.

Men kollegerne fortalte Steffan, at hans livsstil som familiefar og advokat med for lidt søvn og en indlagt datter kunne medføre, at han brændte ud. En peptalk, han aldrig havde fået som håndværker.

”Jeg tror, jeg er blevet bedre til at passe på mig selv i den her branche,” fortæller han.

Forsikringssagen er ikke glemt. For sagen, der tændte ilden i ham, har han holdt åben i 11 år. Forskellen er bare, at han nu kommer med en juridisk værktøjskasse og en ny titel.

Han tager ikke sagen op, fordi han mangler penge. Eller ikke er lykkelig med sin familie. Han stortrives faktisk i sit arbejde – held i uheld, om man vil.

Steffan gør det, fordi han skylder håndværkeren på sofaen en retfærdig kamp.

”Jeg vil have en sejr. Måske får jeg 5.000 kroner i erstatning. Eller 10. Men det er lige meget. For mig ligger sejren i, at de ikke får lov at lave det her stunt på mig.”

Artiklen bygger på interview med Steffan Munkholm Asp Møller. Djøfbladet har desuden haft adgang til den oprindelige forsikringssag.