Derfor føler du dig som en bedrager. Og hvordan du holder op

Da Sucharit Katyal flyttede fra Indien til USA for at skrive ph.d., begyndte han at tvivle på sig selv. Omkring ham så han begavede medstuderende og erfarne forskere, og pludselig opstod følelsen af ikke at være god nok.

I dag ved han mere om, hvor lidt der skal til, før selvtilliden begynder at vakle. Og han ved, at næsten alle oplever det på et tidspunkt i deres karriere.

"Jeg fik ikke så meget generel feedback fra instituttet. Jeg havde meget personlig kommunikation med min vejleder, som var rigtig sød mod mig, men det føltes, som om andre ikke vurderede mig på mit kvalitetsniveau," siger Sucharit Katyal, der i dag er postdoc på Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Han oplevede, hvor svært det er at vurdere sig selv i et miljø fuld af eksperter, og han brugte derfor flere år på at finde ud af, hvor han egentlig stod fagligt.

"Det tog mig lang tid at føle mig rigtig selvsikker som forsker," som han formulerer det.

Hans tvivl på egne evner satte tankerne i gang – også de faglige.

Sucharit Katyal forskede i, hvordan mennesker danner selvbilleder, og det syntes oplagt at forsøge at undersøge, hvorfor man udvikler negative tanker om sig selv, når det egentlig er ubegrundet rent fagligt – det såkaldte bedragersyndrom.

Resultaterne af hans undersøgelser viser bl.a., at mangel på feedback kan være en stærk faktor i udvikling af negative selvbilleder. En faktor, der i høj grad er til stede i forskningsmiljøer, forklarer han.

Røde og lilla bær

Forskningsmiljøerne vender vi tilbage til. Lad os i første omgang lige se på det, man altså i psykologien kalder bedragersyndromet. Man er egentlig dygtig nok, men man tror ikke selv på det. Derfor føler man, at man snyder sine kolleger til tro, at man er bedre, end man selv føler, man er.

Syndromet er ikke blevet undersøgt i kontrollerede forsøg siden 1970’erne, så Sucharit Katyal lavede et eksperiment med 508 deltagere. Her fokuserede han til forskel fra tidligere studier i imposter syndrome, som det hedder på engelsk, på et af de underliggende karakteristika ved syndromet: den forvrængede selvopfattelse.

Eksperimentet var designet som to online-spil. I det første skulle deltagerne skelne mellem bær, der var røde eller lilla. Forskerne kunne justere forskellen mellem farverne og dermed kontrollere sværhedsgraden. I det andet spil skulle deltagerne huske forskellige frugter og senere genkende dem.

Idéen var at sikre, at alle deltagerne faktisk præsterede lige godt. På den måde kunne man lettere se forskellen på, hvordan de selv vurderede deres præstation. Og det varierede enormt, forklarer Sucharit Katyal.

Resultaterne af studiet, som blev offentliggjort tidligere i år i Nature Communications, viser, at når man ikke får feedback på sine opgaver eller præstationer, har man kun sin egen vurdering af sig selv at gå efter.

Og uden ekstern anerkendelse skal der mindre til, før de negative tanker tager over – især hos personer med tendens til angst, som dermed er mere udsatte for at udvikle bedragersyndrom, forklarer Sucharit Katyal.

”Hvis en person, der er mere ængsteligt anlagt, på ét tidspunkt udfører en opgave med lav selvtillid og på et andet tidspunkt med høj selvtillid, så vil vedkommende tillægge oplevelserne med lav selvtillid større vægt i sin samlede selvopfattelse.”

Med andre ord risikerer man at skabe et ”forvrænget” billede af sin egen præstation, hvor fraværet af feedback sætter gang i en negativ spiral, der nærer sig selv.

”Så pointen er, at hvis folk ikke får feedback fra andre, begynder de at gruble negativt: ‘Åh, jeg gjorde det dårligt’ – og det påvirker deres selvbillede, og så kører møllen videre.”

Forskningens særlige egenskaber

Sucharit Katyals studier var ikke rettet specifikt mod bestemte fagområder eller sektorer. Men der er en række faktorer til stede i forskningsverdenen, der giver ekstra gunstige forhold for at udvikle bedragersyndrom, forklarer han.

"Når man starter sin ph.d., tager det meget lang tid at få en form for positiv evaluering af sin opgave. Forskning er en langsom proces, og det tager meget lang tid, før vi kan få feedback."

Faktisk kan det i det hele taget være svært at få feedback, siger han.

"Det virker, som om der er mange feedbackmekanismer, der ikke fungerer. Folk må bare stole på deres egne vurderinger."

Og så er der den faktor, at man som ung forsker ofte havner midt mellem en masse store navne på sit eget felt – måske endda faglige forbilleder.

"Man er iblandt så mange eksperter, og de er så fantastiske, at man tænker: ’Måske er jeg ikke så god’. Denne form for selvtillidsvurderinger forvrænger, hvor gode folk faktisk er."

Samlet set giver det meget højt niveau af usikkerhed, forklarer han. Han understreger igen, at problemet særligt kan ramme personer, der i forvejen kæmper med mentale udfordringer som angst- og depressionssymptomer.

"Det føles som et ocean af 'jeg ved ikke, hvor jeg står,' 'åh, der er så meget viden, hvor skal jeg begynde?' Så at vurdere sig selv bliver en stor udfordring."

Problemet er så udbredt, at det er blevet en del af kulturen i forskningsverdenen. 

"Det er bare en almindelig joke, at alle overvejer at stoppe deres ph.d. Det er almen viden blandt akademikere, at det er sådan, vi tænker," siger Sucharit Katyal.

"Feedback er det bedste middel mod bedragersyndromet. Men problemet i forskningsverdenen er, at den kommer for sjældent og for sent," lyder det videre.

Mere feedback

Så selv om Sucharit Katyals forskning og problemet med forvrængede selvopfattelser kan lyde komplekst, peger forskningen faktisk på en relativt ligetil løsning: hyppigere og mere præcis feedback.

Andre studier viser, at selv sand negativ feedback er bedre end ingen feedback, fordi den i det mindste giver en idé om, hvor man står.

For forskermiljøet betyder det, at løsningen ikke nødvendigvis kræver massive systemiske ændringer. Ofte kan relativt små justeringer i kommunikation og feedback-rutiner gøre en stor forskel for unge forskeres selvopfattelse og trivsel.

I undersøgelsen målte forskerne også deltagernes generelle angst- og depressionsniveauer, og det viser sig, at folk, der var mere angste og depressive, ikke modtager feedback stort anderledes end andre. Man skal altså ikke være bange for at give dem feedback.

Det vigtigste er at etablere systematiske feedback-mekanismer – især for nytilkomne, lyder det. I stedet for at lade unge forskere navigere på må og få i flere år kan forskningsmiljøerne fx lave regelmæssige evalueringer og ”check-ins” med objektive vurderinger af præstation og udvikling.

"Måske endda have mekanismer, hvor vejledere – eller alle faktisk – bliver trænet i mental sundhed, og hvordan folk danner opfattelser af deres egne evner. Måske lignende det, andre organisationer og virksomheder har."

En anden idé er at adressere de kulturelle normer, der kan forstærke bedragersyndromet. Hvis det bliver en "almindelig joke" at overveje at droppe ud, er der noget galt med miljøet – ikke med de mennesker, der overvejer det, siger Sucharit Katyal.

Endelig viser forskningen, at feedback ikke kun skal fokusere på opgaveløsning, men også kommunikere, at personen er velkommen og værdsat i miljøet.

En universel præmis

For den enkelte forsker eller akademiker er det vigtigste råd aktivt at søge feedback i stedet for at vente på, at det kommer naturligt. Også selv om du er nervøs for, at feedbacken kan være negativ.

”Fordi så ved du på en måde, hvor du står. Det er usikkerhed kontra sikkerhed."

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan éns egen "interne regnemaskine" fungerer. Altså selvbevidsthed og selvindsigt.

"Hvis folk ved, hvilken forvrængning de går igennem, kan det måske hjælpe dem til at kalibrere lidt: 'Måske skal jeg ikke tænke det, for måske er det bare en forvrænget forestilling,'" forklarer Sucharit Katyal.

Hans forskning viser, at løsningen ikke ligger i at blive "hårdere" eller ignorere følelserne, men i at forstå dem – og så søge den objektive feedback, der kan korrigere forvrængede selvopfattelser.

"Tænk ikke for dårligt om dig selv. Det kan være en forkert opfattelse. Tag dig tid og vent med at dømme dig selv for tidligt."

Selv om forskermiljøet kan være særligt udsat, understreger Sucharit Katyal, at bedragersyndromet er en universel menneskelig udfordring.

"De fleste mennesker bliver nok ramt af bedragersyndromet på et eller andet tidspunkt i deres liv," siger han.

For Sucharit Katyal selv endte historien godt. I dag føler han sig tryg ved sin position som forsker. Men vejen dertil var længere, end den behøvede at være.

"Hvis jeg havde fået mere systematisk feedback tidligere, havde det nok taget kortere tid," siger han.