”Det er heldigt, jeg stadig er her”

Jeg er vokset op som enebarn, men jeg var ikke forkælet. Mine forældre gik meget op i, at jeg ikke bare skulle ’have’. Så fx hævede jeg alle mine konfirmationspenge, da jeg skulle have mit første klaver. Jeg var den første i familien, som fik en akademisk uddannelse. På den måde var der intet pres fra mine forældres side, men de var altid enormt gode til at bakke mig op. Begge min mors forældre døde, da hun var syv, og jeg tror, at det på mange måder har gjort mig meget taknemmelig for mine forældre, men også for min egen tilværelse.

Det var mine vietnamesiske klassekammerater under mit sabbatårs-ophold i Californien, som fik mig til at overveje juraen. De var flygtet fra Vietnam og havde haft en forfærdelig opvækst. Alligevel havde de bare en helt fantastisk indstilling til livet, hvilket gjorde dybt indtryk på mig. Det gav mig lyst til at læse jura, så jeg kunne få arbejde i en humanitær organisation.
Under studiet fandt jeg dog ud af, at der i den del af branchen var for meget snak og for lidt handling til mit temperament. Så siden den 8. 8. 1988 har jeg været anklager. Otte er det kinesiske lykketal – det syntes jeg altid var lidt sjovt.

Jeg har nok været i USA over 50 gange. Jeg har familie, som jeg besøger derovre, og rejserne afspejler sig også i min skosamling, som efterhånden har fået en rimelig størrelse. Jeg elsker farver og påklædning – det gør mig virkelig glad, når jeg kan have det sjovt med det. Min leg med påklædning har især udviklet sig efter min mands og mit eget cancer-forløb. Jeg har virkelig fået brug for at gøre noget for mig selv. Samtidig skaber det en masse glæde omkring mig, oplever jeg.

Det var som chefanklager på Bornholm, at jeg havde de sager, som har gjort allermest indtryk på mig. Jeg havde bl.a. en sag med et forældrepar, som blev idømt otte og ti års fængsel for at have misbrugt deres to piger. Den sag sidder stadig som en lille orm, der gnaver i mig, og jeg kommer nok aldrig helt over den.
Men jeg er alligevel glad for, at jeg tog imod tilbuddet om at bo og arbejde på Bornholm. Min mand var lige gået på pension, så det passede os fint at flytte for arbejdet. Det var 14 helt vidunderlige år i Rønne med udsigt over vandet.

Generelt har jeg haft mod til at tage de chancer, jeg har fået tilbudt, og det er jeg ret stolt af. Til gengæld har jeg i perioder helt klart arbejdet for meget, når jeg ser tilbage på det. I dag er jeg i takt med min erfaring blevet mere effektiv i mit arbejde. Af samme grund arbejder jeg sjældent over længere.

Der var en sag om et brødrepar, der slog en af deres venner ihjel, som i en periode gjorde det ekstra udfordrende at være anklager. Shelter-sagen kaldte vi den. I kølvandet på Black Lives Matter-bevægelsen blev folk enormt vrede og mente, at sagen havde racistisk karakter.
Jeg blev beskyldt for ting, som ikke var rigtige, og folk kontaktede mig på min private mail. Det var ret voldsomt. Men grundet timingen kunne jeg ikke udtale mig om sagen offentligt. Så det gjorde jeg ikke. Jeg ville jo gerne være professionel. Og det er også noget af det, som jeg håber, at folk fra øen vil huske mig for.

At gå ned i ledelseslag var jeg temmelig spændt på til en start. Jeg kunne godt lide at være leder på Bornholm, og lederpositionen passede godt til mig. Jeg har i hvert fald ret tydelige meninger om ting – måske synes nogle, at jeg kan være ret bestemt.

Mens jeg boede på Bornholm, blev jeg også valgt som formand for de Konservative på Bornholm. Jeg valgte at gøre det på den måde, at jeg var en slags organisatorisk formand. I perioder var jeg jo simpelthen så meget i nyhederne på Bornholm – det kunne man næsten ikke undgå. Men jeg gjorde virkelig meget ud af at adskille anklageren fra formandsposten, og jeg kunne aldrig drømme om at udtale mig politisk i anklagerrollen.

Mine yndlingssager er skatte- og momssagerne. Og netop derfor er jeg glad for, at jeg takkede ja til en stilling som specialanklager i Nordsjællands Politi. Det kan lyde lidt mærkeligt, men jeg synes bare, at skatte- og momssager er enormt sjove at arbejde med. Det er ret atypisk for anklagere. De fleste anklagere er nemlig bange for at gå ind i sådan nogle tunge økonomiske sager pga. størrelsen og mængden af tal. Nogle gange kan det også virke tungt for mig. Fx sidder jeg lige nu med en sag, som er på 13.000 sider. Men jeg er ikke bange for at gå ind i dem, og jeg rejser aldrig tiltale i en sag, hvor jeg ikke mener, at der kan ske domfældelse.

Det er heldigt, at jeg stadig er her. Gennem hele mit liv og min karriere har jeg været meget heldig, synes jeg. Det var et held, at lægerne opdagede min kræftsygdom i tide. Og jeg føler mig enormt taknemmelig over den behandling, som jeg fik i det danske sundhedssystem i forbindelse med mit sygdomsforløb.

Jeg har haft et rigtig godt liv, selv om jeg ikke har fået børn. Kræftforløbet gjorde mig ude af stand til at få børn. Men jeg synes, at det er spild af liv at holde fast i kriser. Jeg er ret god til at ses med mine veninder, og der er mange ting, som giver mig glæde i livet. Da jeg blev 60, havde jeg 40 damer til frokost.

Måske vil jeg være frivillig. Når jeg om fire-fem år skal på pension, så skal jeg i hvert fald finde på noget nyt at lave. Og jeg har tænkt mig at fokusere på det bedste, jeg nu kan finde. For nylig købte jeg en cabriolet, og den er jeg simpelthen så taknemmelig for – så den skal jeg køre en masse ture i. Jeg nyder hver eneste gang, jeg kan køre med soltaget nede. Der er en skøn varmeblæser i nakkestøtten, så jeg også sagtens kan køre, selv om det er koldt i Danmark en gang imellem.