Læserbrev

Fagforeninger svigter de mest udsatte

6.5.2025

af

Illustration af en taleboble, der indeholder en hånd med en nedadvendt tommelfinger

Illustration: Mentalmind/Shutterstock

Danske fagforeninger fastholder uligheden på arbejdsmarkedet, når de konsekvent afviser at hjælpe arbejdstagere, der ikke er medlemmer, skriver jurist David Stray Jørgensen. Djøfs formand svarer på kritikken.

Hvad er ligheden mellem fagforeningerne og privathospitalerne? Begge steder er der ingen hjælp, hvis man ikke har betalt.

Historisk har fagforeningerne spillet en afgørende rolle i at skabe det Danmark, vi kender i dag – med en af verdens laveste Gini-koefficienter og en solidarisk velfærdsmodel. Alligevel nægter fagforeningerne konsekvent at hjælpe de danskere, der af forskellige grunde står uden medlemskab.

Det er paradoksalt, at fagforeninger, som får statstilskud gennem skattefradrag for kontingenter, afviser at støtte de mest udsatte på arbejdsmarkedet. Dette skaber et "underdanmark," især blandt udenlandske arbejdere, psykisk belastede og folk, der oplever, at de ikke har råd til medlemskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Når kun 65% af danskerne er medlemmer, burde det være i fagforeningernes interesse at udvide deres rækkevidde for at styrke hele arbejdsmarkedet.

Fagforeningernes forklaring er, at folk ellers ville "shoppe medlemskab," hvilket afspejler en dybtgående mistillid til de danske lønmodtagere. Denne holdning er uforenelig med det danske samfundssyn, hvor ærlighed og fællesskab er kerneværdier.

Det er på tide at tænke nyt og finde måder at sikre, at alle danskere har adgang til den bedst mulige beskyttelse på arbejdsmarkedet – også selvom det kræver modige, midlertidige løsninger for at prøve noget nyt.

David Stray Jørgensen er cand.jur. og medlem af Djøf siden studiestarten.

 

Kære David

Jeg er helt grundlæggende uenig med dig i, at fagforeningerne svigter de svageste. I min optik er medlemskab af en fagforening den enkeltes garanti for at få hjælp – og en støtte til fællesskabet. Fordi man er stærkere sammen.

Jeg ser medlemskab af en fagforening som lige så vigtigt som at have en indboforsikring – og på nogenlunde samme vilkår: Du kan heller ikke forsikre din cykel, når den ér blevet stjålet.

Dertil kommer så den åbenlyse fordel, at du via fagforeningen står stærkere over for arbejdsgiverne, både når der skal forhandles løn og afskedigelse, og når vi arbejder politisk for bedre arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet. Et rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked kommer alle til gode.

Det er helt fair, hvis du synes, det er for dyrt at være medlem – det kan jeg kun beklage, men samtidig konstatere, at Djøf er blandt de billigere fagforeninger. I øvrigt tilbyder vi tre måneders gratis medlemskab som nyt medlem, så man kan afprøve os. For ledige koster det kun 127 kr. pr. måned.

Men jeg synes, det er helt rimeligt, at man skal være medlem for at få del i vores ydelser. Ellers tærer man jo på et fællesskab, man ikke bidrager til.

Med venlig hilsen
Sara Vergo, formand for Djøf

Kommentarer

Yousef
sidste md.
Jeg kan nikke genkendende på de mange indlæg herinde. Djøf aner ikke en pind om hvad der foregår i det offentlige. Og helt enig med at kroniske problemer med arbejdsmiljø og -vilkår bliver overset. Jeg sidder også inden for et ministerium hvor overenskomsten ikke er implementeret lokalt. Tillidsrepræsentanter tænker mere på egen gevinst end at arbejde for medlemmer. Jeg har været ansat i 5 år uden en eneste tillæg. Der forskelsbehandles på hoved og røv.
Anonym
sidste md.
Jeg glæder nig til, at jeg kan melde mig ud af Djøf. Ansat i U&F oplever jeg, at Djøf, hvis ikke totalt ligeglad med sektoren, så behandler den stedmoderlig og setuppet lokalt fremmer heller ikke repræsentation. Jeg er kun medlem af Djøf, da jeg er blevet "truet med" at få frataget eller ikke tildelt diverse personlige tillæg. Derfor har jeg nu betalt kontingent i 20+ år, men der kommer selvfølgelig et tidspunkt, hvor den beregning også tipper. Djøf synes heller ikke hensyn til de "svageste" af medlemmerne. Det gælder, hvad enten det er ansatte på arbejdspladser, hvor der er kroniske problemer med arbejdsmiljø og -vilkår. Selv overenskomsten evner Djøf ikke at få implementeret lokalt. Det gælder også for de svageste medlemmer, hvad enten det er medarbejder ramt af stress eller medarbejdere med kroniske sygdomme. Læs blot artiklerne i Djøfbladet, som konsekvent handler om, hvad netop de medarbejdere selv skal (understreg skal) gøre, fremfor at aftvinge arbejdsgiverne svar. Djøf lader også medlemmerne stå helt økonomisk alene i tilfælde af strejke eller lockout. Kort sagt, så kan jeg ikke finde et eneste argument for, at Djøf er pengene værd - udover truslen. Så det bliver en "befrielsens dag", når jeg kan opsige mit medlemskab. Uagtet et (devalueret) skattefradrag, så er det ikke en forsikring, men en ekstra skat.