Overenskomstsikrede rettigheder er værdiløse for ph.d.-studerende med børn

En ph.d. er i forvejen en kamp mod tiden, men som ph.d.-studerende med børn er det en kamp med den ene arm bundet på ryggen.

Overenskomsten i staten sikrer os nemlig ikke den samme forskningstid som vores barnløse kolleger. Mens vi opsparer ferie under barsel og får ret til omsorgsdage, følger der ingen tilsvarende forlængelse af ansættelsen. Børns sygedage skærer ligeledes direkte i forskningstiden.

Konsekvensen? Ph.d.-studerende med børn må reelt gennemføre forskningsuddannelsen på kortere tid, hvis vi vil benytte os af vores rettigheder og holde fri med vores børn.

Så meget tid mister ph.d.-studerende med børn

Hvor mange dage drejer det sig om? Lad os tage et konkret eksempel.

En kvindelig ph.d.-studerende, der får et barn efter det første år af sin ph.d., holder seks ugers barsel før fødslen og 34 uger efter – svarende til gennemsnittet for danske kvinder. Efter barslen har hun opsparet 20 feriedage samt to omsorgsdage. De efterfølgende år får hun yderligere to omsorgsdage årligt, så i alt har hun ret til 26 fridage – mere end fem uger.

Men når barnet starter i vuggestue, starter også sygdomsperioderne. Ifølge et finsk studie er vuggestuebørn i gennemsnit syge 24 dage årligt. Et nyere dansk studie viser, at børn i deres tre første leveår i gennemsnit får 14 infektionssygdomme, hvor hver sygdomsperiode varer flere dage.

Selv om nogle sygedage overlapper med den anden forælders barsel eller weekender, rammer mange af dem arbejdsdage, hvor den ph.d.-studerende reelt må tage fri.

Hvis vi forsigtigt antager, at den ph.d.-studerende må tage én barns sygedag om måneden, betyder det 12 dage årligt – svarende til 24 dage over to år. Sammenlagt mister den ph.d.-studerende med ét barn i eksemplet altså minimum 50 arbejdsdage, svarende til 10 ugers forskningstid. Og får hun barn nummer to? Så er tallet langt højere.

Kvinderne betaler den højeste pris

Det er ingen overraskelse, at kvinder rammes hårdest af denne skævhed. Data fra Danmarks Talentbarometer viser, at kvinder udgør halvdelen af ph.d.-studerende, men falder til 41% på adjunktniveau, 34% på lektorniveau og kun 24% på professorniveau.

Mange faktorer spiller ind, men forskning peger på, at strukturelle barrierer – såsom barselsvilkår og forskningsvilkår – er afgørende for, at kvinder falder fra i akademia.

Samtidig er stressniveauet i forvejen ekstremt højt blandt ph.d.-studerende. En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at 20% oplever alvorlige stresssymptomer, mens 37% oplever, at arbejdet er så tidskrævende, at det påvirker deres privatliv.

Når ph.d.-studerende med børn ovenikøbet mister ugevis af værdifuld forskningstid, øges presset yderligere.

Hvad skal der ændres?

Selv om forskningsfonde som Carlsbergfondet og DFF allerede har anerkendt problemet og justeret deres kriterier for at sikre forskere med børn lige adgang til forskningsmidler, halter den offentlige overenskomst stadig bagefter.

Derfor har jeg fremsat to forslag til kravsindsamlingen for OK26:

1) Tidsbegrænsede ansættelser skal forlænges 1:1 med ferie opsparet under barsel samt omsorgsdage.

2) Tidsbegrænsede ansættelser skal forlænges med et fastsat antal dage pr. barn pr. år, baseret på realistiske forventninger til børns sygefravær.

Mine forslag vil ikke blot forbedre vilkårene for ph.d.-studerende, postdocs og adjunkter med små børn, men også sikre, at forskere kan få børn, før de opnår fastansættelse – uden at det koster dem deres karriere.

I nogle lande fryser kvindelige forskere deres æg, så de kan udskyde familielivet til efter fastansættelse. Men burde vi ikke i stedet skabe vilkår, hvor forskere kan få børn, uden at det spænder ben for vores fremtid?

Så længe der er ulighed i forskningstiden, vil der være ulighed i karrieremulighederne. Hvis vi ønsker et forskningsmiljø, hvor talent fastholdes – uanset køn og familieforhold – må vi sikre rimelige arbejdsvilkår for forskere i tidsbegrænsede stillinger.

Den kommende overenskomstforhandling er en oplagt mulighed for at rette op på denne skævhed.

Anne Marie Andersen Dreyer er ph.d.-studerende ved Department of Economics and Business Economics, Aarhus Universitet.