Ny forskning

Så meget dykker topchefers løn efter en fyring

28.8.2025

af

Portrætfoto af Lars Matjeka

For Lars Sander Matjeka kostede det familiens hus, da han mistede sit job som direktør. Og det er da også kun de færreste, der vender tilbage til samme lønniveau, viser ny dansk forskning om topchefer. For godt nok er direktørlønningerne steget, men det er fyringsrisikoen også. Og den økonomiske straf er hård.

Når en administrerende direktør bliver fyret, kan det mærkes økonomisk – ikke bare i nuet, men i årevis. Hen over de næste fem år falder indkomsten i gennemsnit 40%, viser ny dansk forskning.

”Jeg havde en forventning om at finde et løntab, men det var overraskende, at det var så signifikant, at løntabet var op over 40%,” siger Kasper Meisner Nielsen, der står bag studiet og til daglig er professor og centerleder for Corporate Governance og Owner-Managed Business på Copenhagen Business School.

Derudover viser forskningsartiklen også, at kun 20% af de fyrede direktører formår at genvinde samme lønniveau som før afskedigelsen.

En af årsagerne er, at fyresedlen pletter direktørens ry.

”Den teoretiske forklaring er, at direktørens værdi og ledelsestalent får en kraftig revurdering af arbejdsmarkedet. Dermed er der en mekanisme, der medfører, at direktøren ender i en mindre virksomhed til en lavere løn,” forklarer Kasper Meisner Nielsen.

Den mekanisme er velkendt for Lars Sander Matjeka, der for seks år siden blev fyret som administrerende direktør i Aller Media. I april i år udgav han en bog om den livsomvæltning og de økonomiske konsekvenser, fyringen medførte.

Lars Sander Matjeka brugte efter sin fyring fem år på at finde et nyt fuldtidsjob som salgs- og marketingsdirektør i DHL Express, hvor han arbejder i dag.

Han anerkender, at et lønfald på 30-40% virker troværdigt ud fra de erfaringer, han selv har gjort sig. Men det var stik mod de forventninger, han havde til at starte med.

”Vi kan diskutere, om det er naivt, men mit udgangspunkt var, at jeg skulle ud og have et tilsvarende job på samme lønniveau,” siger han.

Da det gik op for Lars Sander Matjeka, at jobsøgningen ikke gik, som han håbede, nedjusterede han sine forventninger.

”Så begyndte jeg jo på plan B og C, fx at gå efter mindre jobs i mindre virksomheder. Men jeg endte i en lang periode med at kæmpe for konsulentopgaver for at holde min familie kørende.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Mellem pisk og gulerod

Forskningsartiklen konkluderer, at direktørens job og løn afhænger af, om direktøren formår at mestre linedansen mellem gode præstationer og risiko.

Når en bestyrelse ansætter en topchef, sætter bestyrelsen typisk flere nuller på kontrakten, end mange nogensinde kommer til at opleve. Belønningen skyldes ofte, at direktøren tager et job med stor risiko og eksponering, som mange andre ville takke nej til.

Risikoen for direktøren ligger i, at virksomheden hurtigt kan forsøge at finde en ny person til posten, hvis ikke det lykkes at skabe positive resultater. Den risiko kompenserer virksomheden for på forhånd med et økonomisk plaster på en potentielt såret pengepung.

Dermed opstår der en corporate governance-mekanisme, som Kasper Meisner Nielsen kalder det. Mekanismen er simpel: Risikoen for at blive fyret bør motivere direktøren til at forbedre sig, så der bliver skabt værdi for aktionærerne.

”Teoretisk set vil man derfor have, at den her mekanisme er stærk,” forklarer Kasper Meisner Nielsen og tilføjer, at der derfor til tider skal mere end en fyring til: 

”Hvis den her mekanisme skal være ekstra motiverende, skal der også være en personlig omkostning ved at blive fyret.”

Var man stødt på Lars Sander Matjeka i perioden efter fyringen og havde fortalt ham, at der ville gå flere år, før han fik et fast arbejde igen, og at han i øvrigt skulle igennem en økonomisk krise – ja, så havde han nok rystet på hovedet. Men det skulle vise sig at være sandheden.

Han og hans kone fik et råd om at lave en liste over ting, de kunne sælge.

”Det blev ikke aktuelt, tænkte jeg, men på et tidspunkt var vi nødt til at sælge ud. Vi var heldige, at vi havde nogle dyre møbler, og jeg havde nogle dyre ure. Men på et tidspunkt var vi nødt til at sætte huset til salg.”

Efter nogle måneder var der ikke flere luksusprodukter tilbage, og så røg alt fra Netflix til nyt tøj. Og det gik ikke ubemærket hen i familien.

”Vi var en enkelt gang ude at spise, og min ældste datter valgte det billigste på menukortet og ville kun have vand, fordi hun ikke ville belaste vores økonomi,” siger Lars Sander Matjeka.

Og det var heller ikke kun bankkontoens tilstand, der ændrede sig for Lars Matjeka efter fyringen. Netværket, som han havde etableret gennem flere års karriere, var også begyndt at forsvinde, til trods for at han prøvede at opsøge sine gamle bekendtskaber.

”Nogle af de relationer, jeg havde gennem mit job, troede jeg var mellem det menneske og Lars. Men det blev tydeligt, at relationen var mellem det menneske og den administrerende direktør i Aller Media.”

"Først gik det ud over levestandarden, og derefter blev det overlevelse."

Lars Sander Matjeka

Ikke den gængse opfattelse

Lytter man til hverdagsdebatten, kan man fristes til at tro, at afskedigede topdirektører trykker et par gyldne hænder, hvorefter de griner hele vejen hen til et nyt skrivebord, hvor der ligger en endnu lukrativ lønseddel. Men den her gængse opfattelse afspejler ikke altid virkeligheden.

”Det gyldne håndtryk er en kompensation for, at man i en periode mister sin indkomst. Og selv når man får det næste job, finder studiet, at man typisk falder 40% i løn, og det er inklusiv det gyldne håndtryk,” siger Kasper Meisner Nielsen.

Som nævnt er det kun hver femte af de afskedigede direktører, der opnår samme lønniveau igen efter fyringen. Men eftersom et gyldent håndtryk sjældent er nok til at kompensere for løntabet, må de derfor finde alternative metoder for at opretholde levestandarden.

”Direktørerne sælger typisk aktier for at kunne leve af nogle af de penge. Og den realiserede aktiegevinst er også regnet med i det samlede tab,” siger Kasper Meisner Nielsen.

I Lars Matjekas tilfælde var det heller ikke et spørgsmål om at gå fra en løn på en håndfuld millioner til en lidt mindre håndfuld millioner.

”Først gik det ud over levestandarden, og derefter blev det overlevelse,” siger den tidligere direktør.

”Vi havde seriøst måneder, hvor vi ikke vidste, hvor pengene til næste husleje skulle komme fra,” siger Lars Sander Matjeka og tilføjer:

”Jeg tror, der er en opfattelse af, at topchefer er overmennesker – og det er vigtigt for mig at sige, at folk ikke skal have ondt af mig – men vi er jo ikke overmennesker, og der er altid en familie bagved, som også betaler prisen.”

Derudover mener han, at der i erhvervslivet eksisterer et tabu om fyringer, når man er topchef. Et tabu, han selv har døjet med i årevis. Det resulterede i, at han i pressen gav fortællinger om de gode sider ved sin fyring, fx mere frihed, mindre stress og lange morgengåture med hundene på stranden. Men sandheden var, at han forsøgte at dække over det altædende kviksand, han var fanget i.

”På et tidspunkt i processen var der en headhunter, der fortalte mig, at jeg skulle huske på, at mennesker kun gider at have med succesfulde folk at gøre. Oversat til, at der kun var folk, der ville ansætte mig, hvis jeg fremstod som en succes,” siger Lars Sander Matjeka.

ANNONCE

Direktører fyres oftere end før

Ifølge Kasper Meisner Nielsen har direktørernes lønninger været stigende de seneste år, men det betyder ikke nødvendigvis, at direktørerne kan læne sig tilbage i kontorstolen og puste ud. For virksomhederne er blevet hurtigere til at fyre direktører.

På den måde er risikoen ved at være direktør steget, og det kan forklare det stigende lønniveau, fortæller Kasper Meisner Nielsen.

Kasper Meisner Nielsen mener derudover, at en historisk udvikling mod afkast har været med til at sætte direktørerne i yderligere risiko for fyringer.

”Tilbage i 70’erne og 80’erne var der mange børsnoterede virksomheder, som havde en bestyrelse, som ikke nødvendigvis så på aktionærernes interesser,” siger han og tilføjer:

”Men de seneste 30 år har der været fokus på corporate governance, altså hvordan vi organiserer en virksomhed med henblik på at skabe resultater for aktionærerne. Derfor evaluerer bestyrelsen oftere direktørens performance i dag.”

De seneste år har Lars Sander Matjeka oplevet, at mange har skrevet til ham vedrørende fyringer.

Da han i 2024 stadig ikke havde fået et arbejde, besluttede han sig for, at der ikke var mere at tabe. Det var på tide at spille med åbne kort.

Lars Sander Matjeka gik i marts 2024 på LinkedIn og fortalte om den arbejdsløse livssituation, han havde forsøgt at undslippe i årevis. Overskriften lød: ”Jeg troede, at jeg kunne selv.”

Selv om Lars Sander Matjeka blev chokeret over de fornærmelser, nogle folk i erhvervslivet mødte ham med i hans private indbakke, blev han overrasket over reaktioner fra folk med samme oplevelser.

”Min indbakke vælter med mennesker, der har været i samme situation, men som aldrig har sagt det højt, fordi så er vi jo ikke en succes.”

Kommentarer

Jette
sidste md.
Det er livsomvæltende for alle at blive fyret, også selvom man har haft et "almindeligt" job med en almindelig løn. Der skrives meget om, at det er blevet mindre tabu-belagt at have været sygemeldt med stress med en opsigelse til følge, og at hyppigere jobskifter er normalen (for kun dér kan man forhandle sig til en højere løn). Min erfaring er imidlertid, at det er mundsvejr. Selv rekrutterende ledere, som ifølge deres egen LinkedIn-profil har skiftet ofte, oplever jeg stille meget kritiske spørgsmål til mit cv. Og det ærlige svar bliver som oftest ikke modtaget med forståelse eller accept - derfor "omskriver" jeg/vi min/vores fortælling for at få et job igen. Det er uden tvivl også livsomvæltende at blive fyret som topleder - for ja, så kommer erkendelsen (for nogle) om, at man i manges øjne er "sit job" og ikke personen bag og kun har værdi i kraft af jobbet, pengene og sine forbindelser. Vi bliver til gengæld dagligt fyldt med fortællinger om, at man rejser sig igen ved hjælp fra netværket, og ser, at mennesker, som er gået personligt konkurs med en gæld til os alle (skat, moms), dagen efter er oppe at køre med en ny virksomhed, en fed villa og "Skagen-uge-29"-manerer. Derfor kan det svært at opnå sympati, når man vælter fra den allerhøjeste tinde (også selvom det må gøre ondt at være yesterdays news). Jeg tror (og det kan kun blive en tro) uanset, at man har bedre forudsætninger for at komme videre, fordi man har et større netværk, et navn og økonomi til at stå imod med. Hvis man allerede fra start kun har en økonomi, der lige netop løber rundt, er der ingen buffer fra dag 1 (ingen dyre ure, aktier og hus at sælge), og hvis man har et helt almindeligt navn, som ikke ringer en klokke hos nogen, og hvis man endog er så uheldig at have et eksamensbevis fra før 2000, så er man virkelig på den. Og derfor er vi mange, som spiser humble pie hver dag, for ikke at blive fyret og skulle leve af overførselsindkomst de sidste mange år på arbejdsmarkedet. For godt nok skal vi med stigende pensionsalder arbejde længere og længere, og og godt nok vrimler det med historier om, at flere og flere seniorer arbejder, efter at de kunne være gået på pension, men det er vist ikke den gængse opfattelse for dem, der rammes af sparekniven (oversat: vi kan få to friske og innovative fuldmægtige for den pris, det koster at have dig gående, og du er vist ikke helt oppe ved stregen længere). Lars: Tak for at dele historien. Dette skrevet uden nogen form for malice. Jeg tror, du kan genfinde fortællingen i alle lag, og nogle rejser sig aldrig igen. Hvis det kan være nogen trøst, skal du være glad for, at du blev fyret, mens du endnu var i en attraktiv alder. Og du skal måske også være taknemmelig over, at nogen vil udgive og læse din bog, og at DJØF vil skrive om din skæbne. Det samme vil sikkert aldrig overgå mig eller for den sags skyld fabriksarbejderen, som igen må se sig arbejdsløs, fordi endnu en produktion flyttes til Polen. Til sidst et lille P.S.: Hvorfor er det egentlig værre at blive sagt op, hvis man er beskæftiget med åndens og ikke håndens arbejde?
Lars I Petersen
sidste md.
Artiklen synes at påkalde sig to bemærkninger. Den første er, hvordan kan det være, at man som adm. direktør er så dårlig til at sikre sin fremtidige økonomi i den guldrandede periode. Man må formode, at man som topchef også har en vis økonomisk indsigt og kan forudse, at man både kan blive syg og blive fyret, om det så er på grund af manglende evner eller fordi bestyrelsen har brug for en 'scapegoat' for at dække over egne dårlige beslutninger er fsv. ligegyldigt. Det kan sikkert friste mange når millioner ruller ind på bankkontoen at starte et overforbrug af luksus fremfor en passende livsstil med opsparing til dårlige tider. Stof til andre der for en topchef stilling. Den anden er, at vi lever i jantelovens land, hvor en vis skadefryd altid florerer. I modsætning til fx USA hvor man godt kan gå konkurs eller miste sit job uden at være stemplet, er Danmark jo et lille land, hvor man hurtigt ser ned på folk der oikke bare fik succes i første omgang. Læren i artiklen er måske at man skal være hurtigere til at træde et trin eller to ned ad stigen for ikke at miste selvtilliden. Og så lære af navnkundige Warren Buffet er man ikke behøver at skeje ud når kontoen begynder at bugne.