Ledelse
13.10.2025
af
Annemette Schultz Jørgensen
Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford advarer Danmark mod at lade sig intimidere af Donald Trump. Og så opfordrer han danske virksomheder og politikere til at være mere offensive i USA.
Hvordan navigerer man som en lille nation, når verdens stærkeste demokrati pludselig vender op og ned på spillereglerne? Når politikere, virksomheder, universiteter og institutioner bliver ramt af toldsatser, protektionisme og politiske kovendinger midt i det, man troede var en tæt alliance? Og når tidligere stabile relationer og forudsigelige rammer, med ét bliver afløst af trusler, usikkerhed og selvmodsigende politiske og økonomiske signaler.
Det er de spørgsmål, Rufus Gifford møder, hver gang han er i Danmark – og det er ofte. Med over 20 års erfaring fra amerikansk politik og erhvervsliv, fra Obama- og Biden-kampagnerne til en markant rolle som USA’s ambassadør i København, har han et unikt dobbeltperspektiv. Og efter mere end et årti som ihærdig brobygger mellem USA og Danmark en sjælden indsigt i, hvordan båndene imellem de to nationer lige nu er udfordret – og hvad der skal til for at holde dem stærke, hvis USA’s præsident fortsat giver Europa den kolde skulder.
Hans første budskab til danske ledere er klart:
”Jeg forstår godt, at I er rystede over, at en tæt allieret pludselig vender jer ryggen. Men det er vigtigt at forstå én ting: Donald Trump er ikke jeres ven, og han har ingen interesse i at blive det. I Danmark skal I samle kræfterne på alle niveauer og bygge videre på de styrker, I har. Jo før I handler, jo stærkere står I,” siger Rufus Gifford.
Djøfbladet møder den tidligere amerikanske ambassadør midt i et pakket program rundt i Danmark. Han glider ind ad døren med et fast håndtryk og et nærværende blik. Kommer fra et møde med en gruppe danske investorer, gør nu holdt i Djøf, skal senere holde oplæg for topledere og så gøre et sidste stop i Aarhus. Og i slutningen af oktober er han tilbage, som keynote speaker på Djøf Festival.
”Jeg brænder langt ind i hjertet for de tætte bånd mellem USA og Danmark. Og det smerter mig dybt at se, hvor ødelæggende Donald Trumps MAGA-politik er for vores relationer og alt det, jeg arbejdede og stod for som ambassadør,” siger han.
Var jeg selv leder, investor eller søgte nye partnerskaber i USA, ville jeg også have svært ved at navigere, og jeg ville helt sikkert også tænke mig om to gange.
Rufus Gifford, tidl. amerikansk ambassadør i Danmark
Ledige stillinger
Rufus Gifford taler klart og uden omsvøb. Som ambassadør i København blev han kendt for sin folkelige og utraditionelle stil – diplomati med et menneskeligt ansigt. Og for at styrke ikke bare relationer på tværs af regeringer og institutioner, men også skabe tætte bånd mellem danske og amerikanske borgere på gaden. De bånd frygter han nu er ved at smuldre.
”Jeg tror på, at vi kan overleve det politiske og økonomiske kaos. Politik skifter fra den ene administration til den næste. Det, der virkelig foruroliger mig, er vores troværdighed i danskernes øjne – både den mellemmenneskelige og den på alle andre niveauer,” siger han og fortsætter:
”Jeg kan ikke genkende mit land lige nu, men jeg ved, at der stadig findes et andet og et bedre USA. Så når jeg bliver ved med at komme tilbage til Danmark, er det for at sige højt: I må ikke tro, at USA kun er sådan her – så lad os ikke tabe det hele på gulvet.”
Rufus Gifford indrømmer, at han forstår den rådvildhed og den totale forvirring, der hersker blandt danske virksomheder og organisationer lige nu. Og anerkender, at Donalds Trumps kurs og det politiske kaos i Washington giver god grund til at trække følehornene til sig.
”Var jeg selv leder, investor eller søgte nye partnerskaber i USA, ville jeg også have svært ved at navigere, og jeg ville helt sikkert også tænke mig om to gange. Det er soleklart. Samtidig er det vigtigt ikke at gå i stå,” siger han og peger på en alternativ vej til at finde partnerskaber.
”Traditionelt har danske virksomheder og organisationer kigget mest til det føderale niveau. Men der er masser af oplagte og uprøvede muligheder på delstatsniveau i USA, som er mere sikre steder at satse nu.”
Et eksempel: Da Rufus Gifford tiltrådte som ambassadør i København i 2017, var relationerne mellem Danmark og hans egen hjemstat, Massachusetts begrænsede. Gennem brobygning blev der skabt nye samarbejder og investeringer på tværs af sektorer – især inden for life science, bioteknologi, miljøteknologi og vedvarende energi, som er blandt Giffords egne indsatsområder. I dag er der faste rutefly imellem hovedstæderne og et nyt dansk konsulat i Boston.
”Der var åbenlyse muligheder mellem vores to regioner på grund af tydelige synergier – kulturelt, politisk og i arbejdskraften. Samme synergier findes i mange andre delstater, og nu er et godt tidspunkt for danske virksomheder at etablere nye partnerskaber med afsæt i dem,” siger han.
I skal ikke lade jer lamme. Vær klare i mælet og vis, at I står sammen om alt det, der forener jer.
Rufus Gifford, tidligere amerikansk ambassadør i Danmark
Han opfordrer danske ledere til at række ud med det, han kalder den særlige danske fornemmelse for praktisk samarbejde.
”Set udefra, har I en unik måde at lede, drive udvikling og skabe forretning på. Den er pragmatisk, handlingsorienteret og samtidig upolitisk. Det skal bruges nu,” siger han.
Den handlingsorienterede tilgang bliver i hans øjne blandt andet eksemplificeret i, hvordan Danmark håndterer klimaforandringerne. Det der ligner uoverkommelige globale udfordringer, bliver anerkendt og anskuet som et fælles ansvar, der skal løses som en fælles opgave.
”I indså alvoren af de globale problemer, voksende temperaturer og havstigninger, og gik praktisk i gang med at løse dem sammen. Udviklede nye konkrete tiltag i bybilledet, sendte biler ud af byerne og skabte grønne områder. I så det ikke bare som udfordringer, men brugte dem som afsæt til at skabe nye forretninger og muligheder,” siger Rufus Gifford, som kalder det forbilledligt.
”I sagde: Lad os innovere os ud af det sammen, finde nye, cool og moderne løsninger, som kan bære os ind i næste generation. Det har ført til nogle af de største innovationer i vedvarende energi i verden og vidner om en samarbejdskultur, som på én gang er praktisk og visionær. Den bør I bruge nu til at række længere ud i verden,” siger han.
Samtidig bør både Danmark og Europa bruge det momentum, der er lige nu til mere offensivt at tiltrække kompetencer og kapital udefra. Selvom hverken Danmark eller EU har samme militære styrke som USA, rummer vi et kæmpe potentiale – økonomisk, videnmæssigt og kulturelt, mener Rufus Gifford.
”I er et kraftcenter, som resten af verden ser op til og gerne vil være en del af. Brug det som en gylden chance til at være mere strategiske og tiltrække de talenter, specialister og investorer fra hele verden, som normalt ville søge mod USA,” siger han.
Asien og Mellemøsten er allerede begyndt at investere mere i Danmark, fordi USA lukker sig om sig selv, og mulighederne i Europa så pludselig bliver interessante.
”Brug det vindue I har lige nu til at fortælle verden, at I har nogle af de bedste forskningsinstitutioner og udviklingsmiljøer på kloden. At I taler flydende engelsk, og man ikke behøver frygte overvågning af sociale medier eller risikerer at blive smidt ud på grund af deres politiske holdninger,” siger den tidligere ambassadør.
Når Trump slår, skal I slå igen
I det hele taget efterspørger Rufus Gifford en mere offensiv reaktion fra både Danmark og Europa på Donald Trumps kovendinger, isolationisme og trusler, når det gælder handel og diplomati. I hans øjne skal Europa både retorisk og økonomisk stå mere fast. Vi lader os i al for høj grad intimidere, fordi vi endnu ikke har gennemskuet den amerikanske præsidents simple spilleregler.
”Jeg kan på mange måder godt forstå, at I reagerer med at blive bange. Måske føler I jer små og frygter at blive isoleret. Men jeg spørger tit, når jeg taler med både venner, politikere og erhvervsfolk her i landet: Hvad er det, I er så bange for, når det kommer til stykket? Det er som om, man frygter at miste en ven, som man alligevel ikke har. Donald Trump er magtmisbruger og en bully, som kun tænker på sig selv,” siger Rufus Gifford.
Han mener, at det en uhensigtsmæssig strategi at møde den amerikanske præsident med den imødekommenhed, som Europa gør lige nu. Da det på den anden side af Atlanten tolkes som et tegn på svaghed.
”Europæiske politikere har en opfattelse af, at høflighed og diplomati giver point hos Trump. Men i virkeligheden opfatter han det som eftergivenhed. I skal ikke lade jer lamme. Vær klare i mælet og vis, at I står sammen om alt det, der forener jer. Når han slår, skal I slå igen – for den reaktion kender han ikke,” siger Rufus Gifford, som ikke mener, at det er svært at se, hvor pondussen skal komme fra.
”I er langt bedre til at stå sammen politisk i Europa, end vi er i USA. Se på Danmark, som i mine øjne repræsenterer et ideal. I har haft den samme statsminister i syv år, lige nu i en regering af tidligere ærkerivaler. Man kigger på det udefra og tænker: Det er ekstraordinært og selve meningen med et politisk system. Brug den tradition til at stå sammen,” siger han.
Rufus Gifford er ikke selv uden politiske ambitioner – men lige nu er de sat på pause. Efter sin afgang som USA’s ambassadør i Danmark stillede han op som demokratisk kandidat til Kongressen i Massachusetts, men tabte. I dag står han i spidsen for rådgivningsfirmaet The Elrod Gifford Group, der arbejder med politisk rådgivning, public affairs og fundraising-strategier. Et arbejde, hvor han – som han åbent erkender – selv kæmper for at bevare optimismen i disse år.
”Jeg synes selv nogle gange, det er svært at finde håb og er dybt bekymret, især for hvordan mistilliden, som er en af mine egne mærkesager, er blevet brændstof for Donald Trumps succes og den voksende splittelse i USA.”
Han sidste appel til danske ledere, politikere og borgere er derfor at bruge det modsatte våben vi har i form at et af de højeste niveauer af tillid i hele verden.
”Pas på den danske tillid, for den er essensen af det, I er. Den giver jer sammenhængskraft og gør jer mindre sårbare over for den splittelse og polarisering. Og den vidner også om stabilitet og sikkerhed, som appellerer til nye samarbejder og nye alliancer.”
”Måske den tillid er en af grundene til, at I har sværere ved at slå igen. I tror på det bedste i selv jeres modstandere. Og selvom jeg mener, at I skal blive bedre til at puste jer op, er min appel, at I aldrig må give køb på jeres fundament,” siger den USA-ambassadør.
”Man kan måske klandre jer for at være lidt naive i jeres møde med Donald Trump, men jeres tillid er et forbillede lige nu for, hvordan man skal møde verden. Hvis I fjerner den, fjerner I kernen i det, I er. Og jeg vil til hver en tid hellere klandres for at være lidt naiv, og så stå fast på den smukkeste del af min kultur.”