Nicki tvivlede på, om han nogensinde blev til noget

Nickis mave rumler. Det er et godt tegn – på en måde.

Han er kommet forbi Djøfbladet for at fortælle om, hvad der er sket siden sidst, vi interviewede ham. Dengang overvejede han at blive lagermedarbejder, og på redaktionen har vi flere gange talt om, hvordan det mon gik ham.

I to et halvt år forsøgte Nicki Mathis Møller Just nemlig forgæves at få fast job som statskundskaber. Samtidig boede han i et rødt kolonihavehus, der virkelig trængte til maling.

Nu er der gået fire år til.

Tarmene knurrer, fordi han ikke har spist frokost. Han har haft travlt i sin faste stilling i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Ud over at være fuldmægtig i Indfødsretskontoret er han også tillidsrepræsentant. Der var lige et TR-møde, som var vigtigere for ham end turen til kantinen.

Han fik sit faste job gennem en midlertidig ansættelse i Udlændingestyrelsens Ukraine-kontor, der blev oprettet efter Ruslands invasion af landet.

”Jeg er et godt sted nu. Jeg fylder snart 36 og har et job, hvor de sætter pris på mig og synes, jeg gør et godt stykke arbejde.”

Siden sidst er kolonihavehuset også blevet skiftet ud med en ejerlejlighed tæt på Ishøj Station.

Han vil på ingen måde opfattes som utaknemmelig, men nu hvor han har fast job, har han ambitioner om mere.

Kunne ikke flyve

Som barn drømte Nicki faktisk om noget helt andet end embedsværket. Han ville være pilot.

”Det kunne jeg ikke blive. Man skal jo have en normal hørelse.”

Nicki har Goldenhars syndrom, som indebærer en underudvikling af ansigtet. Han er blevet opereret flere gange, og bag højre øre sidder et høreapparat forankret i kraniet. Han er født uden venstre øre.

Da pilotdrømmen var urealistisk, måtte han finde et andet mål.

”Mit hoved har aldrig fejlet noget, så jeg kunne arbejde med politik og gøre en forskel for samfundet på den måde.”

Han ville samtidig bevise, at syndromet ikke begrænsede ham.

Det var der til gengæld noget andet, der gjorde de første par år efter studiet.

Nicki tager en slurk af sin vandflaske, inden han fortæller videre. Nyrestenene er vendt tilbage, så han skal huske at drikke. De drillede også dengang, han begyndte sin jobjagt.

Inden han havnede i ministeriet, havde han forskellige midlertidige ansættelser og gik i flere perioder ledig.

”Det er jo megafrustrerende, når man skriver ansøgning nummer 200 og stadig kun har været til to samtaler. Så bliver man demotiveret.”

Manglede relevant studiejob

Jobcentret og Djøf havde begge samme bud på, hvorfor det var svært for ham at finde fodfæste på arbejdsmarkedet:

Hans studiejobs som lagermedarbejder, telefoninterviewer og souschef i morens grillbar var ikke fagligt relevante. Hans ansøgninger og resten af cv’et var der ellers intet galt med.

En række analyser fra Djøf viser, at relevant arbejde ved siden af studiet gør, at du som nyuddannet kommer hurtigere i job. Og som tillidsrepræsentant oplever Nicki nu, at de nyuddannede, der bliver tilbudt faste stillinger i ministeriet, netop har haft studierelevante jobs og måske også et udlandsophold.

Han var selv et halvt år i Bruxelles som praktikant ved den danske EU-repræsentation og studerede også et semester på universitetet Sciences Po i Paris.

”Men jeg har ikke haft det faste relevante studenterjob, hvor du fx hjælper til i et ministerium.”

Han kan sagtens se fordelen ved, at man som studerende får en bedre indsigt i, hvad et kontorjob går ud på.

”Men jeg synes stadigvæk, vi lægger rigtig meget vægt på de her studiejob, og måske mangler det brede perspektiv på, hvad folk ellers kan.”

Han søgte flere relevante studiejobs dengang, han læste. Dog uden held.

Jagten på arbejde ved siden af studiet blev heller ikke lettere af, at han samtidig kæmpede med ensomhed. Han havde nemlig forladt Københavns vestegn for at læse bacheloren i Aarhus.

”Jeg forsøgte, men blev aldrig lukket ind i varmen i den sociale klike derovre.”

Depression

Nicki valgte derfor at tage tilbage til København for at tage kandidaten. Der blev han ramt af en depression.

Han vidste, at han studerede ”noget vildt og flot”, og at han kunne se frem til en god stilling og en fin løn.

”Men hvad var det værd, hvis jeg ikke havde nogen af dele det med?”

Han havde aldrig haft en kæreste. Det ændrede sig, da han mødte Gwenaëlle, som er lillesøster til en fransk ven, Nicki spillede onlinespil med.

Gwen, som hun hedder til daglig, var en essentiel støtte i de første, til tider, hårde år efter studiet.

Nu bor de i ejerlejligheden i Ishøj sammen med miniaturegravhunden Soya og kaninen Ginger.

Nicki har ingen problemer med at kalde sig selv ”en skidegod medarbejder” på Indfødsretskontoret.

”Jeg er arbejdsom, effektiv og rimelig intelligent. Jeg har aldrig tvivlet på, at jeg kunne levere på jobbet. Jeg tvivlede mere på, om jeg ville få chancen for at vise det på grund af det manglende studiejob.”

Han sammenligner sine første år som nyuddannet kandidat med eventyret 'Den grimme ælling'.

”Jeg tvivlede på, om jeg nogensinde blev til noget. Da jeg endelig fik muligheden, blomstrede jeg op og beviste, at jeg faktisk kan noget i et fast administrativt job.”

Ambition

Nu har Nicki behandlet ansøgninger om dansk statsborgerskab i snart tre år, og han sætter stor pris på sine kolleger, arbejdsvilkårene og den faste løn.

Men.

”Det er ikke sagsbehandlingen, der tænder eller tiltrækker mig. Det ved de godt ude på arbejdet.”

Er han utaknemmelig? Det synes han ikke selv. Nærmere ambitiøs.

”Jeg drømmer stadigvæk om det forkromede job, hvor arbejdet omhandler internationale forhold. Måske noget EU-relateret, hvor jeg sidder i Bruxelles. Men jeg har det godt der, hvor jeg er nu.”

Netop derfor vil han heller ikke skifte job for enhver pris. Det skal være noget, der giver mening for både ham og Gwen.

Nicki skruer låget på vandflasken. Interviewet er ved at være slut.  

Så nævner han Gwen igen.