Lis Lauritsen
i forgårs
En ældgammel djøf'er med ansættelse i ca. 10 år Finansministeriets departement og igen ca. 10 år efter i Økonomistyrelsen oplevede, at Finansministeriet udmeldte rammer for personalebesparelser, selv om opgaverne hele tiden voksede. Det havde for nogen store menneskelige omkostninger at blive kasseret på den brutale måde fra den ene dag til den anden. Vi fik ingen hjælp til at komme videre, og var på det tidspunkt også ældre og erfarne og lønnen var jo anciennitetsbestemt. så hver gang mistede man erfaring og sidemandsoplæring. det var meget svært at få nyt job. Vi gamle medarbejdere brugte også meget tid på at hjælpe de nyansatte kandidater med at komme ind i de vanskelige opgaver, det var naturligt, men rådighedsforpligtelsen blev mere end udnyttet i form af overarbejde. Men vi elskede vores job, og takken for indsatsen var at blive afskediget før tid. Den store udskiftning i dag i ministerierne er sikkert grunden til, at der opstår den ene mislykkede sagsbehandling i ministerierne efter den anden. Tiden var en anden med departementschefer som Erik Ib Schmidt og Erling Jørgensen, for selvfølgelig var der også besparelser dengang, men de blev generet ved stillingsnedlæggelser ifm. naturlig afgang p.gr. alder, og ved udflytning af statens opgaver til den voksende kommunale sektor eller bortfald af opgaver bl.a. pgra. den voksende bortfald/modernisering/rationalisering af arbejdsgange m.m. Med de mange nye opgaver og ny lovgivning, bliver arbejdsbelastningen vist ikke reduceret. Som borger bliver det stadig mere tidkrævende at have med den offentlige sektor at gøre. Efter min mening bør man kunne begrunde personalbesparelser medopretholdt serviceniveau, det er der mange der oplever som forringet, eller direkte uforståeligt. Mange krav fra den offentlige sektor til private borgere kræver personlig vejledning for mange borgere. Og det ender med at hobe sig op for den enkelte borger, for det kræver tid, tid at søge personlig hjælp.