Emil vågnede til billeder af studerende, der tissede på Harvard-statuen. Og så kom frygten

Valgnatten stod stadig klar i hans bevidsthed…

Omkring kl. halv to om natten tog Emil Sondaj Hansen og hans kæreste hjem fra valgfest hos nogle venner.

I et hus over for hans lejlighed holdt en gruppe jurastuderende også valgfest, men her var stemningen en ganske anden end ved den valgfest, han lige havde forladt.

”Trump takes back control!” råbte de jurastuderende ud i natten.

Emil Sondaj Hansen havde modtaget Kronprins Frederiks Legat til et års studier ved Harvard Kennedy School og var ankommet godt et halvt år før.

Nyhedsbrevet Forskeren har talt med den tidligere Harvard-studerende, fordi han stod midt i orkanens øje, da Trump angreb universiteterne i USA. Og så står han bag bogen ’Angreb på Harvard’, der netop er udkommet, hvor han fortæller om sine oplevelser på det berømte universitet.

Morgenen efter præsidentvalget vågnede Emil Sondaj Hansen til billeder, der var blevet delt i gruppechats, hvor unge mænd iført MAGA-kasketter stod og tissede op ad statuen af John Harvard, universitetets grundlægger.

Og nu, tre-fire måneder efter Trumps tiltrædelse, stod han så på Harvard Law School og skulle fremlægge en juridisk analyse i faget Environmental Justice og kunne ikke helt få billederne ud af hovedet.

Analysen handlede om en efterladt militærbase i Grønland, som amerikanerne byggede for at kunne affyre atomvåben under isen. Men isen smelter, og der kommer radioaktivt affald op. Hvem der har ansvaret, er et komplekst juridisk spørgsmål, forklarer Emil Sondaj Hansen.

Grønland var tilmed blevet brandvarm amerikansk udenrigspolitik – vicepræsident J.D. Vance havde lige besøgt Grønland uanmeldt – og Emil frygtede at blive udvist, hvis myndighederne mente, at hans opgave havde ”negative udenrigspolitiske konsekvenser”.

Trump-administrationen havde desuden foreslået en whistleblower-ordning på Harvard, hvor studerende kunne indberette hinanden for "uamerikansk opførsel".

"Jeg skulle fremlægge foran studerende, jeg ikke kendte så godt. Jeg vidste ikke, hvem der var republikanere. Så jeg gennemgik rapporten ret nøje for, om der var noget politisk i det. Kan det ses som et partsindlæg? Kan det have ’negative udenrigspolitiske konsekvenser’?"

En celle i Louisiana

Da Emil Sondaj Hansen forlod Amalienborg med sit legat i hånden måneder forinden, havde han nogle lidt andre forventninger til opholdet i USA på et af verdens mest velrenommerede universiteter.

”Alle har jo en idé om, hvad Harvard er. Man har set ’Legally Blonde’ med Reese Witherspoon og ’Good Will Hunting’ med Matt Damon, og man ser de store forelæsningssale for sig, den sokratiske metode, fri diskussion, hvor man bliver presset på sine holdninger og siger, hvad man mener.”

De første små seks måneder gik det efter planen. Gode diskussioner, stærke internationale venskaber og et højt fagligt miljø.

”Det, jeg synes var allermest fantastisk, var, at man havde statsoverhoveder og tidligere ministre, som enten havde brug for en pause, efter de havde tabt et valg, eller var ved at skrive en bog, der sad og holdt study groups.”

Men så kom altså valgnatten, der fik utrygheden til at sprede sig. Og da Trump var tiltrådt, begyndte det at gå stærkt.

"Det, der virkelig ændrede stemningen, var videoen af Rümeysa Öztürk,” fortæller Emil Sondaj Hansen.

Rümeysa Öztürk var en 30-årig ph.d.-studerende fra Tyrkiet, der blev samlet op af maskerede ICE-agenter 20 minutter fra Emils lejlighed, fordi hun havde skrevet en kronik om konflikten i Mellemøsten – i et studenterblad.

”Jeg tvivler på, at særlig mange danskere mener, hun burde ende i en lille celle i Louisiana for det. Men det var det, der skete, og det skræmte både internationale og amerikanske studerende til tavshed."

Efterfølgende deltog en af Emil Sondaj Hansens venner i en støttedemonstration for Rümeysa Öztürk, og han kan huske, at vennen sad og rystede, da de senere spiste aftensmad, fordi han var bange for, at han var blevet set.

Ved en anden lejlighed slukkede en af hans bekendte sin telefon, da de gik forbi en ganske vist meget lille Israel/Palæstina-demonstration, fordi vedkommende ikke ville spores i nærheden af demonstrationen.

"Folk turde heller ikke demonstrere bagefter. Særligt de internationale studerende selvfølgelig, men faktisk også amerikanske statsborgere."

Farvel til den sokratiske metode

Det hele mindede Emil Sondaj Hansen lidt om de første måneder af corona, hvor alle var amatørvirologer.

”Her blev vi amatør-immigrationsadvokater. Dengang fik vi smittetallene på ugebasis. Her fik vi en mail hver uge med, hvor mange visa der var blevet trukket tilbage. Det var kaotisk, og man blev irrationel og paranoid."

Der svirrede hele tiden rygter om ICE-agenter på universitetet, og Harvard anbefalede alle internationale studerende at bære pas og visum konstant.

”Den eneste dag, jeg ikke havde det på mig, var jeg ude at løbe, og da jeg stoppede ved et lyskryds, stod der to mænd med solbriller og overskæg ved siden af mig. Min første tanke var: 'Det er ICE-agenter.' Det var selvfølgelig helt normale amerikanere, men at tanken overhovedet opstår, siger noget om, hvilken sindstilstand vi var i.”

"Min kammerat, der var redaktør på et studentermagasin, bad mig om at skrive om Grønland, og jeg måtte sige: 'Nej, det skal jeg ikke lige nu.'"

Allerede før Trump blev svoret ind, lavede studerende og professorer på Harvard Law School en aktion, hvor de gemte 311.000 datasæt, svarende til 16 terabyte data, fordi de frygtede, at Trump-administrationen ville slette dem.

”Og de fik jo ret. Et onlineværktøj for miljøretfærdighed, som borgere brugte til at sagsøge virksomheder, forsvandt fra den ene dag til den anden. En rapport fra USAID om korruption i Indonesien var også væk. Det blev en kamp om information," siger Emil Sondaj Hansen.

Emil Sondaj Hansen fik lov at blive og færdiggøre sine studier på Harvard. Og i løbet af den sidste tid cirkulerede refleksionerne over, hvad det egentlig var, han var havnet midt i.

”Det er jo en ret markant kontrast til den forestilling, jeg havde, før jeg tog af sted.”

Han havde behov for at fortælle verden om, hvordan det var at være studerende midt i Trumps kampagne mod universiteterne – og særligt Harvard. Men han turde ikke.

Ind i elfensbenstårnet

Da Trump-regeringen fjernede finansieringen til udviklingsorganisationen USAID, gik det også ud over den stilling, som Emil Sondaj Hansen havde fået i Verdensbanken efter studierne på Harvard. Derfor udløb hans visum, og han måtte han rejse ud af USA tidligere end planlagt.

Men det blev lidt en forklædt velsignelse.

"Jeg kom tilbage til Europa og endte med at sige ja til et interview på CNN, hvor jeg udtalte mig om sagen. Det var første gang, jeg talte ud om de følelser, jeg havde haft. Det var frustrerende at føle, at man ikke kunne sige, hvad man gerne ville."

Han begyndte også at skrive sine oplevelser ned i bogform.

"Jeg tror lidt, jeg havde et behov for også at fortælle, hvad Trump også er, og hvilken effekt han har haft på institutionerne i det amerikanske samfund."

Emil Sondaj Hansen vil gerne advare danske og europæiske universiteter. For der var en grund til, at Trump havde udset sig Harvard, mener han.

Harvard er elitært og ude af trit med den amerikanske befolkning, siger han, og universitetet står derfor som et stærkt symbol for Trump.

"En professor sagde: '70% af amerikanerne synes, det går ad helvede til med økonomien i USA, men her på Harvard synes vi, det går meget godt.' Og det er jo lidt svært analytisk at forstå Trump og hans støtter, hvis man kommer fra den baggrund."

Faktisk fløj Harvard 14 vælgere ind fra 14 forskellige delstater til en slags live-fokusgruppe efter valget for at forstå, hvorfor Trump havde vundet.

"Jeg synes, det er et ret godt billede på, at Harvard er lidt ude af trit med, hvad der foregår i det amerikanske samfund, når man er nødt til at invitere den almindelige amerikaner ind i elfenbenstårnet for at forstå dybden af den økonomiske frustration i det amerikanske samfund."

Mange studerende på Harvard lever op til fordommene om nogle privilegerede, rige typer, der nok skal klare sig, lige meget hvad Trump måtte kaste efter dem. Men der er masser af undtagelser, understreger Emil Sondaj Hansen.

"Jeg havde en indisk ven, der havde taget studielån for at betale for studierne – det koster vel nærmest en million eller mere for et år. Hun havde forventet at kunne betale det tilbage med en amerikansk løn efter Harvard. Men hvordan betaler du en million tilbage på en lokal indisk løn, hvis du bliver smidt ud?"

Dødsgardisterne ved porten

Emil Sondaj Hansen mener, at vi i Europa skal passe på. Universiteter som Harvard er i sagens natur elitære, forklarer han, men de skal passe på ikke at komme så langt fra den almindelige borgers bekymringer, at der opstår akademikerlede.

"Det er den balance, også danske universiteter skal finde: At være akademisk stærke og kritiske uden at blive så elitære, at de mister forbindelsen til samfundet. Men samtidig også at forsvare deres ret til fri forskning og debat, når politikere begynder at blande sig."

For alternativet kan blive det, Emil Sondaj Hansen selv oplevede: At stå i en forelæsningssal på et af verdens bedste universiteter og være bange for at sige, hvad der står i hans egen opgave.

Han ser faktisk allerede lignende politiske tendenser herhjemme – bl.a. med de politiske fløje og ekstreme synspunkters fremgang.

"Jeg kom hjem til Europa, hvor vi har politikere, der taler om at lukke RUC, fordi det er blevet for woke. Det er måske ikke helt det samme som Trump, men jeg kan genkende noget i det."

Emil Sondaj Hansen har også studeret på Cambridge i England og kan huske, hvordan de kinesiske studerende sjældent sagde særligt meget i undervisningen, fordi der var netværk på universiteterne i Europa, der rapporterede tilbage til det kommunistiske parti.

”Det var den oplevelse, jeg havde på Harvard."

Men inden det kommer så vidt, skal forskere, universiteter og politikere passe på med ikke at blive lullet ind i en falsk følelse af sikkerhed.

"Det er lidt som i Harry Potter, hvor man ved, at Voldemort er tilbage, men det magiske slot er stadig beskyttet. Jeg tror, der var mange, der havde det sådan med Harvard i de måneder– indtil man så lige pludselig så, at dødsgardisterne faktisk var på vej ind ad døren."