”Vi embedsmænd er lige så usikre som alle andre”

Centraladministrationens ypperste dyd er ro, siges det ofte. Den udstrålede, strategiske, formelle ro. Men bag dørene i Nuuk – i kontorerne, hvor vinduerne knager i stormen, og kaffekopperne står urørte i mødelokalerne – er roen ved at slå revner.

Jeg har arbejdet som jurist i den grønlandske centraladministration i otte år. Lang tid i en sektor præget af skiftende politiske vinde, men tiden har givet mig erfaring, forankring og en dyb kærlighed til det grønlandske samfund og dets selvforvaltning. Men intet i de otte år har været som det, vi står midt i nu.

Siden den amerikanske retorik skiftede karakter – fra diplomatiske høfligheder til strategiske antydninger om tilstedeværelse og indflydelse – har vores arbejde ændret karakter. Der bliver hvisket i gangene. Der bliver talt i koder. Nogle gange med humor, som når vi joker om, hvorvidt vi skal skifte til Common Law næste måned. Men latteren hænger sjældent længe i luften.

Det er ikke længere kun politik, vi arbejder med – det er eksistentielle spørgsmål om vores statsstruktur, vores suverænitet og vores fremtid. Og det er ikke kun os selv, vi forsøger at berolige. Det er også borgerne, der pludselig tror, vi ved noget, de ikke gør. Som om vi har fået en skrivelse, et notat, et vink med en pen på et papir, som varsler det, der måtte komme. De ser os som tavse vogtere af en hemmelighed.

Men sandheden er, at vi – på de øverste embedsmandsniveauer – er lige så usikre som alle andre. Panikken banker på bag vores ro. Vi taler om det til frokost: Hvad sker der, hvis USA presser sig ind med en administration, der blot erklærer 'midlertidig ledelse'? Er vores overenskomst stadig gældende? Ville vi have krav på tre, seks eller ni måneders afskedigelse? Eller ville vi blot blive anset for 'overflødige' i en ny struktur?

Der bliver diskuteret i embedsmandskredse, om det danske system reelt er klar til at tage imod en bølge af administrative flygtninge. Vil vi have en rolle der? Vil vi være velkomne? Eller vil vi blive opfattet som politiske belastninger?

De mere garvede embedsmænd – dem med 30 års tjeneste og dybe panderynker – forsøger at udstråle sindsro. Men selv blandt dem mærker man uro. Ikke mindst fordi vores system ikke er skabt til at håndtere usikkerhed i denne skala. Vi har regler for alt – for samtykke, for kompetence, for tavshed – men ingen regler for pludselig magtovertagelse. Og dét skræmmer.

Derfor skriver jeg dette læserbrev. Ikke for at skabe panik. Ikke for at bekræfte nogen konspiration. Men for at minde om, at bag facaden af ro sidder der mennesker – jurister, økonomer, sekretærer, rådgivere – som forsøger at få samfundet til at fungere. Mennesker, der ikke nødvendigvis har svarene. Mennesker, der frygter det samme som alle andre, men som er nødt til at bære frygten i tavshed.

Og måske er det netop dét, der gør det hele så skæbnesvangert: At vi er bundet af loyalitet og fortrolighed – samtidig med at vi selv vakler under vægten af det uvisse.

Hvis det grønlandske folk en dag får ændret sine styrende strukturer, håber jeg, at man husker, at centraladministrationen ikke var passiv. Vi var blot fanget i et tomrum mellem loyalitet og afmagt.

Og vi gjorde, hvad vi kunne, i en tid hvor intet var sikkert – ikke engang vores eget virke.

Skribenten har ønsket at være anonym. Djøfbladet er bekendt med skribentens identitet.