Jette
sidste md.
Det er livsomvæltende for alle at blive fyret, også selvom man har haft et "almindeligt" job med en almindelig løn. Der skrives meget om, at det er blevet mindre tabu-belagt at have været sygemeldt med stress med en opsigelse til følge, og at hyppigere jobskifter er normalen (for kun dér kan man forhandle sig til en højere løn). Min erfaring er imidlertid, at det er mundsvejr. Selv rekrutterende ledere, som ifølge deres egen LinkedIn-profil har skiftet ofte, oplever jeg stille meget kritiske spørgsmål til mit cv. Og det ærlige svar bliver som oftest ikke modtaget med forståelse eller accept - derfor "omskriver" jeg/vi min/vores fortælling for at få et job igen.
Det er uden tvivl også livsomvæltende at blive fyret som topleder - for ja, så kommer erkendelsen (for nogle) om, at man i manges øjne er "sit job" og ikke personen bag og kun har værdi i kraft af jobbet, pengene og sine forbindelser. Vi bliver til gengæld dagligt fyldt med fortællinger om, at man rejser sig igen ved hjælp fra netværket, og ser, at mennesker, som er gået personligt konkurs med en gæld til os alle (skat, moms), dagen efter er oppe at køre med en ny virksomhed, en fed villa og "Skagen-uge-29"-manerer. Derfor kan det svært at opnå sympati, når man vælter fra den allerhøjeste tinde (også selvom det må gøre ondt at være yesterdays news).
Jeg tror (og det kan kun blive en tro) uanset, at man har bedre forudsætninger for at komme videre, fordi man har et større netværk, et navn og økonomi til at stå imod med. Hvis man allerede fra start kun har en økonomi, der lige netop løber rundt, er der ingen buffer fra dag 1 (ingen dyre ure, aktier og hus at sælge), og hvis man har et helt almindeligt navn, som ikke ringer en klokke hos nogen, og hvis man endog er så uheldig at have et eksamensbevis fra før 2000, så er man virkelig på den.
Og derfor er vi mange, som spiser humble pie hver dag, for ikke at blive fyret og skulle leve af overførselsindkomst de sidste mange år på arbejdsmarkedet. For godt nok skal vi med stigende pensionsalder arbejde længere og længere, og og godt nok vrimler det med historier om, at flere og flere seniorer arbejder, efter at de kunne være gået på pension, men det er vist ikke den gængse opfattelse for dem, der rammes af sparekniven (oversat: vi kan få to friske og innovative fuldmægtige for den pris, det koster at have dig gående, og du er vist ikke helt oppe ved stregen længere).
Lars:
Tak for at dele historien. Dette skrevet uden nogen form for malice.
Jeg tror, du kan genfinde fortællingen i alle lag, og nogle rejser sig aldrig igen.
Hvis det kan være nogen trøst, skal du være glad for, at du blev fyret, mens du endnu var i en attraktiv alder.
Og du skal måske også være taknemmelig over, at nogen vil udgive og læse din bog, og at DJØF vil skrive om din skæbne. Det samme vil sikkert aldrig overgå mig eller for den sags skyld fabriksarbejderen, som igen må se sig arbejdsløs, fordi endnu en produktion flyttes til Polen.
Til sidst et lille P.S.: Hvorfor er det egentlig værre at blive sagt op, hvis man er beskæftiget med åndens og ikke håndens arbejde?