Nyt job

Majken har fået en titel, ingen andre i Danmark har

2.9.2025

af

Foto af Majken Rønnow

Lige dele neutralitet og empati er kernekompetencer for Majken Rønnow Jensen, der i årevis har arbejdet med socialt udsatte borgere. I foråret tiltrådte juristen stillingen som KU’s ambassadør for studerende.

”Jeg er vant til at arbejde med mennesker i konfliktfyldte livssituationer, som ikke altid har ressourcerne til at løse de udfordringer, de står midt i.”

Sådan beskriver Majken Rønnow Jensen det arbejdsliv, der har farvet hendes karriere som jurist. I mere end 20 år har hun ydet rådgivning og behandlet sager for socialt udsatte borgere, i både kommunale og frivillige organisationer.

Den 1. april 2025 rykkede hun imidlertid ind i Professorbygningen, en gråblå villa i Universitetsfirkanten ved Frue Plads, og tiltrådte dermed en stilling, som der kun findes én af i landet: Nemlig som studenterambassadør på Københavns Universitet.

Studenterambassadøren fungerer som en slags ombudsmand, der har til formål at styrke dialogen mellem de studerende og Københavns Universitet og yde vejledning til de studerende i deres møde med universitetet.

”Det er ikke nødvendigvis mig, der skal ud at løse alting, men jeg kan give nogle værktøjer til, hvordan man bedre kan løse udfordringerne,” siger Majken Rønnow Jensen.

Fx drejer henvendelserne fra de studerende sig aktuelt især om eksamensspørgsmål: Nogle ønsker vejledning til at klage over en karakter, de har fået til eksamen. Andre ringer ind, fordi de er under mistanke for plagiat og gerne vil have studenterambassadøren med som en neutral tredjepart til samtalen med universitetet.

”Jeg vil rigtig gerne være med til at gøre en forskel for de studerende, så deres studieliv ikke skal bestå af unødvendige udfordringer, der trækker ressourcer fra det studie, de ellers er i gang med,” siger hun.

Empatisk kommunikation og forventningsafstemning har i hendes øjne altid været det essentielle i hendes arbejde for netop at fjerne unødvendige udfordringer og frigive ressourcer til dem, der har søgt vejledning hos hende. Også i det arbejde med studerende, hun varetog før sin ansættelse på universitetet.

En anden måde at tale på

Inden Majken Rønnow Jensen tiltrådte stillingen som studenterambassadør, havde hun i tre år arbejdet som leder af den juridiske afdeling i Den Sociale Retshjælps Fond – en organisation, som yder gratis økonomisk og juridisk vejledning. Her arbejdede hun også tæt sammen med studerende, idet retshjælpen primært består af frivillige jura- og socialrådgiverstuderende.

”Min funktion som studenterambassadør er lidt anderledes, fordi det er nogle andre behov, jeg skal opfylde for de studerende, og nogle andre udfordringer, de studerende står med. Men der er selvfølgelig også nogle fællestræk i forhold til at skulle hjælpe studerende med at blive klædt på til at navigere forskellige problemstillinger. Jeg oplever det bestemt som en styrke, at jeg har arbejdet sammen med unge før, idet der generationsmæssigt tales og tænkes forskelligt. Det er naturligvis vigtigt både at forstå og respektere.

Netop evnen til at sætte sig i den anden persons sted er afgørende, når man skal vejlede andre mennesker, mener hun. At lytte empatisk og forsøge at forestille sig, hvordan man selv gerne ville blive talt til, hvis man sad på den anden side af bordet.  

Flere med funktionsnedsættelser

Med kun få måneder i jobbet er Majken Rønnow Jensen stadig i færd med at etablere kontakten med de studerende. Alligevel er der én ting, hun har noteret sig som gennemgående for de studerende: Der er sket en generel stigning i antallet af studerende med funktionsnedsættelser.

”Det betyder selvfølgelig, at KU ser på, hvordan de mange forskellige behov kan imødekommes, så man sikrer sig, at alle føler sig velkomne og har lige adgang til at gennemføre sin uddannelse. Men det betyder også, at rigtig mange studerende kan opleve udfordringer i deres studieliv. Og her kan Studenterambassadøren forhåbentlig være en god støtte i forhold til uafhængig vejledning til de studerende i deres møde med universitetet og være med til at styrke dialogen.”

ANNONCE

Medspiller for begge

Københavns Universitet er det eneste universitet i landet, der har en studenterambassadør. Majken Rønnow Jensen tolker det som positivt, at KU har valgt at være et foregangsbillede for universiteterne, men det betyder også, at studenterambassadørfunktionen lige nu står alene med sine erfaringer. Til gengæld trækker hun på et stærkt internationalt netværk.

Ansættelsen som studenterambassadør varer i første omgang fem år med mulighed for tre års forlængelse. Mens Majken Rønnow Jensen sidder på posten, er der særligt én ting, hun håber at opnå:

”Lige nu har vi omkring 600 henvendelser om året, hvilket jo er en meget lille procentdel af de 37.000 studerende, der er på KU. Man kunne jo håbe på, at det er, fordi der ikke er flere, der har behovet for at søge hjælp, men jeg håber på at kunne udbrede kendskabet til flere studerende, så vi er sikre på, at de, som kunne have et behov, ved, at vi er her.”

Majken Rønnow Jensen vil, som hendes titel betegner, gerne være de studerendes ambassadør. I hendes øjne er det afgørende at fastholde den neutralitet, som sikrer, at hendes arbejde bliver et samspil med både universitetet og de studerende.

”Det er vigtigt for mig at være en medspiller for begge parter, og jeg tror på, at man med god og respektfuld dialog kan løse mange udfordringer.”

Kommentarer

Birthe Oldenborg
i forgårs
Hvor er de studerende heldige, at der findes den stilling. Jeg har nu et julegaveønske: at alle universiteterne har en studenterambassadør