Sproget ekskluderer minoriteter på djøf-studier

En ny undersøgelse fra Djøf viser, at 34% af de studerende på djøf-studier føler sig som en minoritet. Hver tredje af dem føler sig ensomme, hvor det blandt øvrige studerende blot er 17%.

Det er tal, jeg kan nikke genkendende til.
Jeg er førstegenerations-akademiker, opvokset med en alenemor på bistand det meste af mit liv. Jeg ser derfor mig selv som en minoritet grundet min socioøkonomiske baggrund.

Det er ikke min seksualitet, min etnicitet eller religion, der gør, at jeg føler mig uden for fællesskabet. Det er udelukkende, fordi mit sprog og min kulturelle referenceramme er så anderledes, at jeg føler, at jeg har svært ved at høre til.

Det er noget, der generelt går igen for minoriteter, som føler, at de ikke kan være med på den daglige sociale jargon, fordi de har en anden virkelighed end størstedelen af deres medstuderende.

En helt anden selvforståelse

Minoritetsstuderende møder ind på studiet hver morgen med en anden verden end majoriteten af deres studiekammerater. De har et andet sprog, en anden kultur, en helt anden forståelse af sig selv. Det kan være svært at passe ind i et miljø, som føles fremmedgørende for én selv.

Mange af djøf-studierne har en ensartet kultur med en særlig tilhørende demografi, hvilket unægteligt hører sammen med, at en række djøf-studier topper listen over de mest ulige studier. Chancen for at gennemføre sin uddannelse er langt højere, hvis du har akademiske forældre.

Den her verden er for folk, som er vant til de her rammer, og som passer ind i kulturen, der hører til. Vi, der er minoriteten, kan se på fra sidelinjen og forsøge at være med, mens de andre hjemmevant bruger ord som ’kontekst’, ’diskurs’ og ’kriterieparametre’.

En lukket dør

Mit første år på statskundskab var særligt hårdt. Jeg følte, at jeg havde svært ved at relatere til fællesskabet, og følte, at alle havde et manuskript, som de kunne, og jeg havde ikke fået det i min postkasse. Ting såsom hvad man skal have på, hvilken slags smalltalk der er passende at begynde på inden forelæsningen, og hvilke slags hobbyer folk kan dele med hinanden.

Dog er det særligt humor, som kan føles som en barriere. Meget humor stammer fra vores omgangskredse, som ofte er meget lig os selv: fra vores forældre, fra klassekammeraterne på dit gymnasium eller fra den højskole, du var på i dit sabbatår. Fordi jeg ikke selv har en baggrund, der er lig så mange andres, kan mit sprog føles malplaceret i en daglig samtale.

Det sociale fællesskab føltes som en dør, der var lukket i for mig. Når der skulle findes studiegrupper, og der gik Paradise Hotel i den, følte jeg mig særligt ensom, fordi jeg stod tilbage som en af de sidste, der endnu ikke havde nogen at skrive sammen med.

En stor konsekvens af at være uden for fællesskabet er ikke kun, at det påvirker trivsel. Det kan også have stor betydning for éns fremtid. Det kan være en fordel at have et godt socialt netværk på sit studie i forhold til fx studiejob; vi kan også se, at færre har et studiejob blandt minoritetsstuderende. For slet ikke at snakke om at få det første fuldtidsarbejde, som er det sværeste at få.

Er man uden for fællesskabet, kan man hellere ikke forvente de fordele, der følger med – såsom et netværk, der kan hjælpe én videre i arbejdslivet.

Kulturen skal ændres

Det er de færreste studerende, der udelukker andre bevidst. Men når man er en del af majoritetskulturen, er det svært at vide, hvordan man med sit sprog og ageren naturligt udpeger og dermed ekskluderer andre. Såsom at stille spørgsmål, der kan være velmenende, men føles, som om éns identitet skal retfærdiggøres, fordi man falder uden for normen. Selv har jeg oplevet spørgsmål om, hvorfor jeg er startet senere på studiet end normalt. I en alder af snart 26 er jeg alderspræsident i min klasse, fordi jeg har taget en længere og mere snoet vej til universitetet.

Der er endda flere, der har naturligt antaget, at jeg er skiftet fra et andet studie, hvilket ikke er tilfældet. Hvad jeg dog har prøvet, er at være på uddannelseshjælp – det vil sige kontanthjælp for unge uden uddannelse – to gange, inden jeg startede på universitetet. En erfaring, de færreste af mine medstuderende har gjort sig.

Det er vigtigt at pointere, at det ikke er enkle individer, som skaber de ekskluderende rammer: Det er kollektive handlinger, som fællesskabet udfører ubevidst, og hvor det antages, at vi alle er en del af klubben. Det er desværre langtfra tilfældet.

Hvis vi skal fremme trivslen blandt minoritetsstuderende, skal selve kulturen ændres. Kulturen skal kunne rumme og omfavne dem, men også inddrage dem, der netop falder uden for normen. Vores akademiske fællesskaber skal være bedre til at samle hinanden op, så det ikke føles som en social overlevelse for dem, der er i minoriteten.

Nicoline Forsberg læser statskundskab på 3. semester på Københavns Universitet.