Forfra i fristaden
Forandringslederne på Pusher Street
Foto: Mads Teglers
3.4.2025
af
Mads Matzon
Mikkel Holst og Risenga Manghezi skal ændre en af landets mest berygtede gader indefra. Med kontor i en skurvogn balancerer de mellem statens logik og Christianias hippie-dna. Et historisk projekt, der begyndte med, at de blev truet med tæv.
Forfra i fristaden
Foto: Mads Teglers
3.4.2025
af
Mads Matzon
På vej gennem Christiania bliver Djøfbladets udsendte kontaktet af en høj mand i grønne joggingbukser.
Han kommer hurtigt gående fra en sidegade ved huset Stjerneskibet. Netop her skete i 2023 et skuddrab, der blev begyndelsen til enden for hashboderne i Pusher Street.
”Mangler du noget, hr.? Hash?” siger han uden at stoppe op.
Manden tripper videre i sine gummisko. Over Pusher Streets nye brosten og forbi det sorte underlag til skøjtebanen Pusher Street on Ice, der er ved at blive taget ned.
Skøjtebanen er et af de konkrete resultater af, at Christianias beboere for et år siden vedtog at nedlægge Nordens største åbne hashmarked.
Nu skal den omstridte gade laves om. Arbejdet med den historiske forandring foregår bl.a. i en sort skurvogn, der står midt i gaden.
Skurvognen huser det, der formelt hedder projektkontoret for forandringsplanen for Pusher Street.
Indenfor møder vi de to forandringsledere Risenga Manghezi og Mikkel Holst. Sammen med to praktikanter og en udlånt medarbejder fra Københavns Kommune fører de transformationen af Pusher Street ud i livet.
Risenga Manghezi fortæller, at der ikke har været mange pushere hen over vinteren.
”Der har været en anden energi, fordi vi har haft skøjtebanen. Men vi kan mærke, at foråret er på vej. Lige pludselig kommer pusherne piblende ud,” siger han.
Han forklarer, at kontorets mission ikke er at stoppe de enkelte hashhandler. Det ville være en umulig opgave.
”Det vil overraske mig meget, hvis der slet ikke var handel med cannabis på Christiania.”
Så ville det være den eneste bydel i København, hvor man ikke kan købe det, som han siger.
I skurvognen arbejder Risenga Manghezi og Mikkel Holst på planen for, hvad der skal ske efter Pusher Street on Ice.
Foto: mads teglers
Fristaden Christiania har været en del af København siden 1971, hvor slumstormere besatte et gammelt kaserneområde på Christianshavn. Bydelen på 32 hektar er et alternativt samfund med fokus på fællesskab og frihed. Hash har altid været en del af områdets hippie-dna.
Gennem årene har adskillige politikere og en massiv politiindsats forgæves forsøgt at få bugt med hashhandlen, der i slutningen af 80'erne blev koncentreret omkring Pusher Street.
Nu er det Risenga Manghezi, Mikkel Holst og resten af kontorets tur til at prøve at ændre på fortællingen om Christiania.
I deres jobbeskrivelse står der, at de skal skabe liv og forandring i området. Deres målsætning er at sørge for, at pusherne ikke etablerer sig selv med boder igen. Salgsboder, der indtil for et år siden tilbød alle afskygninger af hash på Pusher Street.
Kontoret skal ændre livet og energien i en gade, der gennem årene blev forrået. Hvor maskerede hashsælgere, paranoid stemning og deciderede likvideringer satte tonen.
Mikkel Holst oplevede selv de dårlige vibrationer, da han for nogle år siden besøgte fristaden for sidste gang i lang tid. Han havde været til et arrangement for frivillige på Roskilde Festival derude. På vej hjem trak han sin cykel gennem Pusher Street.
”Der var camouflagenet over gaden, og folk stod med bandanaer foran ansigtet. Pludselig fik jeg viklet mit cykelhjul ind i nettet. Alt var sygt stressende, og så kom jeg faktisk ikke tilbage igen,” siger han.
Den tilspidsede situation med pushere, som christianitterne ikke længere kendte, og gadebander, som kæmpede om hashmarkedet, kulminerede i skuddrabet ved Stjerneskibet. To maskerede medlemmer af banden Loyal to Familia skød 20 gange ved bygningen. De dræbte et 30-årigt prøvemedlem af rockergruppen Hells Angels og sårede fire tilfældige.
Christianias Fællesmøde, som er fristadens øverste myndighed, besluttede kort efter episoden, at den organiserede hashhandel skulle væk.
På bare fire timer den 6. april 2024 fjernede christianitter og nysgerrige gæster alle brosten fra gaden.
Ledige stillinger
I juni sidste år blev Risenga og Mikkel ansat af Fællesmødet til at drive Projektkontoret for forandringsplanen for Pusher Street.
Da kontoret åbnede, bragte Christianias avis, Ugespejlet, et indlæg og et foto af Mikkel og Risenga.
De skrev, at de glædede sig til at komme i gang, og at deres dør var åben for alle.
”Der kom et mindre venligt kommentarspor i en Facebook-gruppe for folk, der tidligere gæstede hashmarkedet. Det var, hvad det var. Men der var så én, der skrev: ’De skal bare smadres med et alu-bat,’” fortæller Mikkel Holst.
De anmeldte ikke truslen til politiet. Det ville være en dårlig begyndelse på samarbejdet i området.
”Det ville ikke være særlig street,” siger Risenga Manghezi og griner.
Det er den eneste direkte dødstrussel, de har modtaget, forklarer Mikkel Holst.
Staten har afsat 14,3 millioner kroner til projektet. Københavns Kommune 13,9 millioner. Og så skal Christiania finde omkring 17 millioner.
Pusher Street on Ice har været en af kontorets største opgaver.
”Vi var bekymrede for, at vinteren ville blive mørk og skummel. Om hashhandlen ville vende tilbage,” siger Risenga Manghezi.
Uafhængigt af hinanden foreslog en gammel lokal og Københavns politidirektør, at det ville være en fin idé med en skøjtebane.
Risenga og Mikkel mærkede god energi i idéen. De fik sammen med en masse andre stillet banen op så hurtigt, at de hævder at have verdensrekorden i skøjtebane.
På ægte Christiania-maner er den ikke bare firkantet. Den har også en sti, som svinger væk fra firkanten for at komme tilbage i en kantet oval.
En dag stod Risenga Manghezi og målte op til Pusher Street on Ice, da en mand kom hen til ham. En rå type med hue og furer i ansigtet.
”Han siger: ’Hey, mand. Hvidt flag.’ Så siger jeg: ’Hvidt flag?’”
Det var manden, der havde truet dem med aluminiumsbattet på Facebook.
Han havde tidligere kørt ismaskine i to ishockeyhaller. Han spurgte, om han måtte køre på Christianias skøjtebane.
Han fik jobbet.
Mikkel og Risenga mærkede et skift i stemningen omkring deres arbejde, efter skøjtebanen kom op. Nu havde de bevist, hvad de kunne og ville.
Risenga Manghezi er cand.scient.soc. i virksomhedsstudier og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet.
Kontoret har også sat gang i andre tiltag, der skal åbne Christiania op for folk udefra.
Over sommeren og efteråret blev der afholdt 20 events, som fyldte området ud. Fra loppemarked til gadegøgl og rockkoncerter.
Og så har de fået mere gadebelysning i områdets gader.
”Der var normalt bare mørkt. Hippierne vil gerne kunne se stjernerne,” siger Risenga Manghezi.
Mange af kontorets projekter handler om at gøre facaderne i Pusher Street mere indbydende og lettere at aflæse for andre end de faste beboere.
Risenga Manghezi peger ud ad vinduet på en blå dør i en murstensmur. Der står ‘VASKERI’ med hvide bogstaver på døren. Bogstaverne er nye. Førhen skulle du vide, at du kunne vaske tøj derinde. Inden længe kommer der en glasdør.
Der skal gennemsigtige døre op omtrent 15 andre steder i og omkring Pusher Street, og flere af Christianias butikker har fået tydeligere skiltning, så alle ved, hvad de tilbyder.
Der kommer også mere beplantning og bænke i området, så det bliver mere indbydende at opholde sig i.
Samt legepladser til børnene.
Og så bliver tre containere ombygget til forskellige kulturaktiviteter og værksteder.
”Det handler om at skabe en energi af sprudlende kultur- og erhvervsliv. Så Pusher Street bliver et sted, hvor du har lyst til at være,” siger Mikkel Holst.
Dels for at holde den organiserede hashhandel væk. Men også for at lokke kunder til Christianias restauranter, caféer og småhandlende, hvis omsætning lider under, at hashmarkedet er lukket.
Jobbet i skurvognen er Mikkel Holsts første professionelle møde med Christiania. Han er uddannet sociolog fra Københavns Universitet og har arbejdet i staten, i Københavns Kommune og i det private erhvervsliv.
”De sidste mange år har det, jeg har lavet, handlet om byudvikling. Jeg har koncentreret mig om, hvordan vi fastholder kreative bymiljøer med kunst og kultur i København.”
Risenga Manghezi er derimod insider. Han bor på Christiania og har arbejdet forskellige steder i fristadens administration og erhvervsliv. Han er cand.scient.soc. i virksomhedsstudier og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet. Han har også en MBA fra Danmarks Tekniske Universitet.
De to kontormakkere er enige om, at deres arbejde ville være sværere, måske endda umuligt, hvis de ikke kom både ude- og indefra.
Risenga Manghezi understreger fordelen ved, at Mikkel Holst ikke er en del af Christianias glasklokke.
Det er også vigtigt for dem både at kunne forstå, hvordan den offentlige forvaltning fungerer, og samtidig have en indsigt i Christianias særlige logik.
Fx på Fællesmødet, hvor alle kontorets større beslutninger skal godkendes, da de to er ansat af Christiania.
"Steder som Christiania kan forandre verden."
Mikkel Holst, forandringsleder på Pusher Street
Mikkel Holst forklarer, at tonen til fællesmøderne kan være hård, når man kommer udefra.
”Det er ikke ligefrem altid høvisk tale,” siger han.
Samtidig er Fællesmødet et konsensusdemokrati.
”Det betyder, at vi går efter bredest mulig enighed. Det er et emotionelt parameter,” siger Risenga Manghezi.
Han kalder styreformen for emokrati. De skal skabe begejstring for deres idéer, hvis de skal gennemføres.
”Hvis du vækker vrede, så glem det,” siger han.
Det er dog ikke det samme som, at alle på mødet skal være begejstrede. Cirka 20 pushere, der bor på Christiania, var fx uenige med resten af Fællesmødet om nedlukningen.
Emokratiets natur kan være svær at forstå for de offentlige myndigheder, som kontoret samarbejder med.
Fx hvis staten spørger dem, om det er muligt at skabe flere fysiske forandringer i området.
”Så leder de efter en mor og far, som kan træffe beslutninger. I stedet er det mere en blanding af Pippi Langstrømpe og Fluernes Herre herude, hvor børnene har magten,” siger Risenga Manghezi.
”Forandringerne skal forankres i Christiania. Ellers flyver de ikke,” siger han.
Det er et stort skift fra en mere traditionel djøf-verden, som Mikkel Holst kommer fra.
”Der laver man jo inddragende processer, men så er der en voksen, der træffer den endelige beslutning,” siger han.
Forandringsplanen, som kontoret forvalter, udløber til nytår.
”Det er ikke realistisk, at vi har udmøntet alle aktiviteter, så vi er i gang med at kigge på, hvad der skal ske bagefter,” siger Mikkel Holst.
For ham er fristaden et af arnestæderne for Københavns kreative bymiljø.
”Steder som Christiania kan forandre verden. Når jeg har muligheden, kan jeg ikke lade være med at skubbe til den proces herindefra.”
For Risenga Manghezi ligger der også en personlig motivation bag arbejdet. En aften for nylig fik han en sms fra sin 10-årige søn.
Sønnen skrev, at han og vennerne cyklede rundt på Pusher Street. Det havde ikke været en tryg situation at være far i for bare et år siden.
Ude af skurvognen igen overhører Djøfbladets udsendte samtaler på fransk, italiensk og tysk.
Små grupper af turister går langsomt rundt på brostenene. De ser ud, som om de leder efter noget, de ikke helt ved, hvad er.
Manden med de grønne joggingbukser er der stadig.
