Skal bremse en af de mest akutte trusler mod Danmark

Christine Engel Christensen er ny vicedirektør for cybersikkerhed i den nye Styrelsen for Samfundssikkerhed, SAMSIK blandt insidere.

SAMSIK er den ene af de to styrelser under det nye Ministerium for Samfundssikkerhed, den anden er Beredskabsstyrelsen. Og faktisk er hun bare smuttet to numre ned ad Datavej i Birkerød nord for København. Fra nr. 20, hvor Beredskabsstyrelsen bor – her har hun været fungerende direktør i det seneste halve år og forinden vicedirektør i tre år – til nr. 16, hvor den nye styrelse bor.

Da Christine Engel Christensen i 90'erne læste antropologi på Københavns Universitet, specialiserede hun sig i de politiske forhold i Mellemøsten. Dengang var det ikke hot, som hun siger. Der var ikke mange, der gjorde som hende, og der var ikke mange, som interesserede sig for det i Danmark dengang.

Så som nyuddannet tog hun til Mellemøsten for at arbejde. Men så fløj flyene ind i World Trade Center d. 11. september 2001, og alt var forandret. Der blev bud efter hende hos Forsvarets Efterretningstjeneste.

Siden har hendes karriere fulgt brændpunkterne i trusseludviklingen i dansk sikkerhedspolitik. Fra Danmarks deltagelse i Irakkrigen over kontraterror til nu cybertruslen.

”Den er blevet vores måske allermest akutte trussel, så jeg har bevæget mig derover.”

Ikke hvis, men hvornår

Klikker man på ordet cybersikkerhed på DI's hjemmeside, står der kort og brutalt: "Cyberangreb kan ramme alle – det er ikke længere et spørgsmål om hvis, men hvornår."

Dét snupper vi lige som den meget korte version af vicedirektørens jobskrivelse.

Christine Engel Christensen, som kun er to dage gammel i det nye job, da vi fanger hende på telefonen, har fået et job, hvor hovedopgaven er at rådgive om cybersikkerhed. Bredt og hele vejen rundt – til alt fra virksomheder, myndigheder over DSB og det lokale vandværk til dig og mig. Hvad kan vi blive ramt af – og hvordan kan vi prøve at undgå det?

”Det er en vanvittig vigtig opgave med det skærpede risiko- og trusselsbillede, vi har nu. Vi skal gøre Danmark mere robust.”

I hendes karrieres start var det analysen og forståelsen af truslerne mod vores sikkerhed, der fyldte.

”Siden har jeg bevæget mig mere og mere over i, hvordan vi opbygger modstandsdygtighed og handlekraft mod truslerne.”

Ydmyg over for ansvaret

Opgaverne og medarbejderne i den nye styrelse er bl.a. sammenbragt fra Beredskabsstyrelsen, Center for Cybersikkerhed, Digitaliseringsstyrelsen, Styrelsen for Forsyningssikkerhed og Den Nationale Operative Stab – krisestaben, som træder sammen ved akutte samfundskriser, og som før lå i politiet.

Christine Engel Christensen har haft lederjobs på Forsvarsministeriets område siden 2009 – i de første 10 år i de hemmelige dele af Forsvaret.

Hun går til sit nye job med ydmyghed, siger hun. Både over for den ekstremt vigtige opgave og for de mennesker, der skal løse den.

Opgaven skal løses, og resultaterne skal nås, som hun siger.

”Men der er også et ekstremt stort ansvar for de mennesker, som lægger otte, 10 eller 12 timer hver dag for det. Både så den enkelte trives, og så vi har tillid og psykologisk tryghed i et fælles rum, hvor vi bygger hinanden op. Den opgave går jeg til med meget stor ydmyghed.”

Din viden kan stjæles

Er der mon noget, som har været skelsættende i hendes karriere?

Hun tøver. For hun har bare haft en karriere, hvor hun fået lov til at arbejde med så mange spændende ting og lære så meget, siger hun. Men så alligevel. Dét besøg i Ukraine, hun var på før sommerferien, mens hun var fungerende direktør i Beredskabsstyrelsen.

”Mange af præcis de trusler, som vi ruster os mod herhjemme, udspiller sig i Ukraine. Jeg fik en kæmpe respekt for ukrainernes evne til at innovere og lære af de hændelser, de er ude for, og hurtigt få det omsat til nye måder at handle på. Det er en stor inspiration.”

Når du kigger på de akademiske arbejdspladser i Danmark, hvad er så vores største udfordring, når det gælder cybersikkerhed på jobbet?

”I en meget lang fredsperiode – som vi jo naivt troede, det var – vænnede vi os til, at vi bare kunne dele vores viden vidt og bredt med andre. Nu står det lysende klart, at det kan vi ikke bare. Aktører, som ikke er os venligtsindede, finder den viden, vi sidder inde med i Danmark, rigtig interessant og har måder, som vi måske ikke er forberedt på, til at skaffe sig den. Det er afgørende, at vi giver det en øget opmærksomhed på akademiske arbejdspladser.”