Rasmus gjorde karriere bag en maske. Nu har han smidt den

Selvtilliden har ikke fejlet noget. Men selvværdet har.

Advokaten og formanden for Djøf Advokat, Rasmus Thingholm, har i hele sit voksne liv og i det meste af sin barndom gemt sig. Fortiet sandheden om sin barndom.

”Jeg havde bygget en facade, så ingen rigtig kunne se, hvem jeg var. Eller det håbede jeg i hvert fald.”

Ingen skulle opdage, at der lå en masse usikkerhed bag den hårdtarbejdende og også lidt ’smart i en fart-advokat’-attitude. De skulle ikke se den Rasmus, som tvivlede på, om han nu også var god nok. En Rasmus, som kæmpede for at passe ind i en helt anden verden end den, han kom fra.

”Folk skulle se en Rasmus, der var god til alt. Én, der havde styr på tingene. ’Nu har han opnået det og det.’ Sådan har det været siden gymnasietiden og gennem hele jurastudiet. Jeg skulle have de bedste karakterer, og jeg skulle have de rigtige job. Hele tiden stræbte jeg efter det næste.”

Med hjælp fra nære venner, sin familie – og en bog af Glenn Bech – har han ladet masken falde. Ikke på én gang, men lidt efter lidt for til sidst at smide den helt.

”Jeg begyndte at fortælle om min barndom til nogle få personer, som jeg stoler meget på. Og det er som en stille og rolig healing, hver gang jeg siger det højt, og ingen dømmer mig.”

Det var en modbydelig oplevelse, der for alvor skubbede til beslutningen om at lade den ’rigtige’ Rasmus træde frem.

En ond besked

Klokken var næsten halv otte den 22. november 2022, da Rasmus tjekkede sin telefon. Han var lige kommet ud fra et møde med nogle andre advokater. Der lå en Messenger-besked fra en mand, han ikke kendte. Han læste hurtigt beskeden, og så kom raseriet væltende.

Manden skrev:

’Har din far Lars gjort dig ondt, siden du ikke vil kendes ved ham? Han har trods alt sin andel i, at du er, hvor du er. At du er på de bonede gulve med champagne og livet på den høje reol, synes jeg er skamfuldt overfor din far, som desværre er sunket dybt, bl.a. på grund af hverken du eller Line (Rasmus' søster, red.) vil kendes ved ham. Uforskammet i min optik!!’

Som det første ringede Rasmus til sin mor. Han bad hende skynde sig at kontakte hans søster og sige, at hun skulle ignorere det, hvis hun også havde fået en besked i Messenger fra en fremmed mand. ”Hun skal ikke åbne den,” sagde han. Selv havde Rasmus travlt med at få ringet til manden.

Rasmus fik ham i røret og skældte ham huden fuld.

”På ni minutter fortalte jeg ham hele historien. At han ikke fattede noget som helst – at han intet anede om, hvad vi har været igennem som familie.”

Da Rasmus havde afsluttet samtalen, sendte han manden en længere besked, hvor han bl.a. skrev:

’Det er let at dømme mennesker, man ikke kender, når man ikke kender den fulde historie…. Det er hverken, fordi jeg er for fin på den eller på de bonede gulve, at jeg ikke har kontakt med min far. Det skyldes de svigt, jeg har været udsat for, og som jeg selv har brugt mange år på at bearbejde på forskellig vis. Jeg bebrejder ikke min far, for han har været meget syg, men jeg kunne ikke blive ved med at udsætte min søster og mig selv for flere svigt…’

Manden reagerede ved at sende en græde-emoji.

Et par dage senere fik han endnu en besked fra manden, hvor han undskyldte, at han havde sendt den første besked.

Men beskeden sad stadig i Rasmus.

”Den var hård. Men jeg tror også, den var med til at skubbe på, at jeg var nødt til at åbne mig mere op. For man kunne jo ikke se på mig, hvad jeg kom fra. Og hvis andre havde det samme indtryk af mig, som han havde – det gik jo ikke, for det er ikke den, jeg er.”

Rasmus begyndte med de helt nære relationer, og siden luftede han også lidt om den bagage, han har slæbt rundt på, til nogle kolleger.

Far-pendulet

Rasmus Thingholm var kun tre år, da hans far kom i fængsel for spritkørsel. Rasmus kan ikke selv huske det. Men utrygheden fra barndommen husker han. Husker, hvordan han nogle gange lå i sengen sent om aftenen og hørte faderen forsøge at ramme nøglehullet. Hvordan han kunne høre faderen rave rundt inde i entréen, da det var lykkedes ham at komme ind.

Rasmus husker, hvordan han blev mobbet, fordi nogle af hans folkeskolekammerater havde set hans far komme fuld ud fra det lokale værtshus.

Han kom til at skamme sig over sin far. Rasmus voksede op i et alment boligområde i Lindholm i Nordjylland, og når de ældre damer i området stoppede ham og sagde: ’Du ligner vel nok din far,’ blev han ramt. Han ville ikke ligne sin far. I dag ved han godt, at de sagde det i en god mening. Af udseende ligner han nemlig sin far, siger han.

Og hans far var jo også alt muligt godt – når han var i en stabil periode. Han var så hjælpsom over for alle. Han var meget pertentlig med alting og særligt sit arbejde som vicevært, fortæller Rasmus. Alt stod snorlige. Græsset var altid nyklippet, og der lå ikke et eneste stykke affald i miles omkreds.

Det var også faderen, der tog med Rasmus til fodbold. Det var ham, han talte om piger med. Det var ham, der frivilligt passede cafeteriet i hallen og ventede, mens Rasmus spillede badminton. Det var bare ikke sjovt, de gange han så lugtede af øl, når Rasmus kom ud til faderen efter at have trænet.

”Han var mit pendul – men det svingede hele tiden.”

Rasmus oplevede, at det for alvor begyndte at gå ned ad bakke, efter at faderen havde skadet albuen og ikke kunne arbejde i en længere periode.

Hans drikkeri tog til. Han græd meget. Humøret svingede enormt, erindrer Rasmus.

”Han kunne være helt opløst – jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Min far har aldrig været voldelig, men han kunne godt være udadreagerende. Jeg husker engang, hvor han rev vores væghængte fastnettelefon ud af væggen i ren afmagt.”

Faderens nedtur tog til, og han endte med at blive indlagt på ’den lukkede’, fortæller Rasmus.

”Min mor bad om, at ambulancen ikke skulle komme med blink på, for alle i vores boligområde kendte ham jo som viceværten og vidste, at det var ham, som boede i stuelejligheden til venstre.”

Faderen fik en diagnose. Men på trods af at han var indlagt på en lukket afdeling, dukkede han flere gange pludselig op hjemme i lejligheden.

Det endte med, at Rasmus, hans mor og lillesøster måtte sove rundt omkring hos familie og venner, fordi det var for utrygt at være derhjemme.

Forældrene blev skilt, da Rasmus var 15 år. Rasmus blev ved med at besøge sin far og have kontakt til ham, indtil han som 16-årig ringede til sin far omkring hans fødselsdag.

”Jeg ramte ham på en god dag. Vi havde en fin snak, og han sagde, at han ville ringe tilbage til mig. Det har han aldrig gjort. Det er nu 20 år siden. Jeg har ikke selv taget kontakt, for jeg orkede bare ikke flere svigt.”

Djøfbladet har været i kontakt med Rasmus Thingholms far, som bekræfter beskrivelsen af Rasmus' opvækst.

En karriere bag en maske

På det tidspunkt havde Rasmus Thingholm et brændende ønske. Han ville gerne på efterskole. Starte forfra et sted, hvor ingen kendte ham og det, han kom fra.

Moderen, der var kontorassistent, lagde alt, hvad hun kunne, til side, og hun søgte hjælp hos kommunen og fra nogle fonde, men uden held. Alligevel lykkedes det hende at spare nok penge op, og Rasmus kom på idrætsefterskole. Det var en stor lettelse.

”Jeg skulle ikke længere dække over noget.”

Men når han blev spurgt om sin baggrund, gled han af på det. Sagde, at hans forældre var skilt – og ikke mere end det.

Da han året efter kom på gymnasiet, gjorde han det samme.

”Jeg skabte en form for skjold eller maske. Jeg prøvede at være sej. Mine første kærester vidste heller ikke rigtig noget om, hvad jeg kom fra. Jeg ville ikke dømmes ud fra det.”

Rasmus Thingholm havde besluttet, at han ville ’være noget’. Han tog fem A-fag på gymnasiet, og denne stræben fortsatte på jurastudiet – topkarakterer og en ambition om at blive advokat. Han fik sin advokatbestalling hos Plesner.

”Advokatbranchen er det perfekte sted for dem med stor selvtillid, men som dybt inde er usikre mennesker med lavt selvværd. Som advokatfuldmægtig og ung advokat var jeg stadig i gang med at overbevise hele verden om, at jeg var god nok. At der ikke var noget at sætte en finger på.”

Han arbejdede rigtig meget. Fremstod som én, der havde tjek på det, siger han. Men samtidig var han rigtig hård ved sig selv og faktisk dybt usikker på, om han nu også var god nok, siger han. Han tog flere og flere opgaver ind.

”I perioder leverede jeg ikke godt nok. Og når det gik godt, var jeg alligevel meget usikker på alt. Hvis jeg fik mødeindkaldelser, hvor jeg ikke rigtig kunne gennemskue, hvad det handlede om, var jeg bange for, at jeg skulle fyres.”

Rasmus frygtede at blive gennemskuet – at alt eroderede under ham, fortæller han.

”De første 30 år af mit liv har jeg brugt på at blive til noget og mindre på at blive til nogen. Det har hele tiden været en kamp om at vise: ’Se, hvor god jeg er!’”

En god ven og en bog af Glenn Bech blev for alvor et vendepunkt.

Sagde det højt

Det er knap et år siden, Rasmus en aften brød fuldstændig sammen. Hans gode ven – en af de ganske få, der havde fået lov til at kigge ind bag masken – sagde, at han gerne ville læse noget op fra Glenn Bechs bog ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’:

’… vi har heller ingen advokater i familien eller læger eller ingeniører eller bankrådgivere, direktører. Vi har ingen akademikere i familien ud over mig. Her er jeg alligevel. Det føles malplaceret. Det har det altid gjort.”

”Det ramte mig fuldstændig. Den der følelse af at være landet i noget, som føles fremmed, fordi jeg kommer fra det, jeg gør. Min måde at flygte på har været ’at blive til noget’. Det har været min måde at sige ’I made it’. Det har defineret mig gennem hele min ungdom og gennem hele mit arbejdsliv,” fortæller Rasmus.

Han har løbet og løbet – længere og længere væk fra frygten om at blive som sin far.

”Intet kunne stoppe mig i at nå så langt som overhovedet muligt, så jeg kunne sige til mig selv og alle andre: ’Se selv’. Jeg skulle måske have brugt noget mere tid på at sige til mig selv, at jeg var god nok.”

Sammen med andre politikere i Djøf var Rasmus Thingholm med til at initiere et medlemsarrangement med Glenn Bech på Bremen i København.

Men det var ikke kun Glenn Bech, der fortalte om sin opvækst. Det gjorde flere andre også – herunder Rasmus.

Han er vant til at tale foran store forsamlinger uden problemer. Uden tøven og bæven. Men denne gang var det en helt anden sag.

”Jeg havde hjertebanken helt oppe i halsen. En enormt høj puls. Jeg kunne slet ikke kontrollere min krop. For hvad ville folk tænke – hvordan vil de se på mig bagefter?”

Men da han trådte ud på scenen, var han rolig. Og bagefter var han overbevist.

”Jeg havde følelsen af at stå der og skrælle alle lag af – og så blive grebet. Nogle af mine bedste venner sad på den forreste række med våde øjne, og alle mennesker rejste sig op og klappede, da vi sagde tak for i aften. Det var meget overvældende og rørende.”

Han blev igen og igen mødt med et: ’Hvor er du modig.’ Også i dagene efter. Og også fra mange af dem, der kun har kendt ham som advokaten Rasmus Thingholm eller formanden for Djøf Advokat.

”Jeg føler, at jeg nu har sagt det til hele verden. Ved at sige det højt håber jeg, at jeg måske kan være med til at inspirere andre, som har en historie, der minder om min. Nogle, der ikke har fået sagt det højt endnu. For det hjælper – og ingen dømmer dig på det.”

Han har også fortalt det til den nye CEO i NCC Property Development A/S, hvor han i dag arbejder som in house-advokat. Han havde indkaldt Rasmus til et intromøde og sagde: ’Fortæl mig, hvor du kommer fra.’

”Så sagde jeg: ’Okay, så får du hele historien, når du beder om det.’”

Rasmus Thingholm siger, at han er blevet mere kompromisløs i alt, hvad han gør.

”Jeg har altid stået op for andre. Men nu står jeg også op for mig selv. Jeg har ingen svage flanker længere – nu er alt sagt.”

Han løber ikke længere efter nogle bestemte karrieremål – i hvert fald ikke lige for tiden, siger han.

”Nu vil jeg for første gang bare nyde det, jeg er i. Nyde ikke at have et konkret mål foran mig. Jeg kommer aldrig til at udsætte mig selv for det samme arbejdspres, som jeg udsatte mig selv for i advokatbranchen – bare for at nå det næste mål.”

Rasmus løber heller ikke længere væk fra alt, hvad der minder om hans far.

”Vi har faktisk mange lighedspunkter, og i dag sætter jeg pris på flere af dem. Jeg er et stort foreningsmenneske som min far. Jeg står op for andre, hvor jeg kan. Men vigtigst af alt ved jeg, at jeg ikke bærer rundt på en psykisk diagnose. Det har givet mig ro.”

Og han er ikke et offer, slår han fast.

”Eller en ’survivor’, en mønsterbryder eller ham, der lykkedes ’against all odds’. Jeg er bare Rasmus, og det føles helt rigtigt.”