Trivsel
7.5.2025
af
Casper Ravnsted-Larsen
Foto: Jacob Lund/Shutterstock
De mest banebrydende forskere og resultater kommer oftest fra store forskningsgrupper, der samtidig skaber mere frafald, viser nyt studie. Omvendt giver små grupper bedre trivsel. Forskningssystemet bør understøtte begge dele, for alle økosystemer har brug for forskellige arter, siger forskeren bag.
Hvis unge forskere havner i en lille forskningsgruppe, har de større sandsynlighed for at blive i akademia i længere tid.
Men hvis målet er at skabe sig et stort navn og lave højtprofilerede forskningsgennembrud, skal man hellere håbe på at lande i et miljø med mange forskere om de samme vejledere.
Et nyt studie fra Københavns Universitet, IT-Universitetet og Beijing Normal University viser, hvordan størrelsen af videnskabelige forskningsgrupper påvirker yngre forskeres karriereforløb.
Studiet, der har analyseret data fra over 1,5 mio. forskere og deres publikationer, viser, at unge forskere fra større forskningsgrupper ofte opnår bedre akademiske resultater målt på antal citationer og publikationer.
”De forskere, der starter i store grupper, publicerer oftere forskning med større gennemslagskraft – hvis de altså overlever de hårdere vilkår,” forklarer Roberta Sinatra, professor ved Copenhagen Centre for Social Data Science (SODAS) på Københavns Universitet og en af forskerne bag studiet.
På trods af de bedre akademiske resultater viser undersøgelsen, at forskere fra større grupper til gengæld har en lavere chance for at overleve i den akademiske verden sammenlignet med dem fra mindre grupper.
”Vi kan dokumentere med tal, at ph.d.-studerende og postdocs i små grupper bliver længere i akademia. De trives bedre og får mere opmærksomhed fra deres vejleder.”
I opgørelsen definerer forskerne en gruppe ud fra, hvem der vejleder hvem. Hvis en professor fx vejleder fem ph.d.er og postdocs, så udgør det en gruppe på fem, forklarer Roberta Sinatra.
Netop størrelsen på denne gruppe viser sig at have stor betydning for karriereforløbet. Det kan skyldes den øgede konkurrence om vejlederens tid og opmærksomhed i større grupper.
“Man kan lidt forenklet sige: What doesn’t kill you makes you stronger.”
Roberta Sinatra, professor, SODAS, Københavns Universitet
Ledige stillinger
“Små grupper betyder, at den unge forsker får mere individuel opmærksomhed. Det øger sandsynligheden for, at de bliver i akademia.”
”Men vi ser samtidig, at de, der starter i store grupper, har større sandsynlighed for at lave forskning med høj impact – altså artikler, der bliver citeret meget, og som har gennemslagskraft inden for feltet. Så det er en form for trade-off,” siger hun og tilføjer:
“Man kan lidt forenklet sige: What doesn’t kill you makes you stronger.”
Når frafaldet er højere i store grupper, skyldes det ikke kun arbejdstempoet eller konkurrencen om forskningsmidlerne, men også den måde, forskningssystemet er skruet sammen på.
“Store grupper producerer flere publikationer. Det får vejlederens cv til at se bedre ud, hvilket igen øger chancerne for at få nye bevillinger. Og det betyder, at gruppen vokser yderligere. Det er en selvforstærkende mekanisme, som især belønner dem, der i forvejen har meget.”
”Men det er ikke nødvendigvis sundt – hverken for den enkelte eller for forskningssystemet som helhed,” siger Roberta Sinatra.
Selv om masser af psykologisk og sociologisk teori altid har peget på, at gruppestørrelser har indvirkning på indlæring og fastholdelse, er det nye her, forklarer hun, at der nu er et solidt datasæt at læne sig op ad – endda specifikt for unge forskere.
“Tidligere har vi haft nogle hypoteser om, hvad der var godt for unge forskeres karriere – men det har ofte været baseret på mindre undersøgelser, interviews eller surveys. Nu har vi tal på det. Vi kan følge forskere 20 eller 30 år og se, hvad det faktisk betyder at starte i en lille eller stor gruppe. Det gør en forskel.”
Roberta Sinatra er oprindeligt uddannet fysiker og har i årevis arbejdet med komplekse netværk og store datasæt. Hun arbejdede i forvejen med store bibliometriske datasæt – fx data om publikationer og citationer. Men ofte blev de data brugt til meget tekniske formål som fx at udvikle algoritmer.
Men Roberta Sinatra blev mere og mere optaget af, hvad der lå bag ved tallene.
”Jeg blev optaget af mere samfundsvidenskabelige spørgsmål: Hvem bliver citeret? Hvem bliver professor?”
Så da hun for 10 år siden sad på et kontor i Boston omgivet af servere og datakoder, begyndte en idé at tage form: Hvordan ser en forskningskarriere egentlig ud? Og hvem får lov til at fortsætte?
“Ligesom i alle økosystemer har vi brug for forskellige arter.”
Roberta Sinatra, professor, SODAS, Københavns Universitet
PRivatfoto
Hun begyndte at kombinere teknikker fra fysikken og datavidenskaben med spørgsmål, man ellers normalt arbejder med i uddannelses- og forskningssociologien.
Hendes resultater viste, at kvaliteten af vejledningen spiller en afgørende rolle for unge forskeres videre færd og trivsel. Men det kunne en psykolog eller sociolog nok godt have fortalt os, kunne man indvende?
"I de sidste 10 år har vi kaldt dette nye felt ’science of science’. Det handler om at undersøge forskningssystemet med kvantitative metoder – ikke bare for at analysere, men for at finde grundlæggende mønstre. Fx hvordan vejlederens gruppestørrelse påvirker dine chancer mange år frem,” forklarer hun.
Hun understreger, at studiet derfor snarere skal ses som en databaseret, kvantitativ tilføjelse og understøttelse af det, psykologer og sociologer måske altid har vidst, og ikke som en kritik af den eksisterende viden på området.
Man må heller ikke forstå studiet som en kritik af store forsknings- eller vejledningsgrupper. For der kan altså være fordele ved begge dele. Resultaterne giver snarere anledning til en opfordring til balance, understreger Roberta Sinatra.
Studiet peger på vigtigheden af at finde en balance mellem at have store forskningsgrupper af høj kvalitet og samtidig sikre, at de unge forskere får den nødvendige støtte og vejledning, mener hun. En balanceret tilgang kan bidrage til at skabe mere bæredygtige og støttende akademiske miljøer, hvor unge forskere kan trives og udvikle sig, siger hun.
“Vi siger ikke, at store grupper er dårlige. De skaber nogle af de mest banebrydende forskere og resultater. Men de skaber også mere frafald. Omvendt giver små grupper bedre trivsel og fastholdelse – men færre topresultater. Derfor bør forskningssystemet understøtte begge dele. Ligesom i alle økosystemer har vi brug for forskellige arter,” siger Roberta Sinatra.
Det nye studie taler derfor også ind i en bredere debat om, hvordan man bør organisere forskningsverdenen.
“Vores studie viser, at det valg har konsekvenser. Ikke kun for den enkelte forsker, men for hele forskningsøkosystemet. Derfor er det vigtigt, at universiteter og bevillingsgivere tænker i mere nuancerede modeller for støtte,” påpeger hun.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER
