Kunstig intelligens
24.11.2025
af
Julius Krause
Advokatbranchen er et af de steder, som ventes at blive påvirket mest af kunstig intelligens. Hos Njord Law Firm anerkender direktør Jesper-Max Larsen udfordringerne, men ser også muligheder.
AI-udviklingen giver grund til bekymring i den juridiske branche. Vil man vide hvorfor, kræver det bare to søgeord.
Googler man ’AI’ og kombinerer med ’jura’ eller ’advokat’, får man sidevis af resultater om alt fra arbejdsgrupper, der undersøger fremtiden for den juridiske branche, til en Reddit-tråd, hvor unge spørger, om jura nu er et sikkert studievalg.
Forskningen har også travlt med at undersøge emnet. En analyse fra 2024, udarbejdet af forskere fra Københavns Universitet i samarbejde med Danmarks Statistik, fastslår, at netop juridiske arbejdsfunktioner er de mest eksponerede over for store sprogmodellers påvirkning.
Jesper-Max Larsen er direktør i advokatvirksomheden Njord Law Firm, der har 170 ansatte. Han anerkender, at AI-udviklingen i branchen kan medføre, at arbejdsopgaver går tabt.
Men han tror også, at AI bidrager med nye muligheder, opgaver og eksperimenter. Derfor udrullede Njord Law Firm i januar deres første interne AI-model, der fik navnet Albert.
Det gjorde den, fordi Jesper-Max Larsen fik et tip om, at folk er mere positivt stillede over for AI-redskaber, hvis man menneskeliggør dem.
”Og så var der engang også en anden klog mand, der hed Albert,” fortæller direktøren.
Kunstig intelligens er udråbt til at kunne ændre verdensøkonomien, arbejdsmarkedet og vores dagligdag. Men hvor sker omvæltningerne, hvem rykker først, og hvordan bruger forskellige fag og brancher kunstig intelligens? Hvad er risikoen? I denne serie undersøger vi de praktiske erfaringer med kunstig intelligens.
Har du erfaringer, du gerne vil fortælle om, kan du kontakte journalist Julius Krause: jke@djoef.dk
Ifølge Jesper-Max Larsen bruger halvdelen af de ansatte i virksomheden Albert dagligt, hvor der gennemsnitligt bliver promptet fem gange om dagen pr. person.
AI-Albert løser opgaver såsom korrekturlæsning, oversættelser, dataanalyser og opsummeringer af lange sagskomplekser. AI-Albert skriver også taler eller selskabssange. Medarbejderne må bruge Albert til det meste, også private anliggender – sådan udforsker de bedst AI. Det skal bare være "let, legende og kreativt", som Jesper-Max Larsen kalder det.
”På den måde tror jeg, vi fik afdramatiseret snakken om AI, som heller ikke må være en spareøvelse.”
Men selv om Jesper-Max Larsen altså understreger, at der ikke var – og heller ikke er – tale om, at firmaet har fundet en smart genvej til besparelser, kan fremtiden være uvis for advokater.
Ledige stillinger
Jesper-Max Larsen tror på, at erfarne advokater, der kvalitetssikrer, fører sager og er i kontakt med klienter, forbliver uerstattelige.
Men i den anden ende af karrierestigen kan det blive sværere at indgå.
”Desværre er det nok de yngre studerende, der bliver ramt,” siger Jesper-Max Larsen og henviser til, at det i dag ofte er studerende, der sidder med det timetunge rugbrødsarbejde - hvilket netop er den type opgaver, som Njord Law Firm til en vis grad kan få AI-Albert og Kaila, som er Karnovs juridiske AI-værktøj, til at løse.
Er man ung og frygter for sin karrierevej grundet AI, kan man dog godt tage det lidt med ro endnu. For advokathusene står stadig med et samfundsansvar, mener direktøren:
”Som advokatvirksomhed er det stadig vores forpligtelse at uddanne vores yngre medarbejdere, tage folk fra universitetet og uddanne advokatfuldmægtige. Ellers er der jo ikke nogen erfarne medarbejdere om fem-ti år.”
Administrativt arbejde som fx sekretæropgaver kan også være udsat, pointerer han.
Korrektur- og oversættelsesarbejde kan AI-Albert allerede bidrage til at løse. Sidder man i en stilling med mange administrative opgaver, kan det derfor blive nødvendigt, at man udvider sit kompetencefelt ved fx at bidrage mere til det direkte advokatarbejde og rådgivningsprocesser, fortæller Jesper-Max Larsen.
"I advokatbranchen kan vi godt prøve at gemme os og sige: ’Det bliver ikke i min karrieretid’, men udviklingen kommer til at ramme os."
Jesper-Max Larsen, direktør, Njord Law Firm
Njord Law Firm vil gribe de nye AI-redskaber og acceptere, at branchen forandrer sig. Om man så anser det for godt eller skidt.
Alternativet er, at man risikerer et ’Nokia-moment’, som Jesper-Max Larsen kalder det.
Nokia havde mulighederne og teknologien til at være først med smartphonen. Men i Finland var de ikke overbevist af iPhone, som var på vej frem. Nokia troede ikke på, at folk var interesserede i at blande deres kommunikationskanaler sammen. Løfter man i 2025 hovedet fra sin smartphone og kigger rundt, skal man nok spejde længe for at få øje på en Nokia.
Resultaterne af AI-Alberts arbejde viser positive takter, både for medarbejdere og klienter, siger Jesper-Max Larsen.
Allerede nu, fortæller han, har medarbejderne bedre tid til deres klienter. Og han er sikker på, at menneskelige egenskaber bliver mere værdifulde i fremtiden.
”I fremtiden skal vi bruge den frigivne tid på at blive bedre til at tale med kunder, afsøge deres ambitioner og behov.”
Jesper-Max Larsen lægger ikke skjul på, at AI-redskaberne allerede nu gør, at nogle klienter sparer penge på advokatydelser.
For klienterne kan jo også selv benytte AI til de juridiske spørgsmål, når de er i tvivl. Fx sælger Karnov sin AI-model til juridiske afdelinger i virksomheder. Når de juridiske afdelinger så kontakter Njord Law Firm for at få yderligere ekspertise, har Jesper-Max Larsen bemærket en ny tendens.
”Nogle sender noget arbejde til os og spørger, om vi ikke lige kan kvalitetssikre det arbejde, de har lavet. Og så kan vi se, at flere dele af arbejdet allerede er ordnet. Vi gør det selvfølgelig gerne, men hvor der tidligere var 50 timers arbejde, er der måske kun 10 eller 20 timer nu.”
Branchen kommer unægtelig til at forandre sig, men Njord Law Firm vil ikke sidde på hænderne og vente på næste træk, der kan forandre arbejdsgangene. Virksomheden har netop fået nye it-systemer, der skal fremtidssikre arbejdet med AI-Albert og andre nye AI-redskaber. Målet er at skabe specialiserede AI-løsninger, der skal støtte de ansatte.
”I advokatbranchen kan vi godt prøve at gemme os og sige: ’Det bliver ikke i min karrieretid’, men udviklingen kommer til at ramme os. Jeg tror, vi skal vende den om og sige: ’Hvad vil vi gøre?’”
Men kan du forstå, hvis nogle sidder og tænker: ’Ja-ja, men er det her ikke bare en glidebane mod, at AI tager vores jobs?’
”Ja, det kan da være. Men når der er mennesker, kontrakter og aftaler, er der mennesker, der bliver uenige og skal have løst problemstillinger. Og der tror jeg stadig, der er brug for advokater i relationerne.”
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER