Topforsker: Social mobilitet er dansk selvbedrag

Der er faktisk tale om lidt af en nationalsport. Vi klapper os selv på skulderen og fortæller resten af verden – og ikke mindst os selv – om fortræffelighederne ved den danske velfærdsmodel.

Fortællingen om, at gadefejeren kan få en søn, der bliver jurist, og at juristen kan få et barn, der hellere vil være murer, er så velintegreret, at den er krøbet ind i både politisk og akademisk sprogbrug.

"Alle kan blive til noget" formulerede en tidligere regering det i et reformudspil i 2017. Og forskningsmiljøerne bekræfter diskursen om, at "Danmark bryster sig normalt af at være blandt de mest socialt mobile lande i verden".

Faktisk er fortællingen heller ikke kun anekdotisk, for i 2020 rangerede The World Economic Forum Danmark som verdens mest socialt mobile land. Gratis uddannelse og et velfærdssystem, der tager hånd om alle, var blandt de lyksaliggørende faktorer.

Der er bare et lille problem…

Den blinde vinkel

Gregory Clark er en høflig professor i økonomisk historie fra Skotland. Han har ganske vist en emeritus-stilling på solbeskinnede University of California, men for tiden betræder han også de mere tempererede betongulve på Syddansk Universitet. 

Her har han kigget på de danske data.

"Det står simpelthen ikke klart, at det danske velfærdssamfund rent faktisk skaber mere social mobilitet, end man ser i andre lande," siger han.

Forældres position i samfundet afgør stadig i høj grad deres børns ditto. Vi er bare blevet bedre til at skjule det bag pæne statistikker og universel SU, lyder analysen. 

Når økonomiprofessoren kan udtale sig så forholdsvist skråsikkert, er det, fordi han har adgang til stort set alt, vi laver, tjener og uddanner os til. 

"Grunden til, at jeg tog stillingen i Danmark, var for at få adgang til de danske registerdata. Danmark er nærmest unikt, fordi forskere kan få indsigt i næsten alle aspekter af borgernes liv," forklarer han. 

"Og så fordi Danmark har ry for at være et af de mest socialt mobile samfund i verden. Jeg havde en stærk mistanke om, at det ikke passede," tilføjer han og smiler. 

Han fik en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond og ansatte et hold af ph.d.-studerende og adjunkter til at dykke dybt ned i de danske registerdata på tværs af generationer. Og resultaterne passer altså overraskende dårligt med det danske ry og med vores selvforståelse.  

"Når et barn bliver født, kan man allerede forudsige over 60% af, hvordan barnet vil klare sig socialt og økonomisk senere i livet – bare ved at kigge på forældrenes baggrund," konstaterer han. 

Det høje tal gør Danmark til et land med relativt lav social mobilitet, lyder analysen bag. Og den stærke sammenhæng med forældrenes baggrund skyldes især, at folk i høj grad vælger partnere fra samme sociale lag. 

"Børn ligner i meget høj grad deres forældre, fordi forældrene ligner hinanden," siger Gregory Clark. 

Når uddannelse ikke virker

Danmark adskiller sig dermed ikke væsentligt fra England – hverken i 1900-tallet eller nutiden. Den danske velfærdsstat udligner indkomster her og nu, men den underliggende sociale arv er næsten lige så stærk som i gamle klassesamfund, forklarer han.

"Selv med alle de gode sider af det danske samfund – gratis uddannelse og små lønforskelle – kan man ikke ændre arvens grundlæggende logik," lyder det.

Ifølge Gregory Clark har gratis uddannelse, SU og sociale reformer ingen målbar effekt på social mobilitet, når man korrigerer for arv og tilfældigheder.

"Det er næsten blevet en religion i den vestlige verden, at mere uddannelse altid er godt. Men beviserne for, at det faktisk hjælper, er svage," lyder det tørt.

Gregory Clark mener i det hele taget, at embedsværk og politikere overvurderer, hvor meget socialpolitik kan ændre. Han opfordrer til, at politikere og embedsmænd bliver mere kritiske, og at sociale indsatser evalueres langt mere systematisk.

Plotter man de sociale reformer, der er lavet over de seneste par hundrede år, ind på x-aksen i et koordinatsystem, slår de faktisk ikke specielt ud på en y-akse, der måler social mobilitet, fortæller Gregory Clark. 

"Alle, der arbejder med området, burde spørge sig selv, om det, de laver, faktisk ændrer noget – for data viser, at effekten er meget begrænset."

Og selv om det måske kan lyde sådan, er Gregory Clarks pointe faktisk ikke, at ingenting ændrer sig nogensinde. Pointen er, at ændringerne sker over meget længere tidshorisonter, end politiske reformer normalt regner med.

"Vi lever faktisk i samfund med en form for fuldstændig social mobilitet,” smiler han – helt bevidst om det paradoksale i udsagnet.

Går man tilbage og kigger på engelske data helt tilbage fra 1600-tallet og følger familier over 10 eller 12 generationer, sker der nemlig noget interessant, fortæller han. 

"Hvis man fx tilhører eliten i år 1700, vil éns efterkommere med tiden blive fuldstændig gennemsnitlige. Det tager bare 300 eller 400 år. Hvis man er i bunden i år 1700, vil man til sidst også nå op til gennemsnittet.”

De nederste 10%

Det, der måske nu kan undre, er, at hvis Gregory Clarks resultater er så klare, hvorfor har vi så ikke hørt om dem før?

En forklaring kunne være, mener han, at det danske forskningssystem ikke er så frit, som vi tror.

"Efter at jeg er kommet til Danmark, har det slået mig, hvor afgørende ekstern finansiering er her. I USA – i hvert fald inden for økonomi – skal man ikke bekymre sig nær så meget om det."

I Danmark skal forskere konstant søge eksterne midler, og med midlerne følger ofte forventninger om forskningens resultater, siger han.

"De fleste fonde og tidsskrifter vil helst høre, at en social indsats virker. Forskere bliver belønnet for at vise effekter – ikke for at vise, at der ingen effekter er."

Professoren har selv oplevet, hvordan hans forskning møder modstand. I forbindelse med ansøgninger har han fået at vide, at forskning designet til at vise, hvordan vi ikke kan ændre samfundet, ikke bør finansieres.

I Gregory Clarks øjne er det danske forskningssystem faktisk i praksis styret af markedskræfter og private donorers præferencer. Det giver et lidt ”kapitalistisk arbejdsmarked” i den akademiske verden, mener han: Forskere konkurrerer om midler, fordi deres stillinger afhænger af at tiltrække ekstern finansiering, og fondene bestemmer, hvilken type forskning der får støtte.

"Vi har brug for en mere systematisk måde at lave samfundsvidenskab på – én, der også accepterer og offentliggør, når noget ikke virker," siger han.

Gregory Clark ser ikke sin forskning som en kritik af den danske velfærdsmodel, som han generelt mener har mange stærke sider. Danmark har fx formået at kombinere velfærdsstaten med et fleksibelt arbejdsmarked.

Og så betyder den manglende sociale mobilitet ikke, at velfærdssamfundet ikke tager sig af dem, der har mest brug for det. Man kan blive fyret af budgetmæssige årsager, men man bliver ikke efterladt på gaden, siger han.

"Man lever langt bedre i Danmark, hvis man er blandt de nederste 10%.”

Problemet er bare, at hvis man er blandt de nederste 10%, forbliver man typisk dér i generationer.