Live på Gerningsstedet

Kælder-band bløder hierarkierne op hos advokatfirma

8.3.2025

af

Foto af Kromann Reumert-sekstetten

Kathrine Kjær, Tobias Bloch Thomsen, Jakob Dahl Mikkelsen, Markus Ulrik Leding, Mathias Bruun Maaløe og Manus Dennison – foto: Anders Holst

I Kromann Reumerts fredagsbar spiller Kathrine Kjær musik med firmaets band hver 14. dag. Det, der startede som en sjov idé, er blevet et værdifuldt kollegialt fællesskab og et samlingspunkt for firmaet.

"Hey, skal vi starte et band?"

Sådan skrev advokatfuldmægtig Kathrine Kjær i emnefeltet på en mail til to af sine kollegaer, da hun en grå tirsdag i januar 2023 havde brug for, at der skulle ske noget nyt.  

Der gik ikke mere end fem minutter, før begge kolleger – den ene en sanger, den anden bassist – svarede ja.

Kathrine Kjær er 33 år og arbejder hos advokatfirmaet Kromann Reumert, hvor hun sidder med sports- og entertainmentret. Hun har selv spillet guitar i mange år, men har mest af alt set musikken som en hobby – et frirum. Så da hun tog initiativ til bandet, var det mest med tanken om at spille for hyggens skyld.

I dag er advokat-bandet dog blevet til mere end det. Gruppen har bl.a. spillet til firmafester, og så er det blevet til et kollegialt samlingspunkt, som er med til at bløde linjerne på advokatkontoret op.

”Vi bliver mikset på kryds og tværs af hierarkier og afdelinger. Men alligevel er det lidt ligesom på de store retssager. Alle bidrager og har en vigtig rolle,” siger Kathrine Kjær.

Gerningsstedet

”Vi er effektive i advokatbranchen. Så når der er noget, vi gerne vil, handler vi ret hurtigt på det,” siger Kathrine Kjær og forklarer, at bandet allerede mødtes få dage efter hendes mail.

”Det virkede til en start lidt underligt at slæbe instrumenter gennem hele huset,” fortæller Kathrine Kjær om bandets første tur ned i firmaets fredagsbarskælder, som de kalder Gerningsstedet, og hvor det er muligt at spille musik i hverdagen, uden at det forstyrrer resten af firmaet for meget.

Allerede efter første gang de musikinteresserede stak hovederne sammen i kælderen, spredte ordet sig hurtigt op på etagerne i advokatkontoret på Nordhavnen i København.

Seks medlemmer er de i dag. Nogle af medlemmerne er mere rockede – Kathrine Kjær er mere en ’countrygirl’, hvis hun selv skal sige det.

De øver sammen jævnligt – gerne efter klokken 20.00, når alle medlemmerne er færdige med paragrafferne. Og ellers i frokostpausen i løbet af dagen.

Sammen er de landet på en genre, der svæver lidt mellem noget poppet og noget rocket. Det passer nemlig meget godt til målgruppen, når bandet spiller til firmaets julefrokoster, fredagsbarer og jubilæer.

For Kathrine Kjær har opbakningen fra kollegaerne været en kæmpe gevinst:

”Det er især partnerne, som altid står på første række, når vi spiller. De er vores største ’groupies’,” siger Kathrine Kjær med et smil.

Hun oplever, at det virker anderledes intimt, når det er firmaets eget folk, der spiller, frem for når der hyres et eksternt live-band ind.

Og det er netop det, hun mener, bandet kan. 

ANNONCE

Hele mennesker

Advokatbranchen kan på nogle måder virke en smule hierarkisk, fortæller Kathrine Kjær. Men når de spiller i bandet, er hierarkierne helt opløst. Her er fuldmægtige, advokater og partnere fuldstændig lige, og det giver en helt særlig team-følelse, forklarer hun.

Og ligesom på firmaets fodboldhold løsner det på kollegabåndene og gør relationerne mere uformelle, når man laver noget sammen, der ikke handler om arbejde. Derudover bidrager bandet med noget kreativt, som Kathrine Kjær finder meget forfriskende.

”Jeg tror, at mange forestiller sig, at medarbejderne i de store advokathuse er folk med spidse albuer, som ikke går op i andet end deres job. Det troede jeg også selv, før jeg blev ansat,” fortæller Kathrine Kjær.

”Vi er meget ordentlige og perfektionistiske, ja – det skal vi være. Men vi er også meget mere end dét. Vi er jo hele mennesker, og i virkeligheden er vi meget forskellige hver især.”

I starten overraskede det Kathrine Kjær, at hun ikke var den eneste på kontoret med interesser ved siden af paragrafferne. Eksempelvis diskuterer hun ofte skønlitteratur med sin chef. Hun har også en anden kollega, der ud over advokatjobbet bruger mange af sine vågne timer som personlig træner.

Man kan godt både være boss og blød, mener Kathrine Kjær.

”Vi arbejder rigtig mange timer. Men mange af os er jo også enormt gode til at disponere vores tid,” fortæller Kathrine Kjær og påpeger, at hun heller ikke oplever luften på kontoret være så konkurrencepræget, som mange måske tror.

”Advokaterne har netop brug for det sociale på kontoret, fordi vi er der så mange timer.”

Mere end sin titel

Oplevelsen af, at timerne på advokatkontoret også handler om det kollegiale, skrev Kathrine Kjær for nylig et LinkedIn-opslag om.

Opslaget fik en kvart million visninger, og spørger man Kathrine Kjær selv, ser hun det som et billede på en generel tendens. Hun oplever nemlig, at det er blevet mere attraktivt at vise, at man er mere end bare sin titel:

”Verden bliver generelt mere personorienteret. Og det gælder også advokatbranchen,” mener hun.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet