Derfor har Robert Habeck forladt tysk politik for at forske i Danmark

Det var egentlig ikke planen. Robert Habeck og hans kone skulle bare finde en børnehave til deres børn i Flensburg. De kommer fra Kiel og er ganske tyske begge to, men den eneste ledige plads var i den danske børnehave.

Under sine studier i Freiburg havde han ganske vist haft et Erasmus-ophold på RUC. Tættere var forbindelsen til Danmark ikke.

"Men mine børn kom i en dansk børnehave, og jeg elskede det fra begyndelsen," fortæller den tidligere tyske vicekansler.

Han er netop tiltrådt en stilling som senioranalytiker på Danmarks Institut for Internationale Studier (DIIS) med fokus på de sikkerhedspolitiske konsekvenser af global opvarmning – især i Arktis – og europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik.

Forskeren har benyttet lejligheden til at spørge ham, hvorfor lige forskning, og hvorfor lige Danmark.

Og i forhold til det sidste skulle det altså vise sig, at det, der startede som en praktisk løsning på børnepasning, blev begyndelsen på et gradvist tættere forhold til Danmark og dansk kultur.

"Alle mine minder fra studietiden kom tilbage, og børnene elskede det," siger Robert Habeck om børnehavetiden.

"Vi var en helt normal tysk familie, men børnene måtte lære dansk, og vi så danske børneprogrammer. Jeg husker Naturpatruljen med Martin og Ketil," griner han.

Interviewet foregår på engelsk, for der fortsat er enkelte faglige termer, det kniber med på dansk. Al anden kommunikation med den tidligere vicekansler foregår på flydende dansk.

"Alle Disney-filmene så vi på dansk, og vi sang danske julesange, og så prøvede vi at inkludere den danske livsstil og det danske sprog i vores daglige liv."

Det samme – men forskelligt

I februar trak Robert Habeck sig fra tysk politik efter et nederlag ved forbundsdagsvalget. Som vicekansler og økonomiminister i Olaf Scholz' regering havde han været en central figur i tysk politik i fire år. I alt har han været aktiv i politik i 20 år.

Skiftet fra politik til forskning har givet et unikt perspektiv på forholdet mellem de to felter.

"Det er faktisk ikke så forskelligt fra politik," siger han om forskningsarbejdet.

Op til møder med udenlandske ministre stod den på "videnskabelig forberedelse" med historisk udvikling, aktuel situation og masser af fodnoter, fortæller han.

"Begge steder skal tallene være korrekte. Det meste af mit arbejde som minister var ikke at debattere og overbevise folk ved at bruge sjove metaforer. Det var faktisk at læse rapporterne."

Den afgørende forskel på forskning og politik er tilgangen og retningen, forklarer han. Som minister var Robert Habeck i slutningen af vidensfødekæden. Han var modtageren af al den forberedelse, hans ministerium lavede.

"Som politiker er du meget dag-til-dag-drevet. Det vigtige er, hvad der står i avisen. Du starter ikke fra nul, men du starter fra loftet på en måde. Du vågner om morgenen, læser avisen – ’pis, der er et problem. Jeg skal træffe en beslutning.’"

Og til det får han så den viden, han skal bruge. Forskningen begynder fra den helt anden side.

”Selv om idéen – at finde et problem, rammesætte problemet, identificere løsningerne og løse problemet – er mere eller mindre den samme, starter du fra kilden og ikke fra slutningen," siger han.

For en god forsker er det måske vigtigere at høste anerkendelse i forskningsmiljøerne, end det er, hvorvidt et forskningsresultat når en ministers bord. Det er lidt anderledes i politik.

"For en politiker drejer alt sig om at handle. Så hvis du har gode resultater, er det ikke så vigtigt, hvordan du er kommet til dem. Det er resultaterne, der tæller," forklarer han.

Nyfunden frihed

Efter 20 år i politik, hvor et nyt job naturligt er fulgt efter en valgkamp, har Robert Habeck nu valgt usikkerheden.

"Jeg ved ikke, hvor det fører hen, men det er præcis det, jeg vil nu. Jeg har følelsen af, at jeg vinder styrke og uafhængighed hver dag."

På DIIS arbejder Habeck nu med at bygge broer mellem tysk politisk erfaring og dansk forskning. Hans rolle er at bidrage med indsigt om, hvordan regeringer fungerer i praksis, og samtidig lære fra den danske tilgang til internationale relationer.

"Jeg kan bringe noget viden ind, måske den rette ekspertise fra verden uden for forskningsgrupperne, som kan berige forskningsarbejdet," siger han.

Men det skulle gerne gå begge veje. Kollegerne på DIIS lærer ham om forskningens tålmodighed og dybde, mens han lærer dem om politikkens umiddelbare krav om resultater og handling.

"For mig er det en form for nyvundet frihed. Nu har jeg måske mere tid til at finde de korrekte kilder og fortolke dem rigtigt. Det er måske den største forandring."

Hans fokusområde er Arktis, hvor klimaforandringer skaber nye geopolitiske spændinger mellem USA, Rusland og Kina. For Danmark, der via Grønland er en arktisk magt, er det særligt relevant – især i lyset af præsident Trumps vedholdende interesse for øen.

"Arktis afspejler på mange måder den russiske ideologi, der førte til angrebet på Ukraine. Der er en lang, stolt historie i Rusland, hvor det høje nord er en del af den russiske identitet," forklarer han.

Men måske vigtigst af alt bringer han 20 års erfaring med at navigere mellem politik og viden – en færdighed, der er central for både forskere og embedsmænd i en tid med hastigt skiftende sikkerhedspolitiske landskaber, mener han.

Embedsmænd, køb droner – ikke tanks

Den tidligere tyske økonomiminister har selvsagt fulgt tæt med i debatten om europæisk forsvarssamarbejde, og ikke mindst hvordan Danmark med stor beslutsomhed har øget sit forsvarsbudget. Robert Habecks første uger på DIIS faldt desuden sammen med den danske regerings beslutning om at købe europæiske våbensystemer i stedet for amerikanske.

Den danske beslutning overraskede ham, fordi den kom blot tre-fire måneder efter Trumps aggressive retorik om Grønland og vicepræsident J.D. Vances anklager om, at Danmark skulle være en dårlig allieret.

"Danmark var den tætteste allierede, jeg har set USA have i Europa. For Fogh Rasmussen kunne det bare ikke blive amerikansk nok," konstaterer han.

For ham er det slående derfor ikke mængden af penge, Danmark bruger, eller at vi køber langdistancemissiler. Det overraskende for Robert Habeck er, at Danmark gør det uden amerikansk teknik, forklarer han.

Det er udtryk for en fundamental ændring i den danske selvforståelse.

"Pludselig sagde I: ’Vi kan måske ikke stole på amerikansk teknologi. Hvad hvis de stopper med at levere til os? Hvad hvis der er en kill-switch i flyene?’"

"Og så sagde I: ’Vi viser jer, hvor dårlige allierede vi kan være,’" siger han med et grin.

Men den geopolitiske virkelighed er ifølge Habeck, at selv hvis Trump mister magten, vil USA fortsætte med at trække sig tilbage som "verdens politimand". 

Det gør oprustningen nødvendig, men for de danske embedsmænd, der skal implementere den, ser Robert Habeck et behov for at tænke i fundamentalt nye strukturer. Han kritiserer den traditionelle tilgang, hvor politikere og embedsmænd med 20 år gamle planer i hånden bestiller mere af det samme. Bare i større mængder.

I stedet bør fokus være på højteknologiske løsninger som droner, cybersikkerhed og kunstig intelligens frem for traditionelle stålkonstruktioner. Det kræver, at embedsmænd tør bryde med etablerede leverandører og rutiner.

"Normalt træffer dem, der har truffet beslutningerne før, de samme beslutninger. De er vant til at have de samme partnere, så de går til de store tyske stålvirksomheder og bestiller stål. Derfor er det svært for den nye forsvarsindustri at komme ind i det."

Nordisk-tysk forsvarsbro

Robert Habecks analyse er desuden, at der mangler en kobling mellem den velfungerende nordisk-baltiske samarbejdsstruktur og den tyske kapacitet.

"Der er et meget veletableret og velfungerende, fast organiseret forhold mellem nordiske lande og Baltikum. Alle, jeg møder her, kommer lige fra møder fra NB8-gruppen," siger han og henviser til Nordic-Baltic Eight samarbejdet, der omfatter Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen.

"Men på den sydlige flanke mangler der to lande, Polen og Tyskland,” siger han.

Det ikke-formaliserede NB8-samarbejde har eksisteret siden 1992 og er blevet styrket markant efter Ruslands invasion af Ukraine. Det er her, de konkrete sikkerhedspolitiske beslutninger koordineres på tværs af Nordeuropa – fra forsvarsministre til embedsmænd i udenrigsministerierne.

For danske embedsmænd i forsvars- og udenrigsministerierne såvel som politikere og medarbejdere i vidensinstitutioner betyder Robert Habecks visioner ændringer i arbejdsgangene. Han ser et behov for at skabe nye mødefora og koordineringsmekanismer – også uden for NATO- og EU-strukturerne.

"Det, jeg forsøger at gøre nu, er sammen med de kolleger, jeg har her, og dem, jeg kender i Tyskland, at forbinde diskussionerne. Og jeg håber, at det bringer Danmarks beslutsomhed og Tysklands kapacitet tættere sammen."

"Alt, der har etablerede regler, er ret svært at organisere på en ny måde. Alt, der ikke er rigtig etableret – som ny teknologi, ny forsvarsteknologi, droner, cybersikkerhed – er lettere at gøre på et europæisk eller internationalt niveau."