Vred advokat

Jakob tømte kontoret midt om natten og sagsøgte sin arbejdsgiver

17.12.2025

af

Foto af Jakob Bjerre

PR-foto: Stefan Wessel/Elmer Advokater

Jakob Bjerre var så sur på sin arbejdsplads, at han kun kunne gøre én ting. Nu har landsretten givet ham ret i, at det var den rigtige beslutning.

Det er lidt over midnat i februar 2022. Jakob Bjerre har parkeret sin bil tæt på en trappeopgang ved Sankt Annæ Plads, som ligger lige mellem Nyhavn og Amalienborg. Her har advokatfirmaet Koch/Christensen kontorer i en ældre lysegrå ejendom.

Jakob Bjerre har lagt bagsædet i den lille gråmetallic Seat Ibiza ned og taget flyttekasser og tasker med fra hjemmet i Kongens Lyngby. Han sveder på vej op og ned ad de snævre trapper, mens han bærer sager i sorte omslag, bøger og private kontorting ned i bilen. Der skal en del ture til, før han er færdig.

Det er hans egne sager med hans egne klienter, som han er ved at fjerne fra kontoret på anden sal. Han vil nemlig ophæve sit ansættelsesforhold. Det er nærmest det omvendte af en traditionel bortvisning – her er det i stedet Jakob Bjerre, der omgående bortviser sin arbejdsgiver.

Han tømmer kontoret for sine egne klienters sager, så han kan videreføre dem efter at have forladt firmaet.

Inden han går ned for sidste gang, lægger han nøglerne til kontoret og firmakreditkortet på sit skrivebord.

"Jeg var først og fremmest vred, fordi de bevidst havde forsøgt at snyde mig."

Jakob Bjerre, advokat

200.000 kroner for lidt

”Jeg var først og fremmest vred, fordi de bevidst havde forsøgt at snyde mig,” siger Jakob Bjerre, da Djøfbladet fanger ham over telefonen i november i år.

Forklaringen på hans vrede finder vi nogle uger inden den nat, hvor han tømmer kontoret.

Her taler Jakob Bjerre helt tilfældigt med firmaets bogholder i advokatfirmaets lille frokoststue i kælderen under Sankt Annæ Plads.

Bogholderen fortæller, at Jakob vil få en flot årsbonus på omtrent 430.000 kroner.

Det tænker Jakob lidt over.

”Jeg siger så: ’Jeg er ked af at sige det. Du har ret i, at det en flot bonus, men jeg tror, det er over 200.000 kroner for lidt.’”

I løbet af de næste par uger forsøger Jakob at få rettet beløbet. Han er stensikker på, at der er tale om en fejl fra kontorets side. Særligt da bonusberegning står klart beskrevet i aftalegrundlaget for ansættelsen.

Året forinden beregnede firmaet da også bonussen, som Jakob Bjerre forstår, den skal udregnes. Men i 2022 bliver der brugt en for lav procentsats på bonusen for hans egne sager – altså dem, han selv bringer ind i firmaet.

Satsen var nemlig i løbet af 2021 blevet ændret fra 10% til 20%. Den ændring vil Koch/Christensen dog ikke stå ved, da selskabet pludselig fortolker aftalen anderledes.

Netop bonussen er særligt vigtig for Jakob Bjerre, da grundlønnen inklusive pensionsbidrag er aftalt til 60.000 kroner om måneden. Det er lavt for en advokat med hans anciennitet, forklarer han.

Da hans arbejdsgiver – til hans store overraskelse – ikke er enige i hans syn på beregningen, ser han kun én udvej.

Han mener, at firmaet væsentligt har misligholdt ansættelseskontrakten, hvorfor han straks må ophæve sin ansættelse. Sådan er juraen, selv om det selvfølgelig er problematisk at miste job og fast indtægt fra den ene dag til den anden.

Fik 746.000 kroner

Djøf går ind i sagen, og få dage efter Jakob Bjerre har tømt kontoret, ophæver de i fællesskab ansættelsen og stævner Koch/Christensen for den manglende bonus samt fire måneders løn og feriepenge, som svarer til hans arbejdsgivers opsigelsesvarsel.

Nu har han og Djøf vundet sagen to gange. Først i byretten og for nylig også i landsretten.

Koch/Christensen har betalt ham de cirka 746.000 kroner, som beløbet endte på med renter. Firmaet skulle også betale cirka 200.000 i sagsomkostninger til Djøf.

”Og så slap de ovenikøbet billigt, da de ikke selv havde advokatudgifter,” siger Jakob Bjerre.

En af firmaets egne advokater førte nemlig sagen. Han er specialist i ansættelsesret. Det er Jakob Bjerre også, men han valgte alligevel at lade Djøf repræsentere ham.

”Når du er personligt involveret i en sag, svinder evnen til at se klart. Du bliver emotionel og risikerer at træffe forkerte beslutninger og fremstå på en dum måde nede i retten,” siger han.

Senioradvokat i Djøf Flemming Orth førte sagen. Han forklarer, at Djøf ”ikke helt sjældent” har sager, hvor arbejdstagere ophæver deres egen ansættelse. Oftest pga. manglende løn.

Ophævelse kan netop kun kan ske inden for lovens rammer, hvis din arbejdsgiver væsentligt misligholder ansættelsesforholdet ved fx ikke at udbetale løn.

”Hvis du mener, at aftalemodparten har misligholdt aftalen, skal du reagere med det samme. Du kan ikke komme en måned senere og sige, at du ophæver. Det er en basal retsgrundsætning,” siger Flemming Orth.

Det kræver dog, at du er sikker i sin sag, da arbejdsgiveren ellers kan sagsøge dig for at ophæve uden lovlig grund.

ANNONCE

Nyt hus

Flemming Orth forklarer, at Jakob Bjerre i princippet også kunne være blevet i jobbet og så bare have sagsøgt advokatfirmaet for den manglende bonus.

”Men det ville så indebære, at han skulle føre retssag mod sin egen arbejdsgiver, mens han stadig var ansat. Det var jo ikke realistisk.”

Jakob Bjerre understreger, at han på intet tidspunkt har været i pengenød, og at ingen skal have ondt af ham. Sagen var for ham af principiel karakter. Han ville selvfølgelig heller ikke finde sig i at få væsentligt mindre udbetalt end det, de havde aftalt – og som han ”utvivlsomt havde optjent ret til”.

Lige siden han og Djøf ophævede ansættelsesforholdet, har han arbejdet som selvstændig advokat. Nu i kontorfællesskab med Elmer Advokater.

Og hvad skal han så bruge pengene til?

For det første skal han selvfølgelig betale skat. Og så har Jakob Bjerre og hustruen købt en gammel ejendom i Lyngby. Deres nuværende bolig er nemlig ved at være for lille til en familie med to teenagebørn.

”Vi river huset ned og bygger et nyt. Så du kan nok selv forestille dig, hvor mange penge der er brug for.”

Djøfbladet har bedt advokat Henrik Karl Nielsen om en kommentar. Han førte sagen for Koch/Christensen, hvor han også var partner.

”Vi har ingen kommentarer til sagen, da det er en personalesag,” skriver han i en mail.

Kommentarer