”Som leder skal man opføre sig ordentligt. Det lyder banalt, men det er det ikke”

Jeg havde lige fået studenterjob i Finansministeriet, da Schlüter-regeringen gik i gang med store besparelser. Der var en kæmpe demonstration på Slotspladsen, som jeg stillede mig op bag. Da jeg gik ind bagefter, fortalte jeg det til chefen. Han sagde: ‘Det er ok, at du deltager. Men du ved godt, at det, de råber om derude, det er det, vi sidder og laver herinde, ikke?’

De første år i Finansministeriet var mine lærlingeår. Min chef, som jeg i øvrigt er gift med i dag, var mester i at finde essensen af ting. Første gang jeg sad med til finanslovsforhandlinger, noterede jeg alt. Bagefter sagde han: ’Der blev sagt meget, men det, vi skal lave, er et papir med de der tal og noget, der kan gøre de Radikale tilfredse. Resten betyder ikke noget.’

Da jeg var omkring 30 år, blev jeg vicedirektør i Energistyrelsen. Det var første gang, jeg tænkte: ’Her kom jeg et skridt for højt for hurtigt.’ Næsten alle dem, jeg skulle lede, havde søgt mit job og var fagligt stærke på hver deres område. Én kontorchef kaldte mig konsekvent Marianne under møder. Jeg blev nødt til at sætte mig nok ind i tingene til, at jeg kunne deltage meningsfuldt i en samtale.

Efter et års tid fik jeg ansvaret for handlingsplanen Energi 21. Jeg fik frie hænder, men var i tæt dialog med Svend Auken. Jeg fik sammensat en gruppe med de kvikkeste fra forskellige fagområder. Vi lavede en visionær plan, og jeg overvandt det svære – det gav mig selvtilliden til næste gang.

Da Svend Auken ville indkalde til møde i uge 7 om Energi 21, sagde jeg: ’Det er fint, men jeg kommer ikke. Jeg skal til Norge på skiferie med familien.’ ’Det tror jeg så ikke, du skal.’ ’Jo, det skal jeg. Det er uge 7.’ De andre sad helt stille. Da jeg cyklede hjem, tænkte jeg, at det var lidt vovet. Men for mig var det indlysende. Man skal huske at holde gode ferier.

Til et selskab fortalte jeg Holger Lavesen, der var formand i Politikens Hus, hvad der var galt med aviserne, og hvad jeg ville gøre. Pludselig ringede han og spurgte, om jeg ville være økonomidirektør. Igen var jeg chef uden den oplagte faglighed.

Da jeg skulle starte i Politikens Hus, fortalte en god ven, at en fra ledelsen havde talt om mig ved et selskab og sagt: ’Jeg giver hende ikke tre måneder.’ Men han røg selv ud efter et halvt år. Jeg gjorde ikke noget for at få ham ud. Jeg gjorde bare mit. Men det hjalp, at jeg vidste, hvor han stod.

Jeg kom i kantineudvalget, og vi skulle fastsætte prisen på drikkevarerne. Jeg starter med at sige: ’Hvordan kan det være, at øllen er billigere end alt det andet? Det skal vi da have lavet om.’ Der blev helt stille. Så sagde de andre: ’Ja, det kan du godt. Så får du en strejke i morgen.’ Så var vi ligesom i gang, ikke?

Tøger Seidenfaden spurgte senere, om ikke jeg ville være kommerciel direktør på Politiken, og jeg endte med at have jobs hos Politiken og i koncernledelsen samtidig. En organisationsforsker sagde, at han ikke kunne tegne den organisation. Men det fungerede. Karriere bevæger sig ikke kun opad – der er mange veje.

De første fyringer, jeg lavede, var helt elendige. Jeg havde slet ikke lyst til at have den magt. Det er jo et kæmpe indgreb i folks liv. Jeg lavede alle fejl, man kan: Jeg sagde til dem, at jeg var presset til det. Jeg ville ikke snakke med dem igen bagefter. Jeg gjorde det lige før en ferie. Én var ikke forberedt og troede, vi skulle snakke udvikling – han ønskede sig fx et nyt gulv til sit kontor.

I løbet af den første uge på TV 2 fandt jeg ud af, at der var et gigantisk hul i kassen. Vi var nødt til at skære ned, selv om det var hårdt, for ellers havde TV 2 ikke overlevet. Da vi lukkede TV 2 Radio, inviterede medarbejderne mig til farvel-morgenmad. De jokede med at sætte en fælles middag på TV2's regning. Det sagde jeg ja til, og det gjorde de så. Det kan godt gøres ordentligt.

De første tre-fire år på TV 2 var næsten kun modvind og op ad bakke. En dag åbnede jeg bare en kasse småkager og stod i et kopirum og åd 10 virkelig dårlige småkager inden næste møde.

Nede i Sydhavnen lå et skib, vi havde lejet til noget børne-tv. En dag jeg kiggede ud, var skibet næsten sunket. En eller anden syntes, at noget larmede, så han slukkede kontakten og gik hjem. Det var pumpen, han slukkede for. Det var så symbolsk, at jeg simpelthen ikke magtede det.

Jeg så meget tv, for jeg prøvede at forstå tv og især TV 2’s programmer. Jeg sad en fredag aften i sofaen, hvor TV 2 sendte ’Varm på Is’. Men ingen i Danmark kan jo stå på skøjter. Mine børn syntes, det var ret kedeligt. ’Må vi ikke godt se X-Factor ovre på DR?’ Og jeg kunne jo ikke tvinge dem til at lide sig igennem det. Vi fik virkelig mange tæv af DR i den tid.

Jeg var stoppet, da #MeToo-sagerne kom frem. Men vi havde set, at Nyhederne konsekvent kom dårligere ud i trivselsmålinger end resten af TV 2. Jeg skulle have taget det mere alvorligt. Det handlede lige så meget om dårlig ledelse som om dårlig adfærd. Du er 40 og chef, og hun er 25 og praktikant – så er det dig, der skal sige stop. Jeg har også lært meget af mine børn og af de yngre medarbejdere. Jeg er stor fan af, at de ikke finder sig i de samme ting.

Både jeg og Anders var inviteret til åbningen af Storebæltsbroen. Det syntes jeg var en stor dag i Danmark. Men vi havde alle børnene den weekend, så vi sagde nej. Vi valgte store events fra, når det kolliderede med børnene. Hver gang vi fik tilbud om jobs, der var mere internationale, sagde vi nej. Og der er ikke mange dage, hvor ikke en af os var hjemme og lave aftensmad.

Et universitet er på mange måder et helt andet sted end erhvervslivet – men samtidig det samme. For det er også en organisation med økonomi, it og HR, som skal fungere. Det kræver effektivitet og ledelse – også i miljøer med høj faglighed. Udfordringen er, at den bedste forsker bliver institutleder. Den bedste læge bliver afdelingschef. Universiteterne er generelt lidt ledelsesresistente.

Som leder skal man opføre sig ordentligt. Og have respekt for faglighed. Det lyder banalt, men det er det ikke. Man kan ikke bare tro, man er ekspert i alt, fordi man sidder i chefstolen. Og man skal huske, at magt påvirker folk. Jeg tænkte ikke på mig selv som chef – jeg var bare Merete. Men jeg lærte, at jeg er nødt til at tage chefrollen på mig. Og ansvaret.

Til de unge vil jeg sige: I tænker alt for meget. Tag et job. Gør det bedste, du kan, der hvor du er. Du har ikke et job, fordi du er på vej til det næste. Du kan ikke beregne dig frem til karrieren. Hver gang du gør noget godt, finder du ud af, hvad du er god til. Ræk hånden op, når der kommer sjove opgaver. Og husk at nyde det! Jeg nød ikke altid det, der lykkedes. Jeg var altid i gang med det næste. Det var en fejl.