Embedsfolk
Til forsvar for en udskældt faggruppe
19.11.2025
af
Eva Bøgelund
Vores stemme mangler, siger de to unge fuldmægtige Gustav Jensen og Christian Maric, der er gået på barrikaderne for embedsværket.
"Jeg kunne godt ønske mig en mere faktabaseret og professionel tilgang til, hvad embedsværket rent faktisk laver. I stedet for bare hente nemme points ned ved at skyde på en faggruppe."
Gustav Jensen, fuldmægtig
Embedsfolk
19.11.2025
af
Eva Bøgelund
De seneste år har embedsmænd været et tilbagevendende tema i den politiske debat: Er der for mange af dem? Laver de det rigtige? Skaber de unødigt bureaukrati?
Men mens vi har hørt meget om dem, er det sjældent, vi hører fra dem i offentligheden.
For nylig kastede to unge fuldmægtige, Christian Maric og Gustav Jensen, dog anonymitetens kappe af sig og gik ud og forsvarede deres stand som ministerielle embedsmænd. Vi synes, der manglede en stemme fra os embedsfolk i den her debat, som de siger.
De røg til tasterne, da en politiker sagde til Altinget.dk, at der burde fyres embedsfolk på Slotsholmen for at styrke Folketinget over for ministerierne.
"En rystende logik," skrev de i et debatindlæg på Altinget.
De understregede, at det er godt for demokratiet at styrke Folketinget med flere ressourcer til gavn for folketingsmedlemmerne. Men at slagte ministeriernes embedsværk giver hverken et stærkere Folketing eller simplere regler. Tværtimod.
Eftersom det ikke er så tit, at embedsfolk går i offentlig clinch med politikere, ville Djøfbladet gerne høre lidt mere om de to.
Den korte version er, at Christian Maric, 28, er fuldmægtig i Fødevareministeriets departement, og Gustav Jensen, 30, er fuldmægtig i Forsvarsministeriets departement.
Gustav er fra Hjørring og Christian fra Løgstør, og de er begge kandidater fra Aalborg Universitet. Christian, lidt usædvanligt for en statslig embedsmand, med en bachelor i historie. Gustav vidste fra start af, at han ville være embedsmand.
”Jeg ville gerne arbejde med politik, men uden at være politiker,” som Gustav siger.
De to lærte hinanden at kende, ikke på studiet, men på Roskilde Festival og lignende lokaliteter bragt sammen af en fælles ven. De opdagede, at de var gode til at diskutere fag, samfund og verdens gang sammen.
Ledige stillinger
Nu er de så helt almindelige fuldmægtige med job i hvert sit departement lige om hjørnet fra hinanden. På deres respektive LinkedIn-profiler ser man dem iført slips, hvid skjorte og Ukraine-nål i jakkereversen.
De er dog mere afslappet klædt, da de tager mod Djøfbladets invitation og møder op direkte fra arbejde en sen november-eftermiddag til en kop kaffe med lidt til blodsukkeret og en snak.
Det var Christian, der spurgte Gustav, om han ville være med til at skrive debatindlægget.
”Jeg syntes, vi skulle være i hvert fald to, så jeg ikke bare talte for mig selv.”
Gustav var enig. Debatten er for ensidig, og der er ingen politikere, som går på barrikaderne for embedsfolkene, som han siger.
De to fuldmægtige kun fået positive reaktioner på debatindlægget på deres job. Den enes chef gav thumbs up. Den andens chef printede det ud og hængte det op på sit kontor.
"Tak for at skrive om et upopulært standpunkt for at nuancere debatten," som én skrev, da Christian lagde det op på sin ellers ikke så hypede LinkedIn-profil og blev lidt paf over alle de likes, han fik.
De to embedsmænd fik også et modsvar på Altinget. Fra Morten Jarlbæk Pedersen, underdirektør i det private og forfatter til bogen ’Den defekte lovmaskine’, der skrev, at langt de fleste konkrete regler opfindes af embedsapparatet, så de må også selv rydde op.
Christian og Gustav syntes, det var fedt, at nogen greb bolden og gik ind i debatten.
”Men altså, vi vågner ikke op hver morgen og tænker: 'Hvordan kan vi gøre tingene mere indviklede?' Vi har rigeligt arbejde i forvejen,” siger Christian.
De regler, der er, er et resultat af politikernes beslutninger, af EU og af verdens stigende kompleksitet. Skærer man i det apparat, der skal holde styr på det hele, gambler man med kvaliteten i lovarbejdet, retssikkerheden, præcisionen og den politiske nuance, som de skrev i debatindlægget.
Men skal I som embedsfolk ikke prøve at finde unødvendigt bureaukrati?
”Jo, det skal vi helt sikkert. Og det gør vi også. Det er sådan set en fast del af vores arbejde. Og debatten om unødigt bureaukrati er en helt fair debat. Det er en debat, man har i hele EU,” siger Gustav.
”Men det er en gratis omgang, hvis man bare kræver mindre bureaukrati uden at pege på, hvad der specifikt ikke skal laves længere. Vi synes, at debatten herhjemme godt kunne kvalificeres lidt.”
Får vi mere bureaukrati, fordi medierne hele tiden kører enkeltsager op?
”Medierne skal gøre deres arbejde. Det er meget, meget vigtigt for demokratiet,” lyder det i munden på hinanden fra de to.
Det er politikerne, der bør tælle til 10 og ikke kræve nye regler, mere tilsyn, mere kontrol, undtagelser og særlove, så snart der opstår en møgsag, siger de.
”De får sat en masse i værk uden altid at gøre sig klart, hvad det koster af ressourcer i embedsværket,” siger Christian.
Og så bliver der valg, eller der sker noget andet, og så er det måske ikke længere så vigtigt alligevel.
”Så glemmer de måske, hvad de har sat i gang. Men vi glemmer ikke,” som Gustav siger.
For embedsfolket må udføre det, der er sat i gang. Og det skal være uden fejl. Ellers falder der brænde ned. Sådan skal det være. Men politikerne tænker måske ikke så meget over, hvad det koster i knofedt både at være effektive, højt oppe i tempo – og fejlfrie, som de to fuldmægtige siger.
Én ting, som Gustav og Christian synes er særskilt unfair, er hele tiden at blive kaldt ’kolde hænder’.
”Vi er ikke kolde hænder. Vi er varme hjerter,” siger Christian. Og han mener det.
Hjerterne brænder varmt for at løse de opgaver, der skal løses ved et skrivebord, for at politik kan blive sat i verden og velfærdssamfundets hjul overhovedet køre rundt.
”Jeg tror meget, det handler om, at folk ikke rigtig ved, hvad vi laver,” mener Gustav.
”Det er nemt at få sympati for en sygeplejerske. Det er sværere at få sympati for nogen, som man ikke rigtig ved hvad laver. Det er en ukendt verden for mange mennesker.”
Så det er ikke så let at lave om på.
”Men jeg kunne godt ønske mig en mere faktabaseret og professionel tilgang til, hvad embedsværket rent faktisk laver. I stedet for bare hente nemme points ned ved at skyde på en faggruppe.”
Men det er ikke nogen offerfortælling eller forfaldshistorie, som de to unge embedsfolk er i byen med.
De synes selv, at de er ”et rigtigt godt sted” arbejdsmæssigt. Med masser af spændende udfordringer, masser af mening – for det meste – og masser af lyst til at stå op om morgenen for at give den en ekstra skalle. Selv om man selvfølgelig altid kunne håbe på lidt mindre tempo en eller anden dag. Men det er nok lidt naivt, arbejdet skal jo laves, som de siger.
Så nej, de læser ikke jobannoncer fra den private sektor.
”Det giver mening for mig at arbejde for samfundet, som jeg gør her. Så længe den mening er der for mig, bliver jeg i staten,” siger Christian Maric.
”Jeg er til den offentlige sektor,” siger Gustav Jensen.
”Jeg er embedsmand ind til benet. Det er et håndværk at være det. Jeg kan lide håndværket.”
