Debatten om chatkontrol udstiller vores trang til overregulering

For få dage siden kastede justitsminister Peter Hummelgaard sig ud i et velment forsvar af EU-Kommissionens indsats over for digitalt overgrebsmateriale med børn – også kaldet chatkontrol.

Forslaget handler om at give europæiske myndigheder øgede beføjelser til at scanne for ulovligt billed- og videomateriale i alle private beskeder, der sendes via digitale tjenester – såsom Messenger, WhatsApp, Signal og Telegram. Men til trods for den gode sag bliver forslaget mødt med kritik fra mange sider – selv EU-Parlamentet søger at nedtone det.

Kritikken går navnlig på, at:

• Chatkontrol ikke vil virke efter hensigten – de pædofile skifter til andre kanaler.
• Metoden vil krænke mange uskyldige brugeres privatliv (falske positiver).
• Scanning uden krav om forudgående mistanke kan bane vej for masseovervågning.
• Det vil svække sikkerheden omkring kryptering af lovligt indhold.

Spredning af overgrebsmateriale med børn er en problemstilling, der vækker afsky og politisk handletrang. Men netop på grund af problemets uhyrlighed bør vi holde hovedet koldt og vurdere vores modtræk med skarp realisme.

Her nytter det ikke bare at rette en anklagende finger mod den kritiske fløj og sige: "Okay – så I mener ikke, spredningen af overgrebsmateriale med børn er et problem, vi behøver at gøre noget ved?!" Jo! Det bør vi i høj grad. Men vi må ikke lade frygten for social stigmata eller ønsker om at signalere handlekraft overskygge vores vurdering af, hvilke midler der kan fungere og ikke fungere.

Samtidig er debatten om chatkontrol er et tydeligt eksempel på, at vi i Europa – Danmark ikke mindst – har en tendens til at tro, at vi kan regulere og kontrollere os ud af alting. Under pres fra et stadig mere SoMe-domineret medielandskab zoomer vi ind på politiske enkeltsager og står parate til at lovgive på livet løs. Men vi glemmer, at det er summen af vores samlede lovgivning, der afgør, hvilket slags samfund vi lever i.

Giver det mening at vælge en så invasiv løsning som chatkontrol, der sandsynligvis kun har begrænset effekt, men som samtidig indskrænker millioner af lovlydige brugeres ret til privatliv? Den afvejning virker ude af balance, og vi bør overveje alternativer.

Det gælder ikke bare chatkontrol. Lignende lovgivningsmæssige ubalancer kan iagttages mange andre steder i vores samfund. Såsom i vores ekstremt indviklede skattesystem og ejendomsvurdering, som ingen almindelige mennesker forstår.

Hvis vi, hver gang vi støder på et nyt problem, forsøger at løse det med øget kontrol og regulering baseret på snævert defineret sektorlovgivning, fører det os på vildspor – som i tilfældet chatkontrol.

Politisk set bliver vi nødt til oftere at løfte blikket og vurdere konsekvenserne af de valg, vi træffer, i et bredere samfundsperspektiv. I stedet for at falde for fristelsen til at score hurtige point på løsninger – uanset om de virker eller ej.