Hvis vores arbejde skal blive bedre, skal det gå langsommere

Hvis din arbejdskalender er spækket med mødeindkaldelser, og din liste over opgaver hele tiden bugner, er du ikke alene. Tværtimod.

”Vi har accelereret tempoet i vores arbejdsliv, og folk overlæsser kalenderen med to-dos, møder og travlhed, som ligner produktivitet, men ikke nødvendigvis er det,” siger Hakon Mosbech.

For er man vidensarbejder, bliver man ikke nødvendigvis bedre af at arbejde meget. Man bliver ofte bedre af at arbejde mindre. Derfor burde de flestes arbejdsdage rumme 10% pauser og foregå i et lavere tempo.

Det skriver Hakon Mosbech om i sin nye bog, ’Vågne timer’, der undersøger, hvordan vi kan arbejde bedre.

”Hvis vi bare fortsætter som nu, fortsætter stresskurverne også med at stige. Vi må være nytænkende og kigge på forskningen for at skabe nye veje,” mener han.

En polariseret debat

Hakon Mosbech var i 2012 med til at stifte Zetland fra en kælder i København. Sammen med tre kolleger byggede han som del af ledelsen det populære internetmedie op fra bunden, mens han var fast skribent og dækkede emner som fx arbejdsmarked, økonomi og arbejdsliv.

Zetland fik med årene mere succes, men en nat i 2023 viste Hakon Mosbechs arbejdsmetoder at have en pris.

”Efter en ekstra travl periode, hvor jeg havde været stresset, vågnede jeg op en nat med kæmpe smerter i ryggen og måtte hentes af en ambulance og køres på hospitalet. De troede, det var rigtig alvorligt,” fortæller Hakon Mosbech.

Selv om det ikke var en diskusprolaps eller nyresten, som lægerne troede, viste det sig stadig at være slemt.

Hakon Mosbech opdagede, at han havde arbejdet på usunde måder. Det blev samtidig første skridt på vejen mod den nye bog, hvor han bruger sine erfaringer som leder, journalist, iværksætter og stressramt.

”Ofte bliver arbejdslivsdebatten stillet op i to fronter, hvor det enten er ‘knib ballerne sammen’ og ‘bevar status quo,’ eller ‘et lykkeligt liv kræver, at man i høj grad trækker sig fra arbejdsmarkedet,’” siger Hakon Mosbech.

Det kan få folk til at omlægge deres liv fuldstændigt ved fx at gå meget ned i tid eller flytte væk for at undslippe stress. Men så drastiske forandringer behøver ikke være løsningen, påpeger han. Målet med bogen har derfor været at samle ”alt det bedste, vi ved om, hvordan man skaber et godt arbejdsliv.”

Væk fra samlebåndet og ind i hovedet

Et af kapitlerne i 'Vågne timer' handler om tempo.

Her beskrives det, hvordan arbejdsgivere og samfund ofte misforstår, at godt vidensarbejde kræver fordybelse, pauser og ikke at være på arbejde hele tiden, hvilket digitaliseringen ellers giver rig mulighed for.

Tager man de historiske briller på og ser på fortidens vidensarbejdere som fx videnskabsfolk, filosoffer og kunstnere, ser man et andet arbejdsmønster, hvor de skabte både store gennembrud og stor værdi, pointerer Hakon Mosbech og kalder metoden for langstrakt produktivitet.

”Galilei holdt en masse fri og spillede på sin lut; Darwin arbejdede få timer og tog middagsluren; Marie Curie tog en lang ferie, selv om hun vidste, hun var på randen til et kæmpestort videnskabeligt gennembrud. Ser man på deres produktivitet over lang tid, var de mere produktive end nutidens vidensarbejdere.”

Problemet er, at mange i dag bruger hjernen som den vigtigste ressource, men strukturerne på arbejdspladserne er nedarvet fra landbrugs- og industrialiseringssamfundet og passer ikke til vidensarbejde.

Da vi pludselig ikke kunne måle vores effektivitet på, hvor mange kartofler vi høstede, eller hvor mange produkter vi samlede ved båndet, måtte vidensarbejderen finde på nye mål for at føle sig nødvendig.

Effektiviteten af akademisk arbejde er nemlig ofte svært at måle og analysere, fordi processerne er abstrakte og foregår inde i hovedet på folk. Derfor begyndte vidensarbejderne at planlægge flere opgaver, som fx møder, så de kunne vise, at de udrettede noget.

Langsom succes

Nogle vil måske hævde, at det er naivt at sammenligne epokegørende genier med nutidens vidensarbejdere, der har hæve-sænke-borde og fri adgang til kunstig intelligens. Men bogen rummer også nylige eksempler på, hvordan et lavere tempo kan skabe bedre langsigtede resultater.

Bl.a. beskriver Hakon Mosbech, hvordan kemiingeniøren Lotte Bjerre Knudsen, der arbejdede hos Novo Nordisk, for over 30 år siden begyndte at eksperimentere med et interessant tarmhormon.

Men ledelsen blev utålmodig, da der ikke kom resultater, så projektet blev nedlagt.

Det tog et stykke tid, men den daværende forskningsdirektør lykkedes heldigvis med at overbevise topledelsen om at genoptage Lotte Bjerre Knudsens projekt.

I dag er Danmark, Novo Nordisk og verdens diabetikere nok meget glade for, at udviklingen af Wegovy og Ozempic fik lidt mere snor end sædvanligt.

”Cal Newport, en amerikansk arbejdslivsekspert, kalder det slow productivity. Novos måde at udvikle Ozempic og Wegovy er noget af det mest produktive, der er lavet i Danmark i årtier. Det tog virkelig lang tid og krævede mange omveje, men var man gået efter kortsigtede interesser, var det aldrig sket,” siger Hakon Mosbech.

I bogen henviser han også til forskning, der belyser, at et langsommere og varieret tempo stresser folk mindre. Dermed arbejder de bedre, hvilket også gør, at kvaliteten af arbejdet øges.

”Du lever ikke det her accelererende liv, hvor du halser efter næste mål og aldrig føler, at du helt slår til. Det pres gør ofte, at vi ikke løser opgaverne ordentligt.”

Pausens lov

For nogle kan det lave tempo på jobbet virke kontraintuitivt. Men at sænke farten er faktisk en metode til at udnytte hovedets fulde potentiale.

I ’Vågne timer’ kalder Hakon Mosbech det for pausens lov. Med det mener han, at pauser bør udgøre 10% af vores arbejdsdag – endda uden at tælle frokostpausen med.

”10% pauser ser ud til virkelig at kunne hjælpe mange virksomheder og vidensarbejdere,” siger Hakon Mosbech og henviser til forskning på området.

Det kan lyde som utopi, at man kan gå på arbejde og blive betalt for at holde flere pauser. Men igen er det de langsigtede briller, man skal tage på for at se gevinsten i horisonten.

”Kortsigtet giver det mening at droppe pauserne. Langsigtet er det en farlig strategi. Mange forlader jobs i fx styrelser eller ministerier relativt hurtigt, og så skal der læres nye mennesker op. Det koster også penge og tid, og man mister kompetencer,” siger Hakon Mosbech.

I bogen bliver man præsenteret for en række studier, der bakker teorien om flere pusterum op. Bl.a. med argumenter for, at mangel på pauser afføder fejl. Fx kan det være en årsag til, at dommere dømmer skævt.

Derudover fremhæver bogen et studie, hvor forsøgspersoner skulle have flere møder i træk, hvilket havde store konsekvenser for deres stressniveau og hjernefunktion.

For mange kan det virke angstprovokerende at tage pauser, når der er ild i kontoret. Og det er netop problemet, understreger Hakon Mosbech.

”Der er en pauseskam, især blandt vidensarbejdere, som vi er nødt til at gøre op med. Mange føler sig dovne eller uambitiøse, fordi de holder pauser, selv om det ville skabe højere værdi, at de gjorde det.”

Ifølge Hakon Mosbech skyldes pauseskammen også gamle traditioner fra industrialiseringen, hvor effektiviteten kunne måles på fysiske produkter, og bare tanken om pauser var fuldstændig udelukket fra arbejdsgiverens side. Igen måtte vidensarbejderen opfinde måder at udfylde tomrum i forsøget på at bevise sit værd. Fx ved at skrive mails eller gå til møder.

”Vi byggede en usynlig fabrik til os selv,” som Hakon Mosbech skriver det i sin bog.

Ting må godt tage tid

Det er svært at forstå, hvorfor vi ikke bare implementerer flere pauser, lavere tempo og måske endda kortere arbejdstid, hvis det er guldkornet, alle arbejdspladser mangler for at skabe det næste videnskabelige gennembrud eller et milliardprodukt som Wegovy.

Så hvad står i vejen?

Ifølge Hakon Mosbech har gamle traditioner slået rødder i arbejdslivet, som er svært at løsrive sig fra, såsom otte-til-fire og fokus på de hurtige afkast.

”Der er også større strukturelle forhindringer, fx at vi står i en opmærksomhedskamp med beskedsystemer som Slack, møder, e-mails og konstante afbrydelser. Det tror jeg er vigtigt, at vi tager et opgør med,” siger Hakon Mosbech.

Sidder man som chef eller medarbejder og tænker, at de her idéer virker lidt urealistiske lige nu, kan man alligevel starte med enkelte, der bidrager til et bedre arbejdsliv.

”Vis, at pauser er okay, og gør også op med kortsigtede idealer. Ting må godt tage længere tid, værdien vokser sig typisk overraskende stor, hvis man ser over en længere periode. Både for mennesker og for arbejdspladsen,” siger Hakon Mosbech.