Sommerserie: Arbejdslivet i 2050
21.7.2025
af
Matilde Sigersted
Foto: Mads Teglers
Ifølge fremtidsforsker Claus Sneppen vil digitale løsninger ikke blot barbere arbejdstiden ned, men også gøre, at vi kun møder fysisk ind, når det faktisk giver mening. En udvikling, der giver løfter om frihed og fritid, men også kan ende i en dystopi, advarer han.
To dages arbejde, fem dages weekend. Det lyder måske en smule urealistisk, men om ikke andet meget behageligt i manges ører.
For som Claus Sneppen plejer at spørge publikum, når han holder oplæg:
‘Hvor mange af jer her har egentlig for meget tid?’
Claus Sneppen er associated partner hos Instituttet for fremtidsforskning og forfatter til den netop udgivne bog ’The (R)Evolution of the Office Workspace’.
Og netop mere tid er noget af det, han mener, vi kan forvente os af arbejdslivet i 2050.
”Lad os tage udgangspunkt i medarbejderen Gurli,” siger han.
I 2050 bliver hun mandag morgen formentlig vækket af den personlige assistent, som hun har fået af sin arbejdsplads. Assistenten er en direkte udløber af den kunstige intelligens, og sådan én er efterhånden allemandseje.
Hver uge skræddersyr assistenten et arbejdsskema til Gurli, som tager højde for både hendes egne, teamets og organisationens behov.
På den måde er tidspunkt, mødested og agenda allerede bestemt for Gurlis arbejdsdag, inden hun selv er begyndt at bruge tid på den logistik-jungle, det kan være at skulle planlægge sin uge.
Det vinder hende en del tid. Samtidig træder Gurli i 2050 hver mandag ind i en arbejdsuge, der ifølge Claus Sneppen er både kortere og langt mere fleksibel, end vi kender den i dag.
Hvordan ser vores arbejdsliv ud om 25 år?
Har AI og ny tech vendt op og ned på alting? Hvor længe arbejder vi – og med hvad? Møder vi overhovedet ind på kontoret?
Vi har bedt to forskere, en futurist, en forfatter og en studerende om at give deres bud på djøferens arbejdsvirkelighed anno 2050.
I løbet af sommeren kan du læse om to-dages-arbejdsuger. Om den klassiske djøfers forsvinden. Og om det vigtige, vi glemmer, når vi taler om fremtiden.
Ifølge Microsofts grundlægger, Bill Gates, vil den kunstige intelligens allerede inden for 10 år have reduceret vores arbejdsuge til to dage, hvilket altså udløser en fem-dages-weekend.
Selv om det måske kan lyde forkasteligt i vores 2025-ører, er Claus Sneppen ikke særlig skeptisk over for teorien.
”Jeg tror bestemt, at Gurli kommer til at arbejde væsentligt mindre i 2050 – og jeg tror, at det kommer meget før, vi forventer det.”
Claus Sneppen tilføjer, at selv en af USA’s største fuldtidsarbejdsuge-fortalere, JP Morgan-chefen Jamie Dimon, forventer, at arbejdsugen vil blive forkortet til tre en halv dag.
”Kunstig intelligens kommer til at kunne overtage mange funktioner og gøre det mere effektivt, end vi selv kan. Og så er der jo ingen grund til, at medarbejderne gør arbejdet,” siger Claus Sneppen og fastslår samtidig, at det selvfølgelig kræver enorme omstillinger i samfundet omkring arbejdspladserne.
Han forventer på ingen måde, at vores lønninger falder i takt med den formindskede arbejdsuge.
”Vi kommer til at arbejde meget anderledes og med andre kompetencer, men jeg tror ikke, at lønnen bliver mindre,” siger han.
Summa summarum kommer kunstig intelligens blot til at forære os noget tid – og vores nye og mere balancerede arbejdsliv kommer til at ændre vores blik på succes, mener Claus Sneppen.
Ledige stillinger
Når arbejdsugerne skrumper, vil vi i mindre grad hylde de hårdtarbejdende, forudser Claus Sneppen.
”Vores syn på succes kommer til at ændre sig i takt med, at arbejdstiden bliver mindre, og flere befinder sig øverst i behovspyramiden. Der kommer mere fokus på selvrealisering frem for overlevelse,” siger han.
Claus Sneppen tror, at vi kommer til at flytte fokus fra pay til purpose.
“Digitaliseringen kommer til at gøre mange ting lettere. Vi får mere tid på hænderne, og mange af os får en bedre balance i vores hverdag. Det vil i højere grad få os til at jagte vores ’kald’ i arbejdslivet.”
Og det får os til at stille højere krav til vores arbejdsgivere.
”Fleksibilitet er et medarbejdergode, der bliver enormt centralt inden for de næste 25 år,” siger han.
Claus Sneppen er ikke i tvivl om, at hjemmearbejde bliver endnu mere udbredt i fremtiden, end det er i dag.
”Det digitale bliver vores udgangspunkt, og så kommer vi til at vælge det analoge møde til, når det vil skabe mere værdi, end hvis vi mødtes digitalt,” siger han og sammenligner det med vores privatliv:
”I det private kommunikerer vi jo også via sociale medier som udgangspunkt, og så mødes vi fysisk, når det giver mening at gøre det,” siger han.
Man møder altså kun ind på kontoret, når man reelt set skal arbejde sammen med sine kollegaer, og det skaber en større frihed for den enkelte, fortæller Claus Sneppen.
Arbejdspladser, som vi kender dem i dag, kommer derfor heller ikke til at eksistere, forventer han. De vil kunne skalere i størrelse fra dag til dag, alt efter hvor mange medarbejdere der møder ind fysisk.
"For meget fleksibilitet kan skabe mistrivsel."
Claus Sneppen, fremtidsforsker
Går vi tilbage til Gurli, kan hun altså i højere grad selv vælge, hvor og hvornår hun sætter sig foran computeren uden for sit eget hjem.
Fleksibiliteten bliver gennemgående i de fleste organisationer, vurderer Claus Sneppen. Simpelthen fordi det er en god forretning. Fleksibilitet er nemlig med til at tiltrække og fastholde medarbejdere.
Derudover er hjemmearbejdspladser generelt mere miljøvenlige, fortæller han. Det er energitungt at drive en fysisk arbejdsplads, og man sparer transportudledningen til og fra kontoret, hvis man arbejder fra hjemmet.
Endelig ser vi stadig en stigende produktivitet hos dem, som arbejder remote, fortæller Claus Sneppen og henviser til flere forskellige studier.
Men selv om fleksibiliteten har flere fordele og bliver efterspurgt af mange medarbejdere, er der også faldgruber:
”For meget fleksibilitet kan skabe mistrivsel. Vi så det jo bl.a. under Covid-krisen, hvor en del danskere blev ensomme og psykisk dårlige,” siger Claus Sneppen.
Det er vigtigt at holde fast i fællesskabet og organisationens kollektive kultur, og af samme grund forudser han, at man i fremtiden finder andre måder at genopfinde mødet ved kaffemaskinen.
Han forestiller sig, at vi kommer til at holde hyppigere online-møder, og at ledere jævnligt deler videomateriale med fællesopdateringer til teamet. Derudover tror han, at man i højere grad vil se organisationer, som samler deres medarbejdere på andre lokationer end kontoret – fx til teamdage eller på seminarer.
Det fysiske vil altid være vigtigt, understreger Claus Sneppen. I hans øjne ville det være en dystopi, hvis vi i 2050 er fuldstændigt frigjort af tid, sted og rum – "den våde drøm for tech-nørderne,” som han betegner det.
Han tror nemlig ikke på, at vi nogensinde kommer til at kunne undvære at se, føle, sanse og mødes fysisk.
Futurist og associeret partner hos Instituttet for fremtidsforskning.
Har gennem mere end 25 år arbejdet i konsulent- og rådgivningsbranchen, bl.a. med fokus på kontorer, møder og hybridarbejde.
Forfatter til flere bøger, senest '