Sofies handicap blev ikke imødekommet på KU. Nu har hun skiftet studie

Da Sofie Bloch Nielsen skulle til sin første mundtlige eksamen i jura på Københavns Universitet, spurgte hun sin underviser, om hun kunne printe eksamensspørgsmål ud i skriftstørrelse 14 i stedet for 12.

Hun spurgte også underviseren om lov til at sidde med ryggen mod vinduet, så det var muligt for hende at mundaflæse.

Svaret på begge dele lød, at det kunne ikke bare lade sig gøre, fortæller Sofie Bloch Nielsen. Hun skulle ansøge om tilladelse. Og den proces var så bøvlet, at hun endte med at give op.

”Det var heldigt, at der viste sig ikke at være nogen vinduer i det lokale,” konstaterer hun i dag.

Sofie Bloch Nielsen har Usher Syndrom, hvilket betyder, at hendes syn og hørelse er kraftigt nedsat. Uden sit høreapparat ville hun være decideret døv, og selv om hun ser klart, er hendes synsfelt indskrænket til 10-15 grader, mens et normalt er på 160 grader.

Kombinationen af kunstig hørelse og tunnelsyn gør den fysiske verden krævende at gebærde sig i, og det gælder ikke mindst i større grupper eller eksamens- og undervisningssammenhænge.

Sofie Bloch Nielsen klarede sig igennem den mundtlige eksamen, men hun er ikke i tvivl om, at det var gået bedre, hvis hun ikke skulle stresse over, om hun kunne læse spørgsmålet.

I dag er Sofie Bloch Nielsen ikke længere studerende på Københavns Universitet. I marts blev hun sygemeldt med stress, og i september valgte hun at skifte universitet og studie.

Ifølge KU’s seneste inklusionsmåling er Sofie ikke alene om sine oplevelser. Hele 42% af de studerende med fysisk funktionsnedsættelse rapporterer, at de har svært ved at tilgå og deltage i den fysiske undervisning.

Samtidig viser målingen, at hver fjerde studerende med psykiske funktionsnedsættelser eller neurodivergens oplever manglende støtte fra universitetet til at klare studiet. Blandt alle studerende er andelen 15%.

Fysisk dårligt

”Er du sikker på, at du skal være her?”

Sådan lød spørgsmålet fra den studievejleder, Sofie Bloch Nielsen opsøgte i begyndelsen af sin studietid for at bede om råd til at overkomme nogle af sine læringsmæssige udfordringer.

”Jeg oplevede faktisk, at han opfordrede mig til at droppe ud. Efter samtalen sad jeg tilbage med en følelse af, at der ikke var plads til én som mig.”

En uge før Sofie Bloch Nielsen startede på jurastudiet, ansøgte hun om hjælpemidler via SPS-vejledningen. Fordi Styrelsen for Undervisning og Kvalitet var ved at indkøre et nyt it-system, var sagsbehandlingstiden dog så lang, at hun måtte undvære hjælpemidlerne på hele sit første semester.

”Hvordan jeg klarede det semester, ved jeg faktisk ikke helt. Jeg var stresset, usikker og følte mig hægtet af fra dag ét.”

Derfor gik der heller ikke lang tid, før Sofie Bloch Nielsen begyndte at få det fysisk dårligt over at møde op på universitetet. Hun følte sig ikke længere velkommen, og den følelse blev ikke mildnet, da hun på andet semester fik afslag på sin ansøgning om at komme i en mindre studiegruppe end den, hun var blevet sat i fra første semester.

Studiegruppen bestod af syv mennesker, og med sit syns- og hørehandicap havde Sofie svært ved at tage del i dialogen og det faglige arbejde.

”Når man ikke kan retningsbestemme lyd, kan det være overvældende at skulle arbejde sammen med så mange mennesker.”

Afvisningen på Sofies ansøgning blev begrundet med, at gruppearbejdet var en vigtig del af uddannelsen, og at gruppens størrelse ligeledes var afgørende for de studerendes læring. Derfra gik det mest af alt én vej for Sofies studietrivsel.

”Jeg oplevede aldrig problemer i forhold til mine medstuderende, men de mange afvisninger og fordomme fra systemets og undervisernes side gjorde, at jeg begyndte at isolere mig selv mere og mere, indtil jeg blev sygemeldt. Jeg følte, at det tog mere energi at skulle kæmpe mod systemet, end det gjorde at læse selve faget.”

Stort fokus

Ifølge tal fra i sommer er der kun kommet flere studerende med funktionsnedsættelser til universiteterne. Antallet af universitetsstuderende, der modtager socialpædagogisk støtte (SPS), er næsten fordoblet siden 2020, og på KU er antallet af SPS-modtagere firedoblet fra 2018-2024.

Djøfbladet har kontaktet KU for en kommentar og er blevet henvist til dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Bente Stallknecht, der er sponsor for KU’s indsats for diversitet og inklusion.

Bente Stallknecht kender ikke til og kan derfor ikke kommentere den specifikke oplevelse, Sofie Bloch Nielsen har haft på KU, men er ærgerlig over, at hun blev sygemeldt. Imidlertid har universitetet stort fokus på inklusion af studerende med funktionsnedsættelser, fortæller hun.

“I vores inklusionsmåling kan vi i fritekstsvarene også se, at medarbejdere rapporterer om manglende ressourcer og klare retningslinjer omkring at imødekomme særlige behov. Så det er bestemt noget, vi skal arbejde mere med, end vi allerede gør.”

Hvad vil I gøre for at forbedre vilkårene for de studerende med funktionsnedsættelser, som rapporterer, at de har svært ved at deltage i den fysiske undervisning?

“Helt konkret har vi nedsat en arbejdsgruppe, som skal afklare, hvordan man kan indarbejde universelt design i KU's byggeprocesser: Så når vi bygger om eller bygger nyt, hvordan kan vi så tænke det ind og skabe en fælles standard for tilgængelighed? Tilgængelighed er et af fem temaer i vores arbejde for diversitet, lighed og inklusion frem mod 2030, og det handler ud over de fysiske rammer også om de sprog og systemer, universitetet bruger.”

”En hård karamel at sluge”

Sofie Bloch Nielsen har drømt om at læse jura, siden hun gik i 8. klasse. Hendes far er uddannet jurist, og hun har altid været optaget af det felt.

Så meget desto mere var hendes stresssygemelding som en våd klud i ansigtet.

”Det var en hård karamel at sluge, fordi jeg følte, at min drøm blev ødelagt af nogle andre, og ikke af mig selv. Jeg oplevede ikke, at jeg havde fået mulighed for at tage uddannelsen på samme vilkår som de andre.”

Undervejs i sygemeldingen gjorde Sofie sig mange overvejelser. Kunne hun vende tilbage til studiet, eller skulle hun satse på en helt anden bane?

I sommer valgte hun at søge ind på samfundsvidenskabelig bachelor med journalistik på Roskilde Universitet. Et valg, der ifølge hende var formet af både ”interesser og vilkår”.

”Jeg skiftede ikke kun studie af lyst. Jeg har fundet ud af, at jeg brænder mere for samfundsvidenskab og journalistik, men den manglende støtte og ressourcer på Jura gjorde det mere uholdbart, og det var helt klart med til at påvirke min beslutning.”

Hvis Sofie skal se tilbage på sine fire semestre på universitetet, har hun svært ved at komme i tanke om noget, hun selv kunne have gjort for at have klaret sig nemmere igennem studiet.

”Jeg synes, at jeg gjorde en stor indsats for at række ud og tage ansvar selv, men blev mødt af fordomme og afvisning.”

Sofie Bloch Nielsen er derfor ikke i tvivl om, at der skal en systematisk indsats til, hvis rammerne for de studerende med funktionsnedsættelser skal forbedres:

”Dels burde hjælpemidlerne være klar fra dag ét. Dels burde underviserne blive klædt bedre på til at inkludere studerende med handicap. Og så tænker jeg også, der burde være en fast kontaktperson, der følger op og tager ansvar sammen med den studerende, fordi det er hårdt at tage alene,” siger hun og tilføjer, at inklusion ikke kun drejer sig om hjælpemidler:

”Man skal helt generelt ændre måden, man møder mennesker, der skiller sig ud fra normen, på. Det handler ikke om særbehandling, men om lige vilkår.”

Mindre autonomi

Lærerstuderende og formand for Sammenslutningen for Unge Med Handicap (SUMH) William Korte mener, at tilgængelighed og inklusion for studerende med funktionsnedsættelser handler om flere indsatser.

”Tilgængelighed er både fysisk, fagligt og socialt,” betoner han.

William Korte mener, at man skal finde en balancegang mellem de individuelt kompenserende ordninger og den mere kollektive støtte, herunder hvordan man kan tilpasse de sociale rammer, så flere studerende med funktionsnedsættelser kan deltage i introaktiviteterne.

Han er samtidig enig i, at underviserne i højere grad skal lære, hvordan man kan designe undervisningen specialpædagogisk. Dog er hans erfaring, at det på tværs af uddannelsesinstitutionerne desværre ofte er hos universiteterne, at underviserne er langsomst til at ændre på deres undervisningsmetoder.

”Der kan være en tilgang om, at de skal være autonome og 100% bestemme rammerne for deres egen undervisning. Vi hører fra universitetsundervisere, der ikke er klædt på til at skulle tilpasse deres forløb.”

Dog oplever han også, at det stigende antal SPS-modtagere har indvirket positivt på universiteternes syn på specialpædagogisk undervisning:

”Det er heldigvis gået op for flere universiteter, at hvis det lykkes at tilpasse undervisningen, så flere kan tilgå den, er chancen for gennemførelse højere, og potentielt kan behovet for SPS også blive mindre på sigt,” siger han.