Anders Fogh opdagede embedsfolkets værdi på den hårde måde

Hun ville nok blive anset som moderat i dag, smiler Anders Fogh Rasmussen.

Det er Margaret Thatcher, han taler om. Den frihedselskende britiske premierminister har lagt navn til det mødelokale, Anders Fogh Rasmussen tager imod i hos Rasmussen Global på Grønningen i København.

Hun står også bag det citat, der er skrevet på væggen: “When people are free to choose, they choose freedom.” 

At Anders Fogh Rasmussens kontorer i dag emmer af liberalistisk tankegods, kommer nok bag på de færreste. Men når han har inviteret Djøfbladet på besøg, er det faktisk for at minde om, at man trods alt ikke kan tage sig alle friheder i verden.

Da han selv som ung minister trådte ind i Skatteministeriet, var det ”med en stærkt ideologisk holdning” og en fast overbevisning om, at han havde frihed til at revolutionere skattepolitikken.

Men.

”Det, jeg ikke var opmærksom på, var den interne opposition, det skabte. Der burde jeg have været meget mere lydhør over for de ældre djøferes råd og indstilling. Embedsmændene var jo selvfølgelig fagligt stolte over ministeriets arbejde. Og så kommer der en ung knøs på 34 år og tror, han bare kan lave det hele om.”

I bogen ‘At turde’, der udkommer d. 2. maj, fortæller den tidligere statsminister og generalsekretær for NATO om sit politiske virke gennem 50 år. Og her har han dedikeret et kapitel til netop tiden som skatteminister fra 1987 til 1992, der endte med, at han måtte trække sig på grund af en sag om kreativ bogføring.

Han fortæller om sagen uden et eneste stykke papir eller note foran sig. Frit fra hukommelsen.

”Der lærte jeg på den hårde måde, at man bør skabe en mere positiv stemning. Skabe en koalition internt i ministeriet, som er parat til at løfte den der reform, som jeg ønskede af skattesystemet.”

”De erfaringer vil jeg godt give videre, så unge ministre, der bliver udpeget på samme måde i en ung alder, kan lære af det.” 

Rædselsregimet 

Da Anders Fogh Rasmussen som formand for Venstre i 2001 overtog regeringsmagten og holdt sit første ministermøde, var noget af det første, han fortalte alle de nye ministre, om den sag, der havde tvunget ham til at gå af som skatteminister.

I 1988 blev den forholdsvis nye skatteminister orienteret af medarbejderne om, at det var svært at overholde ministeriets budget. Anders Fogh Rasmussen nægtede at bede Finansministeriet om flere penge, og han forlangte, at ministeriet spændte livremmen ind.

Det skulle ikke hedde sig, at den inkarnerede liberalist ikke selv kunne finde ud af at spare, som han skriver i bogen.

Derudover tog Anders Fogh Rasmussen sig den frihed at oprette et såkaldt Skattepolitisk Sekretariat. Her ville den unge idealist udvikle skattepolitik og hjælpe Skatteministeriet med at løsrive sig fra Finansministeriet. I folkemunde blev det på Slotsholmen blot kendt som ’SS’.

Fogh Rasmussens skatteministerperiode er senere i Anne Sofie Kraghs ’Fogh – historien om en statsminister’ blevet beskrevet af embedsmændene som et ”rædselsregime”.

Ifølge ham selv førte den stramme og ideologiske kurs til, at medarbejderne holdt op med at orientere ham om budgetoverskridelser og begyndte i stedet selv at flytte nogle it-udgifter fra det ene budgetår til det næste.

Da Rigsrevisionen i 1990 kritiserede den praksis, blev den samtidig også offentligt kendt, og en mediestorm begyndte.

Anders Fogh Rasmussen ville dog ikke finde sig i beskyldningerne om kreativ bogføring og bad selv om en kommissionsdomstol. Kommissionen frikendte ham for dén del, men påtalte, at han havde givet urigtige oplysninger til Folketinget. Desuden anbefalede man en disciplinærsag mod fem embedsmænd.

I dag kalder han det ”det rene, skære vrøvl”, at han skulle have misinformeret Folketinget, men han besluttede alligevel selv at gå af og fik lukket sagen.

Og det var den lektie, han gav sine nye ministre for i 2001.

”Jeg ville fortælle ministrene, at det er meget bedre selv at påtage sig et ansvar som minister frem for at prøve at skyde ansvaret nedad, udad eller opad og væk fra sig selv. Og man beskytter embedsværket mod en urimelig kritik, som til syvende og sidst falder tilbage på ministeren selv.”

Når Anders Fogh Rasmussen mener, at den historie fortsat er relevant i dag, har det at gøre med, at han faktisk er lidt bekymret på embedsværkets vegne.

Det er dumt, hr. minister 

Vi har set flere eksempler på, at det er blevet sværere at ”holde sin sti ren” som neutral embedsmand de senere år, reflekterer den tidligere statsminister. De åbenlyse eksempler er FE-sagen, mink-sagen og Støjberg-sagen.

”Jeg tror, at en minister i dag har et ønske om en lidt mere lydhør departementschef, der retter sig efter ministeren og agerer mere politisk. Det er mere udfordrende for embedsmændene i dag, end det var tidligere. Derfor går min advarsel først og fremmest til ministrene: Det er dumt. Dumt for dem selv, hvis de kræver, at deres topembedsmænd bliver mere politiske end fagligt dygtige.”

Styrken ved det danske embedsmandssystem er, at det er politisk neutralt, og at vi derfor ikke behøver at skifte det øverste lag embedsmænd ud, hver gang der kommer en ny regering.

”Fordelen for os i Danmark er, at en ny regering kan træde til og kan køre lige fra første dag, fordi den overtager et meget erfarent embedsmandskorps på topplan. Sådan har jeg i hvert fald oplevet det.”

Anders Fogh Rasmussen fremhæver de to departementschefer i Statsministeriet, han selv arbejdede sammen med, Karsten Dybvad og Nils Bernstein. Sidstnævnte var blevet udnævnt af Foghs forgænger, Poul Nyrup Rasmussen (S).

Begge departementschefer tilhørte ”den solide skole” inden for embedsmandsstanden, som havde den ”musikalitet”, der skal til for at kunne betjene både – i Bernsteins tilfælde – en socialdemokratisk minister og Fogh som Venstre-mand. Og så havde de modet til at sige ham imod, når det var nødvendigt.

”De gik aldrig på kompromis. Hverken med juraen eller tallene. Man turde ikke manipulere med tallene, det hele skulle være solidt og regulært. Selvfølgelig skal embedsmænd være i stand til at opfylde regeringens mål, men man skal ikke gå på kompromis med de faktiske forhold. Så må man råde ministeren til at køre en anden vej.”

Det er derfor, han i bogen advarer imod embedsmænd, der snakker ministeren efter munden.

”Selvfølgelig er det frygtelig irriterende at blive sagt imod, når man vil i en bestemt politisk retning, og så kommer de og siger, at der er nogle ting, der forhindrer det. Men jeg har bare betragtet det som en spændende udfordring at skulle finde en anden vej til at nå sit mål.”

Faktisk har Anders Fogh Rasmussens forhold til de to topembedsmænd ikke altid været helt så lyserødt.

De to departementschefer  

Inden valget i 2001 sendte Anders Fogh Rasmussen i en grundlovstale en bredside mod Karsten Dybvad, som netop var blevet udnævnt til departementschef i Finansministeriet af en socialdemokratisk minister. Han havde tidligere været ansat hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og derfor måtte han være socialdemokrat, mente Anders Fogh Rasmussen.

På baggrund af den politiske ansættelse havde oppositionen ikke længere tillid til de tal og beregninger, der kom fra Finansministeriet, erklærede han.

Nils Bernstein, der var departementschef i Statsministeriet, forsvarede Karsten Dybvad offentligt og sagde, at uanset hvad man mener politisk, eller hvor man er organiseret, er det ikke nogen hindring for, at man kan indtage en post som departementschef, hvis man i øvrigt er kvalificeret.

Den lille ”træfning” til trods forblev Nils Bernstein departementschef i flere år, indtil han blev direktør for Nationalbanken. I Statsministeriet blev han afløst af… Karsten Dybvad. 

”Jeg blev meget tilfreds med at beholde Bernstein. Det har aldrig nogensinde ligget mig på sinde, at han skulle fyres. Og jeg havde selvfølgelig fulgt Dybvad meget nøje og var overbevist om hans saglige kvalifikationer. Deres politiske tilhørsforhold har aldrig interesseret mig.”

I bogen skriver Anders Fogh Rasmussen da også, at angrebet på ansættelsespolitikkerne under Nyrup-regeringen var et politisk greb, der op til valgkampen skulle få en i forvejen metaltræt socialdemokratisk regering til at lugte endnu mere af pamperi.

”Jeg kan ikke lade være med lidt polemisk at sige, at hvis Bernstein og Dybvads måde at være departementschef på havde været gældende under FE-sagen fx, ville den aldrig nogensinde have udviklet sig så katastrofalt.”

Hvis ministre i dag i stigende grad har politiske forventninger til deres embedsmænd, vil det danske embedsmandsystem komme i fare, mener Anders Fogh Rasmussen.

”Så vil ministrene fremover forlange politisk udpegede viceministre eller sådan noget. Det er et risikopunkt, jeg ser, hvis ministrene ikke sig holder på måtten. Vi må holde fast i at forlange partipolitisk neutral rådgivning.”

Da Anders Fogh Rasmussen tiltrådte som statsminister i 2001, foretog han en kalibrering af hele centraladministrationen. Faktisk kalder han det ”den mest omfattende ændring af centraladministrationen nogensinde”.

Frihed under ansvar  

Anders Fogh Rasmussen oprettede fx Udlændinge- og Integrationsministeriet, der skulle føre en fast og fair udlændingepolitik, som det hed. Den fik Bertel Haarder ansvaret for. Og så ville den nye vicestatsminister, Bendt Bendtsen, ifølge Fogh gerne af med sit ry som politibetjent og fik ansvaret for et sammenlagt økonomi- og erhvervsministerium i stedet for det oplagte justitsministerium.

Derudover fik regeringens interne udvalg en overhaling, og kun Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget blev tilbage.

”Jeg ønskede, at vi i regeringens interne organisation sikrede en meget klar overordnet styring af regeringens politik. Rigtig mange sager blev flyttet over i Koordinationsudvalget, hvor jeg selv sad for bordenden.”

Organisationen stod derfor i kontrast til den tidligere regering, hvor finansministeren som formand for Økonomiudvalget havde haft større indflydelse. Store dele af den magt trak Anders Fogh Rasmussen ind i Statsministeriet. Det gjaldt også planlægningen af det forestående EU-formandskab, der ellers primært ville have ligget i Udenrigsministeriet. 

”Der ønskede jeg, at Statsministeriet skulle sidde centralt på det, fordi EU-politik og indenrigspolitik er så tæt vævet sammen.”

Han medgiver, at ændringerne gav lidt gnidninger med Udenrigsministeriet, men ”det var uundgåeligt”.

”Det er rigtigt, at jeg lagde vægt på, at der skulle være en klar ledelse, en klar styring og en klar retning. Vi udarbejdede det mest omfattende regeringsgrundlag, der var set.” 

Men inden for rammerne af regeringsgrundlaget blandede han sig ikke i ministerierne eller detailstyrede sagerne, siger han. Kun hvis der opstod problemer, endte sagerne i Koordinationsudvalget eller hos statsministeren.

”I det daglige arbejde var der udstrakt frihed til kreativitet, hvis bare man opfyldte regeringsgrundlaget.”

Det ærgrede ham derfor, at senere regeringer havde sværere ved at få beslutningsprocesserne til at glide. Konkret nævner han VLAK-regeringen som ”meget kaotisk”.

”Jeg oplevede det som en god ting, da Mette Frederiksen første gang overtog regeringsansvaret, og der kom lidt styr på tingene. Man kan ikke bare sådan lade tingene sejle.”

”Så at statsministeren ønsker en mere central styring af, hvad der foregår – det har jeg af gode grunde meget forståelse for,” smiler han.

Og når anledningen til snakken med Djøfbladet altså er, at den tidligere statsminister har forsøgt at oprulle de seneste 50 år i bogform, synes det – her på vej ud af Thatcher-lokalet – på sin plads at spørge, om der er noget, han ville have gjort anderledes.

“Altså som statsminister? Nej.”