”Vi var rimelig ekstreme i 70’erne og 80’erne”

Jeg startede på første årgang på RUC (Roskilde Universitet) i 1972. Jeg havde ikke nogen plan for fremtiden, men det eksperimenterende – det at være med til at starte noget nyt op – var jo spændende.

Vi mødtes til stormøde, og sammen med lærerne fandt vi ud af, hvad vi ville lære. Så lavede vi et projekt, der siden blev drøftet i plenum. Det var de andre studerende, som afgjorde, om vi bestod eller dumpede. Vi var opdelt i huse – jeg kom i hus med 60 andre studerende og fire-fem lærere. Det var en pænt høj normering.

Det var helt fantastisk – både på den positive og den negative måde. Der var en klar opfattelse af, hvad der var den rigtige opfattelse af ting, og hvad der var den forkerte. Men entusiasme og et hårdt miljø har det nok med at hænge sammen – ligesom i ngo’erne, hvor der også tit er et hårdt socialt miljø.

Vi studerende var det totale flertal, og vi kunne majorisere lærerne fuldstændig. Nogle lærere fik slet ikke nogen studerende, hvis en eller anden sagde, at de stod for noget forkert, så dem skulle man ikke følge. Det var en lidt umoden måde at bruge sin indflydelse på – men vi var jo også meget unge. Omkring 20 år.

Vi var rimelig ekstreme i 70’erne og 80’erne. Vi boede i kollektiver og delte alt. Vi var også fælles om børneopdragelse. Hvis man fik et barn, skulle det ikke forhindre én i at gå ud om aftenen og deltage i alt muligt. Jeg tror faktisk ikke, børnene syntes, det var så sjovt. Men det var et ideal. Et opgør med det almindelige moderskab. Og det kunne der jo godt være en god grund til. Nu kan man jo også se, at man går fra moderskab til forældreskab. Det var bare lidt mere ekstremt dengang.

Jeg blev lidt klogere på, hvad jeg ville. Jeg stoppede på RUC, arbejdede i nogle år, og så startede jeg på sociologi på Københavns Universitet. På en måde var der en endnu mere vidtgående autonomi på sociologi. De studerende havde simpelthen overtaget instituttet. Der blev holdt stormøder, hvor alt blev besluttet – ikke formelt set, men reelt set: Studienævnets budget og hvem der skulle ansættes.

Det var et meget intensivt ungdomsmiljø. Jeg kom med i studenterrådet. Vi mødte op hver morgen og gik meget sent hjem. Jeg lærte ufatteligt mange mennesker at kende og gik til rigtig mange fester. For mig var det positivt, men der var mange, som ikke kunne holde ud at være der.

Jeg fik job på Sociologisk Institut. Skrev en ph.d. og fortsatte som det, der nu om stunder hedder postdoc. Jeg både underviste og forskede. Men så var der ikke flere forskningsmidler, og jeg blev ansat i Arbejdsministeriet.

Det var et helt andet miljø end det universitære. Jeg havde jo pludselig faste kolleger, der mødte ind samtidig hver dag. Vi hjalp hinanden i meget højere grad, end man gør på universitetet. Det syntes jeg rigtig godt om. Til gengæld laver man jo ikke sine egne ting – overhovedet. Man arbejder sammen om at servicere en minister. Sådan er det.

Så var der nogen, som ringede fra RUC, og jeg kunne ikke lade være med at sige ja. Der har jeg så været lige siden. Nu som emeritus. Og i alle de år har jeg været optaget af demokratiske og involverende organisationsprocesser. At man som medarbejdere får indflydelse på sit arbejde, men også på den virkelighed, man er en del af. Jeg har jo selv været med i nogle ekstreme eksempler på det. Og det har jeg lært af.

Jeg har følt på egen krop, at selv en selvledende organisation har brug for spilleregler. Det kræver ledelsesorganisering – at der er nogle beslutningssystemer. At de beslutningssystemer ikke kan kuppes. Det skal være muligt at sætte en stopper for personer, som ikke opfører sig i overensstemmelse med de normer og den styreform, der er vedtaget.

Jeg ved godt, at bureaukrati har en negativ klang. Men der skal være regler for, hvordan man gør tingene – uden at der nødvendigvis er noget hierarki i det.

Da jeg kom tilbage til RUC, var det stadig bygget op om projektarbejde. Men ud over projektgrupper var der studiegrupper – en slags vejledningsgrupper til, hvordan man skulle skrue sin uddannelse sammen. Man lagde vægt på, at den studerende selv skulle skabe sin egen uddannelse og ikke bare følge flokken. Det synes jeg er en rigtig god tankegang, men den har man i meget høj grad forladt. Nu er det i stigende grad forhåndsbestemt, hvad uddannelsesmålet er, og hvilke kompetencekrav der er. Det er en kedelig udvikling.

Jeg har ikke gjort oprør på mine gamle dage. Jeg sidder bare og brokker mig, når jeg drikker kaffe med mine gamle kolleger. Men der mangler oprør, så vi kan komme tilbage til, at den studerende har større indflydelse på sin egen uddannelse. Uddannelser, hvor man producerer unikke studerende – hvor universitetet ikke er en pølsefabrik.

Til de unge vil jeg sige: Dyrk dit netværk. Altså ikke netværk, hvor I bare drikker øl sammen. Hvis du læser det her, er du sikkert samfundsvidenskaber. Så handler det om, at du interesserer dig for det samfund, du er en del af, og har et netværk omkring det. Skriv nogle debatindlæg sammen med andre. Gå til nogle forelæsninger uden for pensum. Engagér dig. Det er utrolig vigtigt for din egen udvikling – men også for dit videre arbejdsliv – at du kender folk, der er placeret mange forskellige steder i samfundet. Den tid, jeg havde i studenterrådet, gav mig en masse kontakter.

Da jeg var ung, var jeg fuld af usikkerhed. De første gange, jeg skulle ud at holde et foredrag, var jeg bævende nervøs. Også selv om det var en meget lille forsamling, jeg skulle stå overfor. Jeg syntes selv, at jeg klarede det rigtig dårligt. Efterfølgende talte jeg med nogle af dem, der var med – og de kunne overhovedet ikke huske, at det var dårligt. Og hvis det var – så er livet jo langt. Der er masser af muligheder for at træne og blive bedre.

Jeg har haft perioder, hvor glæden ved at arbejde næsten forsvandt. Det har været, når jeg har haft rigtig travlt. Hvor det kun handlede om at holde problemerne nogenlunde fra døren. Fx har jeg i flere omgange været institutleder, samtidig med at jeg havde en del eksternt finansierede projekter. Det var for meget. Jeg lærte desværre ikke rigtig noget af det – jeg blev bare ved med at arbejde.

Da jeg mødte min kone, fortalte jeg, at når jeg blev 50-55 år, ville jeg trække mig tilbage for at blive landmand. Hun sagde ja alligevel. Jeg kommer fra landet og tænkte, at det ville give god mening at slutte min karriere der. Nu er jeg 72 år, og det er aldrig blevet til noget. Og det er faktisk ærgerligt. Men jeg har hele tiden gang i et eller andet spændende – så jeg har udskudt og udskudt.

Jeg havde også en idé om, at jeg skulle prøve at slå mig ned som selvstændig konsulent. Det blev heller aldrig til noget. Men det er jeg faktisk meget glad for nu. For det er jo et fantastisk privilegium at være på universitetet. Muligheden for fordybelse og det, at jeg ikke skal ud og sælge. Kunderne sidder nede på rækkerne, og de forsvinder ikke sådan lige.