Sådan skader hurra-ord og bullshit vores arbejdsliv

Vi elsker at hade det. Så hvorfor bliver vi alligevel ved med at kalde jobbet for “en rejse”, almindelig snak for “italesættelse” og fyringsrunder for “strategisk fastlagte tilpasninger af bemandingsprofilen”?

Retoriker og kommunikationsrådgiver Mikkel Toxvig har et bud: Vi lever i et overtalelsessamfund. 

Han er aktuel med bogen ‘Magt og overmod’, som handler om det sproglige storhedsvanvid, der er sevet ind i de fleste af hverdagens sprækker. 

Meget er skrevet om den såkaldte opmærksomhedsøkonomi, men på et endnu dybere niveau ligger behovet for at overtale, besnakke, konvertere, mener Toxvig.

“Opmærksomheden er kun midlet til at nå et mål,” understreger han, da Djøfbladet møder ham over en videoforbindelse.

Målet er overtalelse. Medier vil læses. Produkter vil sælges. Politikere vil vælges. Midlet er en nådesløs opmærksomhedsjagt, som sætter sine spor i sproget. Vi hiver og trækker nemlig i det for at få den kedelige virkelighed til at fremstå mere tillokkende.

Som Ikaros, der fløj for tæt på solen, er vi blevet overmodige med vores sprogbrug, skriver Toxvig i sin bog.

Og præcis som i den græske myte har overmodet konsekvenser. Det gør helt enkelt skade på vores arbejdsliv.

Fra produkt til brand

Inden vi kommer til problemerne, er jeg nysgerrig efter at forstå, hvordan det gik så galt i første omgang. Toxvig forklarer, at der sker noget i 60’erne og 70’erne:

“Vi går fra, at produkter handler om funktion og om at tilfredsstille basale behov. Men når der ikke er mere forbrug at hente ud af de produkter, bliver man nødt til at lægge et nyt lag på og gøre produktet til et varemærke. Så handler det om identitet og om at koble det op på nogle drømme.”

Han har analysen fra den tyske sociolog Andreas Reckwitz, som mener, at den senmoderne økonomi er præget af en sproglig jagt efter det enestående, det singulære. Hvor det tidligere var reelle, kvalitative forskelle, der afgjorde konkurrencen, er det i dag sproget.

“Lige pludselig er en løbesko ikke bare en løbesko. Den gør dig til en del af et motionsunivers, et verdensomspændende motionsmekka.”

Løsrevne selvfølgeligheder

Når der på den måde går inflation i sproget, mister det sin “købekraft”. Det bliver simpelthen ringere til at beskrive verden omkring os, og det kan få håndgribelige konsekvenser.

Toxvig nævner en undersøgelse, der viser, at 6 ud af 10 nyansatte bliver skuffede, fordi virkeligheden på arbejdspladsen ikke lever op til de kommunikerede forventninger.

Jeg spørger ham til et relevant begreb fra bogen.

Hvad er hurra-ord?

“Det er sådan nogle ord, hvor man forudsætter, at medarbejderne råber hurra, når de hører dem, fordi det er så indlysende rigtigt og fantastisk. Det kan være inklusion, diversitet, mangfoldighed eller resultater.”

Problemet med den slags ord er, at de sjældent for alvor bliver indarbejdet i hverdagen, selv om de står på alle kontorets kaffekopper.

“De får lov til at stå som det, jeg vil kalde for løsrevne selvfølgeligheder. Altså noget, som ingen vil være uenige i. Man kan umuligt slå sig på dem.”

Men de minder medarbejderne om det sproglige hykleri?

“Ja, eller måske hverdagens hykleri. Der skal jo være plads til en eller anden grad af hykleri eller mere pænt: pragmatik. Det vil være urealistisk at forvente, at man altid kan leve op til de ting, man siger, hvis man hæver niveauet så højt. Men der skal så også bare være plads til at tale om det, når idealerne faktisk møder modstand.”

Han fortsætter: “Nogle gange er der næsten ikke noget topmål for, hvordan vores vision, mission og værdier kan være på skrift. Men den forestilling kan kun skuffe i virkeligheden. Der vil altid være situationer, hvor idealerne kommer til kort. Vi bliver nødt til at kunne diskutere, hvad vores storslåede forestillinger egentlig betyder i virkeligheden.”

Underminerer lederskab

Et andet almindeligt eksempel på den sproglige inflation ser Toxvig i udviklingssamtalen. Her oplever mange medarbejdere det, som retoriker Christian Kock har kaldt for ‘omvendt lommetyveri’:

“Man forudsætter, at medarbejderen allerede lever op til de værdier, man har i virksomheden. Man kunne spørge: ‘Søren, oplever du nogle gange problemer med at være tilstrækkeligt kvalitetsbevidst i dit arbejde?’ Men i stedet spørger man: ‘Søren, hvornår har du sidst oplevet en høj grad af kvalitet i dit arbejde?’”

Lederen pådutter medarbejderen noget, som hun måske slet ikke har tid eller ressourcer til at leve op til. Det skaber en falsk positivitet, som er grundlæggende dårlig for samarbejdet.

“Det risikerer at underminere mit eget lederskab, fordi jeg ikke taler om det, der er vigtigt. Jeg taler om de ting, jeg vil ønske, at du mener.”

Med gode intentioner

Begge eksempler, hurra-ordene og det omvendte lommetyveri, handler om ikke at se virkeligheden i øjnene. At vi opfinder en sproglig parallelvirkelighed, som er mere behagelig at være i.

Det mest graverende eksempel på den tilbøjelighed er eufemismerne; positive omskrivninger af virkeligheden, der desperat forsøger at få omstændighederne til at fremstå mindre grelle, end de faktisk er.

Toxvig er hurtig til at understrege, at de kan være guld værd som sprogligt redskab:

“Hvis der fx er en i familien, der dør, kan det være hårdt for mange at tale direkte om det. Så kan det være nemmere at snakke om, at man er faret til himmels eller sovet stille ind. Eller at man endelig fandt ro, hvis det var en, der var meget syg til sidst. Det kan man finde en trøst i.”

Men på arbejdspladserne bliver omskrivningerne nogle gange så virkelighedsfjerne, at det giver bagslag.

“I stedet for at tale om en fyringsrunde taler man om right-sizing measures. Eller en strategisk fastlagt tilpasning af bemandingsprofilen. På et eller andet tidspunkt bliver det underligt, at man ikke må tale om det negative.”

Eksemplerne her leder måske tankerne hen på dystopisk newspeak, men som regel er det slet ikke drevet af ond vilje. Tværtimod kommer sprogbrugen ofte med en god intention. Det kan fx være, at ledelsen er bange for at svække sammenholdet eller skræmme stjernemedarbejdere væk efter en fyringsrunde:

“Så prøver vi at dysse det lidt ned med et positivt sprog. Men problemet er, at det hurtigt bliver gennemskueligt. Og der skal jo være plads til at tale om det negative, når der er behov for det.”

Vi taler som de andre

Men det er ikke kun frygt, der driver os. I bogen beskriver Toxvig en teori, som foreslår, at organisationer ikke alene handler ud fra rationalitet, men også ud fra et behov for at opnå legitimitet.

Hvis man vil tages alvorligt – af kunder, myndigheder og potentielle medarbejdere – er man som organisation nødt til at opføre sig på den rette måde. Løbe efter de rigtige trends, følge de hotte best practices og tale det sprog, der er oppe i tiden:

“Man bliver nødt til at signalere den gode smag for at have legitimitet. Og hvis den gode smag er, at man skal tale i et overdrevet, begejstret sprog, så bliver man næsten nødt til at efterligne.”

Plads til problemerne

Hvordan får vi sproget ned fra sin himmelflugt, når så stærke incitamenter trækker den anden vej? Toxvig mener, at vi alle har et ansvar for at øve os i sproglig bevidsthed.

Hvordan kommer man godt i gang med det?

“Man kan spørge sig selv, hvilke metaforer man bruger. Taler vi om medarbejdere som hænder, årsværk eller ressourcer? Så skaber det en diskrepans, fordi vi også vil have selvledelse, autonomi og medarbejdere, som selv tager ansvar.”

Et andet eksempel er de udbredte militære metaforer. Udtryk som ‘frontlinjen.’

“Vi er ikke i krig. Vi er på arbejde. Og hvis vi så samtidig skal være glade medarbejdere, der trives, har det godt, er i balance med os selv og vores liv uden for arbejdet, så er det da idiotisk at bruge aggressive og konfrontatoriske militærmetaforer, der kan fremme stressreaktioner.”

På den måde kan ubevidst sprogbrug ligefrem modarbejde vores strategiske mål, hvis vi ikke gør en aktiv indsats for at få de to til at flugte.

Det handler også om at turde se virkeligheden i øjnene. Om at give plads til det negative. Og om at indrømme, når vi ikke lever op til egne idealer. Toxvig hentyder til nogle af de store selskaber, der har trukket deres DEI-politik tilbage, efter at Donald Trump blev præsident igen:

“Så skal man måske være åben og sige: ‘Jamen, det er en virkelig svær beslutning, vi har været nødt til at tage. Vi mener egentlig stadig en del af det her, men vi bliver nødt til at tone det ned udadtil, fordi det simpelthen er skadeligt og måske også eksistenstruende for os som virksomhed.’ Det tror jeg, at mange vil have en forståelse for.”

Bullshit

Alternativet er i hvert fald, at hykleriet afslører sig selv. For folk er ikke dumme. Vi er lynhurtige til at lugte, når andre bullshitter – et udtryk, der ifølge Toxvig ikke kun er et glimrende bandeord. Det rummer også en yderst tidssvarende forklaringskraft.

Han læner sig op ad den amerikanske filosof Harry G. Frankfurts definition:

“Bullshit betyder ikke bare, at noget er vrøvlet eller ligegyldigt. Det er faktisk et fænomen, der forklarer en del af det, min bog handler om. Når du suspenderer spændet mellem sandhed og løgn, som vi normalt kommunikerer inden for, så sker der noget fuldstændig anderledes. Konsekvenserne kan faktisk være voldsomme.”

Når vi bullshitter, kapper vi forbindelsen mellem sproget og virkeligheden. Forbindelsen til hinanden. Og det skal vi gøre op med, skriver Toxvig.

Han henviser til K.E. Løgstrups berømte ord om, at man ikke kan møde et andet menneske uden at holde noget af dets liv i sin hånd.

“Vi er forpligtet i en miljømæssig kontekst, og vi er forpligtet ind i fremtidige generationer. Det kan man nok ikke finde en læser, som er uenig i. Men vi bruger ukritisk sprog, der siger præcis det modsatte. Som stammer fra teorier, der siger, at dit ansvar som organisation ikke rækker længere end din yderste mur. Du er alene ansat til at skabe størst muligt overskud og størst muligt afkast til investorerne. Det er der jo nok ikke mange, der vil støtte op om længere. Men sprogbrugen hænger stadig fast.”