”Du kan godt være en god forsker, selv om du går hjem kl. 16.30”

Jeg blev færdig i december 1982. Havde lige fået mit første barn. Vi havde fået en ny Schlüter-regering, så der var ansættelsesstop i den offentlige forvaltning. Jeg tror, vi var lidt på vej til at gå i panik.

Den første stilling, jeg søgte, var i Boligministeriet, og den fik jeg. Jeg var lige blevet familiefar, skulle tjene nogle penge og havde stor lyst til at komme til København. Videre rakte tankerne ikke.

Det var dengang, hvor der hang en liste med medarbejderne på kontoret. Der var en streg, og hver gang nogen forlod ministeriet, rykkede man et hak op. På et tidspunkt var man over stregen – og så havde man fast stilling. Det er ikke engang løgn. Den hed dødemandslisten.

En af de ting, som præger mit arbejdsliv, er, at jeg ikke har brugt meget tid på karriereplanlægning. Jeg har ikke tænkt, at der var noget bestemt, jeg ville. Men jeg er god til at sige ja til det, der byder sig. Min kone siger, at det er en af mine store svagheder. Hun kunne godt ønske, jeg sagde nej lidt oftere.

Jeg var i Byggestyrelsen og blev bedt om at undersøge honorarer til arkitekter og ingeniører i offentligt byggeri. Jeg lavede et notat, der viste, at ingeniørerne var langt foran. Direktøren sagde, at datagrundlaget var for svagt. Jeg svarede, at det var populationsdata fra hele byggesektoren. Så gik det op for mig, at resultatet var for politisk kontroversielt.

På et tidspunkt var der et kandidatstipendiat åben her på Aarhus Universitet, og min kone er født med meget jysk muld under fødderne – den ville hun gerne have under sig igen. Så sagde jeg: ’Skal vi prøve det?’ Og det gjorde vi.
Jeg blev kandidatstipendiat på et emne med forbindelse til mit arbejde i Boligministeriet. Og så er jeg blevet her. Jeg har fået et par tilbud undervejs, men sagt nej. Det har været et spændende liv som forsker og underviser. Jeg har også været forbi Aalborg og Syddansk Universitet, men er vendt tilbage hertil.

Aarhus Universitet er lidt handicappet af, at vi ikke har nem adgang til de gode studiejobs i centraladministrationen. Derfor har jeg altid sagt, at vi så må give vores studerende noget mere. Jeg har altid ment, at vores vigtigste bidrag til verden – og det er muligt, nogle af mine kolleger synes, det er træls at sige – er at skabe gode kandidater.

I mange år havde jeg meget lidt undervisning, men i efteråret havde jeg fornøjelsen af at undervise i grundgennemgang i offentlig forvaltning. Jeg har bidraget til mange lærebøger, som jeg ikke tidligere har haft mulighed for at undervise ud fra. Det var sjovt igen at møde de studerende, jeg selv har skrevet til. Jeg var næsten helt rørt.

Jeg underviste kongen – dengang kronprinsen – i forvaltningslære. Da han var færdig, var der en lille højtidelighed, hvor hans mor og far deltog. Vi, der havde undervist ham, skulle hilse på majestæten. Da jeg kommer op, siger Frederik: ’Det er Peter. Ham har jeg haft i forkalkningslære.’ Og Hendes Majestæt siger: ’Hvor morsomt.’

Da regeringen ville skære 400 mio. kr. fra Den Frie Forskningsfond, tænkte jeg: ’For fanden, det sker på min vagt, at nogen vil slagte den frie forskning. Det skal blive løgn.’ Vi brugte efteråret på at rejse til København og overbevise dem om, at det var helt galt. Vi fik en del af pengene tilbage, men jeg var tæt på at overveje at blive stresset. Jeg levede på vej til og fra København og var institutleder samtidig. Det var lige i overkanten.
Det var en lærerig proces, fordi jeg selv blev lobbyist og måtte stille mig selv det spørgsmål, jeg plejer at stille andre: ’Hvordan kan du hjælpe ministeren eller beslutningstagerne?’ Ingen bekymrer sig for, hvad mine interesser er – de bekymrer sig for deres egne.

Jeg har næsten altid sagt ja til at sidde i bedømmelsesudvalg, råd og lignende – ud fra den betragtning, at så har man indflydelse. Og det er sådan på universitetet: Den, der laver arbejdet, har magten.

Som institutleder har jeg syntes, at mit formål var at sikre, at alle de mærkelige ting, der sker ovenfra – fra universitetets ledelse til ministeriet – generer medarbejderne mindst muligt. At skabe gode vilkår og undgå at forstyrre dem unødigt.

Succeskriteriet har ændret sig, siden jeg var ung. Dengang handlede det om mig – i dag handler det om instituttet. Vi har stærke forskningsmiljøer, og succes er at bane vejen for dem. For nylig fik en kollega to bevillinger tæt på hinanden efter mange afslag. Så bliver jeg glad. En succes er, når en dygtig forsker får mulighed for at skabe sin egen forskergruppe.

Jeg har et mantra: Man skal vurdere folk på, om de er ordentlige. At være nogenlunde ærlig og til at have med at gøre. Ikke lave mærkelige historier, forsøge at omgå sandheden eller sætte lus i skindpelsen. Jeg har prøvet at være et ordentligt menneske over for dem, jeg har med at gøre.

Der har været fritidsting, jeg ikke har dyrket, fordi jeg har arbejdet meget i perioder. Jeg kunne godt have brugt mere tid med mine børn. Nu vil jeg prøve at tage revanche og bruge mere tid med mine børnebørn. Det, jeg måske har gjort forkert, er en lidt for stærk prioritering af arbejdet. Og en pligtmoral, som gør, at når jeg først er i gang, synes jeg ikke, det er godt nok at gøre det halvt. Så skal det gøres ordentligt. Og det tager tid.

Til de unge vil jeg sige: ’Husk, der er ingen, der takker dig for at have brugt al din tid på arbejde.’ Hvad vil du gerne tænke tilbage på, når du skal herfra? Er det, hvad du har gjort for din familie? Eller er det, om du fik en ekstra artikel i European Journal of Political Research?

Til mig selv som ung ville jeg sige: ’Slap nu af. Det går alt sammen.’ Det er mit bedste råd: ’Det skal nok gå. Arbejd lidt mindre. Du kan godt være en god forsker, selv om du går hjem kl. 16.30.’