Professorer: "Den offentlige sektor vokser ikke af sig selv"

En meningsfuld debat om den offentlige sektor kræver et fokus på de konkrete opgaver, der skal løses.

Om årsagerne til nye opgaver, der ofte har rod i politiske beslutninger. Og om den funktionelle arbejdsdeling, der skal til for at løse disse opgaver effektivt.

Det mener to professorer, Djøfbladet har talt med. De kalder det snævre fokus i den offentlige debat på antallet af medarbejdere for meningsløst.

Hvis politikerne vil have færre ansatte, må de lade være med at vedtage så mange reformer, for hver reform kræver folk til at føre den ud i livet, påpeger Carsten Greve, der er professor og institutleder på Institut for Organisation på CBS.

"Den offentlige sektor vokser ikke af sig selv. Det er politikerne, der bestemmer, hvilke opgaver der skal løses – og dermed hvor mange ansatte der er brug for,” siger han.

"Hvis politikerne ønskede færre offentligt ansatte, så kunne de jo lade være med at lave så meget lovgivning eller finde på nye ting. De er lidt selv herrer over det, kan man sige."

Med jævne mellemrum udgiver politikere, tænketanke og interesseorganisationer analyser, der viser, at antallet af offentligt ansatte stadig vokser trods årtiers politiske jungletrommer om det modsatte.

Men man kan ikke løsrive antallet af offentligt ansatte fra samfundsudviklingen, understreger professor Ole Helby Petersen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC.

”Hvor mange lever der i Danmark, hvor stor er økonomien, og hvor mange opgaver er der? Vi er blevet flere borgere, økonomien er vokset, og der er kommet flere opgaver. Det giver ikke mening at fokusere på antal alene," siger han.

80’erne har ringet…

Begge professorer kritiserer brugen af upræcise og politisk ladede begreber som ’bureaukrati’, ’kolde hænder’ og ’varme hænder’, fordi de slører debatten om de faktiske funktioner, opgaver og støtteopgaver i den offentlige sektor.

Støttefunktioner og fagprofessionelle er gensidigt afhængige, siger Ole Helby Petersen. Man kan ikke drive en moderne offentlig sektor – eller nogen andre typer organisationer for den sags skyld – uden administrative ressourcer, lyder det.

"Det handler i virkeligheden om arbejdsdeling. En kirurg skal ikke lave HR, og en lærer skal ikke være sekretær. Derfor har vi også brug for administrative medarbejdere, og det gør dem ikke mindre vigtige."

Carsten Greve opfordrer direkte til at holde op med at bruge ordet bureaukrati, ”som om det er noget overflødigt”.

”Man kunne sige, at 80’erne har ringet – de vil gerne have deres ord ’afbureaukratisering’ tilbage. Det var jo noget, der startede i 80’erne, da den offentlige sektor voksede ukontrollabelt.”

Men siden er reformerne kommet i en lind strøm, og den offentlige administration er skåret helt ind til benet.

”Det der med overflødigt bureaukrati og fedt rundt omkring, der bare sidder og triller tommelfingre, har jo ikke noget hold i virkeligheden,” siger Carsten Greve.

De akademikere og andre fagfolk, der er i den offentlige sektor i dag, arbejder med opgaver, politikerne selv har bestemt.

”Så hvis man vil skære ned på bureaukratiet, må man også være klar til at fjerne nogle opgaver."

En her og en der

Ole Helby Petersen nævner skattevæsenet som et godt eksempel på, at kompleks lovgivning koster både medarbejdere og penge at administrere.

"Skattesagen viser det meget klart: Først sparer man voldsomt, og så opdager man, at det havde store konsekvenser – og så ansætter man tusindvis igen. Det viser, at det ikke altid er gennemtænkt," siger han.

”Hvis man laver flere regler og love, koster det også mere at administrere dem. Det er ikke, fordi nogen har fundet på at ansætte for sjov."

Corona-krisen er et andet eksempel på, at man var nødt til at hyre en masse folk i den offentlige administration, som man ikke ellers ville have. Helt aktuelt står Danmark over for en stor udbygning af Forsvaret, nævner Carsten Greve desuden.

"Vil man gerne have en oprustning i Forsvaret – som politikerne siger, de vil – skal der jo også være nogle til at købe ind, til at analysere, og til at gennemføre de transaktioner. Så får man brug for flere ansatte."

Derfor efterlyser de to professorer mere viden og analyse af, hvad væksten i antallet af offentligt ansatte skyldes.

"Man kunne begynde med at spørge: 'Hvad er det egentlig for opgaver, vi ønsker at løse i samfundet? Og hvad kræver det?' Det er det, der bør bestemme, hvor mange vi ansætter – ikke abstrakte idéer om at skære 1.000 stillinger," tilføjer Carsten Greve.

Ole Helby Petersen peger i den forbindelse på, at væksten i antallet af ansatte ofte sker i det små – én ekstra medarbejder her, en midlertidig opnormering dér – uden at der nødvendigvis findes et overordnet rationale eller nogen, der har overblik over den samlede effekt.

"Vi ved ikke nødvendigvis, hvorfor der er blevet ansat flere i fx Finansministeriet. Det sker ofte via mikrobeslutninger – én ekstra til en ny opgave, én mere et andet sted. Så er der én chef, der godkender en ansættelse, og så er der en departementschef, der godkender en anden.”

”Men det er ikke det samme, som at man så kan sige: ’Derfor har vi 15 ekstra ansatte.’ Samlet kan det blive til mange, og hverken politikerne eller organisationerne selv har altid overblik over helheden.”

Det manglende overblik gør det svært at have en begavet diskussion om antallet, mener Ole Helby Petersen.

De manglende nuancer

Både den tidligere minister og nuværende direktør for Center for Offentlig-Privat Innovation, Pia Gjellerup, og interesseorganisationen Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort opmærksom på, at det kan være unuanceret at gøre væksten i antallet af offentligt ansatte op uden at kigge på væksten i den private sektor – der forholdsmæssigt stiger mere end den offentlige sektor.

Ole Helby Petersen er enig i, at den private sektor kan tjene som en udmærket målestok og være med til at perspektivere og kvalificere debatten.

"Der mangler et sammenligningsgrundlag, når man skal vurdere, om X antal offentligt ansatte er mange eller få. Det kunne den private sektor netop være, fordi det er den største arbejdsgiver i samfundet,” siger han.

Men her er de to professorer faktisk uenige. Selvfølgelig er det også relevant at kigge på den private sektor, mener Carsten Greve, men den direkte sammenligning bliver lidt søgt, fordi de to sektorer har forskellige vækstlogikker.

"Jeg synes, det er to forskellige ting. Den offentlige sektor kan i princippet vokse med 5.000 om året, hvis politikerne beslutter det. Det er politisk bestemt. Den private sektor vokser, hvis markedet gør det muligt – fx fordi Novo kan sælge flere produkter. De to ting er ikke afhængige af hinanden.”

Netop det faktum, at den offentlige sektor ikke er konkurrenceudsat, skaber ifølge Ole Helby Petersen et naturligt behov for løbende at diskutere dens størrelse.

"Det er den eneste måde, vi kan holde lidt hånd i hanke med det – ved at have fokus på, hvor meget det udvikler sig.”

Men det skal være på et oplyst og nuanceret grundlag.

"Det bliver hurtigt bare et ord, man slynger ud – som 'bureaukrati'. Men det, de her mennesker laver, er jo politisk bestemte opgaver,” gentager Carsten Greve.

"Debatten fortjener masser af nuancer. Men det er svært, fordi det er så nemt at tale til noget med 'kolde hænder'. Det gør det hele lidt unuanceret," lyder det fra Ole Helby Petersen.